Hotel schloss rheinfels
Hotel schloss rheinfels
Hotel schloss rheinfels
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
  • Historisk slot, i dag luksuriøst slotshotel med unik historie
  • Populær slotsrestaurant og solterrasse med panoramaudsigt over Rhinen
  • Indendørs swimmingpool og wellnessafdeling med relaxafdeling
cd top arrow

Eksklusive Hotel Schloss Rheinfels

5 dages kør selv-ferie på 4-stjernet superiorhotel i Sankt Goar ved Rhinen, Rheinland-Pfalz, Sydtyskland

Blandt vinmarker og middelalderskatte i Rheinland-Pfalz troner Hotel Schloss Rheinfels majestætisk over floden Rhinen. Dette romantiske sted, beliggende i Sankt Goar i hjertet af Tysklands smukkeste region, forener historiens vingesus med nutidens afslapning. Det ærværdige slotshotel byder på en enestående udsigt over flodlandskabet og ligger kun fire kilometer fra den legendariske Loreley-klippe, som vogter over flodens smalleste passage. Slottet, med rødder tilbage til 1245, er en unik historiefortæller med en stormfuld baggrund; i dag et enestående eksempel på, hvordan historie og luksus kan forenes. Slotshotellet har bevaret sin middelalderatmosfære, samtidig med at det tilbyder alle moderne bekvemmeligheder, førsteklasses service og udsøgt mad. Uanset om I søger en romantisk miniferie eller et eventyrligt ophold med venner, er dette det perfekte sted.

Omgivelserne omkring Hotel Schloss Rheinfels byder på unikke oplevelser året rundt. Om efteråret kan I deltage i høstfester og vinfestivaler eller beundre det spektakulære fyrværkeri under festivalen "Rhein in Flammen". Når vinteren kommer, tilbyder hotellet et fredeligt og roligt tilflugtssted, hvor I kan slappe af foran en knitrende ild i pejsestuen. Foråret vækker vinmarkerne til live og fylder flodens cykel- og vandrestier med farverige blomster, der strækker sig mod solen. Sommeren er en livlig tid fyldt med turister, travle udendørsserveringer og sightseeingbåde, der glider frem på Rhinen. Jeres dage på slotshotellet begynder på bedste vis med den lækre morgenmad, som I kan nyde på hotellets solterrasse eller i panoramarestauranten, mens I beundrer den betagende udsigt over Rhinen, bådtrafikken, Sankt Goar og de omkringliggende vinmarker.

At udforske området omkring Hotel Schloss Rheinfels via Rheinfelsstien er en fantastisk oplevelse. Stien passerer den imponerende fæstning, som i over et halvt årtusinde var en af Rhinens største og mest magtfulde borge, og herfra kan I fortsætte jeres vandring efter eget ønske. På den anden side af floden ligger tvillingebyen Sankt Goarshausen, hvor Burg Katz majestætisk troner over byen, mens Burg Maus ligger idyllisk blandt vinmarkerne. Fra Sankt Goar kan I også tage på en spændende biltur til Rüdesheim (33 km), som er kendt for sin berømte Drosselgasse, kantet med hyggelige værtshuse. Efter en dag fyldt med oplevelser kan I vende tilbage til slotshotellet og slappe af med et glas Riesling på terrassen, mens solen langsomt går ned bag de stejle klipper. Glæd jer til en mindeværdig ferie ved Rhinen!

Læs mere 
Vigtige informationer
Vigtigt om Det lille ekstra: Disse vouchers tilbydes af Happydays - hotellet har intet ansvar for eller info om aktiviteten!

Köln-Düsseldorfer Deutsche Rheinschiffahrt – rabat på billetter
Opholdet inkluderer en rabatkupon til Köln-Düsseldorfer Deutsche Rheinschiffahrts passagerbåde på Mosel og Rhinen, hvor I får 20 % rabat på normalprisen på rutebådene mellem Köln og Mainz (Rhinen) og på panoramaturene ved Cochem og Bernkastel-Kues (Mosel). Rutebådene sejler dagligt på Rhinen (april-oktober) og panoramaturene sejler tirsdag til søndag (april-oktober). Herudover er der begrænset vinterplan, se alle afgangstider på KDs egen hjemmeside: www.k-d.com. Husk at medbringe voucheren, som kan downloades efter rejsebestillingen – og aflevere den ved et af selskabets salgssteder.

Ankomst
Hotel Schloss Rheinfels

Faciliteter

  • Hund tilladt
  • Ladestander til elbil
  • Røgfrit
  • Swimmingpool indendørs
  • Trådløst internet

Adresse

Schloßberg 47
D-56329 St. Goar
Tyskland

Hotelbeskrivelse

Hotel Schloss Rheinfels er ikke bare et hotel, det er en oplevelse. Beliggende i den charmerende by Sankt Goar i Rheinland-Pfalz tilbyder dette slot en majestætisk udsigt over Rhinen. Herfra har I kort afstand til den mytiske Loreley-klippe (4 km) og er samtidig en perfekt udgangsbase for både eventyr og afslapning ved floden Rhinen; en af Europas mest romantiske destinationer og desuden en del af UNESCOs verdensarvsområde Mittelrhein.

Slotshotellet er perfekt integreret i dele af det historiske Burg Rheinfels, med 67 elegante hotelværelser fordelt på flere bygninger, herunder den imponerende jugendvilla og det historiske slot. Værelserne er designet af JAB Anstoetz (kendt for at have leveret tekstiler til Det Hvide Hus i Washington og Hotel Ritz i Paris), unikt og smagfuldt møbleret samt udstyret med stor omhu for detaljer.

Burg Rheinfels var historisk en af de mægtigste og mest imponerende borge i det vestlige Tyskland, bygget af greve Diether V. von Katzenelnbogen omkring 1245. Borgen blev opført som en toldborg for at sikre grevernes kontrol over skibsfarten på Rhinen og dermed generere store indtægter fra afgifterne. I de følgende århundreder blev borgen udvidet til en storslået fæstning, som modstod flere belejringer, herunder en massiv belejring af den franske konge Ludvig XIV’s tropper i 1692. Efter seks ugers kamp måtte franskmændene opgive, og Rheinfels stod sejrende tilbage som den eneste borg i Europa, som modstod et angreb fra franskmændene under Niårskrigen.

Borgens skæbne ændrede sig dog i 1794, da franske revolutionssoldater indtog og sprængte den storslåede fæstning. I årtier lå det historiske vartegn i ruiner, indtil det i 1843 blev købt af den preussiske prins Wilhelm von Preussen, senere kejser Wilhelm I. Han forhindrede yderligere nedbrydning af slottet og sikrede, at ruinen forblev et historisk mindesmærke.

I 1925 begyndte en ny æra, da hotellet blev grundlagt. Den store genopbygning og udvikling til et luksushotel tog fart i midten af 1900-tallet, og i 1980’erne åbnede Hotel Schloss Rheinfels for offentligheden. Det blev genopført med respekt for sin rige historie, hvor de gamle ruiner blev bevaret og integreret i hotellets moderne faciliteter.

På slotshotellet er der døgnåben reception, elevator, gratis trådløst internet (Wi-Fi), slotsrestauranten ”Auf Scharffeneck” og en stor solterrasse, begge med panoramaudsigt over Rhinen, hotelbar samt hyggelig spisesal og pejsestue med åben ild, som tændes om vinteren. I sommersæsonen opstilles stole og borde på terrassen, og store parasoller foldes ud, så I kan nyde flodudsigten selv på de varmeste dage.

Som hotelgæster har I fri adgang til slotshotellets wellnessafdeling, som blandt andet byder på en indendørs swimmingpool med liggestole, fitnessrum, relaxafdeling med komfortable liggestole og saunaafdeling med to saunaer, hvoraf den ene er tekstilfri (rent håndklæde og badekåbe er tilladt). Der er også mulighed for køb af diverse wellnessbehandlinger.

Bemærk venligst, at hele slotshotellet er røgfrit, og at slotshotellets 67 værelser er fordelt over hele anlægget. Happydays’ gæster bor i ’Villa’-delen, som er den eksklusive jugendvilla. I kan regne med, at hotelværelser og faciliteter ligger inden for rimelig gåafstand fra hinanden.

Der er afgiftsfri parkering ved hotellet samt ladestation til elbiler (mod gebyr).

Hotellets miljømærkning
REFOOD-mærket: Hotellet arbejder aktivt på at reducere madspild og genanvender alt madaffald. Dette omdannes derefter til bæredygtig energi i form af biogas og næringsrig gødning.

Indkvartering

Alle deluxe-dobbeltværelser, som ligger i slotshotellets ”Villa”, er ca. 30 m² store. De er elegante og individuelt indrettede og har som minimum eget badeværelse med føntørrer og badekåbe, stor dobbeltseng med separate madrasser, skrivebord og stol, lænestol, lille køleskab, gratis trådløst internet (Wi-Fi), telefon og TV, kaffe- og tefaciliteter samt balkon med udsigt over Rhinen.

Ankomst

Check-in fra kl. 15.00.
Check-out senest kl. 11.00.
Kontakt venligst hotellet forud, hvis I ankommer senere end kl. 18.00 på ankomstdagen.

Måltider

Morgenmad serveres kl. 7.00-10.30.
Aftensmad serveres kl. 18.00-20.30.

Tidspunkterne for de inkluderede middage aftales med hotellet ved ankomst. Der er også mulighed for at købe madpakker til udflugter i restauranten.

Kæledyr

Hotellet har et begrænset antal værelser, der er egnet til hund (gebyr EUR 25,- pr. døgn afregnes direkte med hotellet). Det er derfor kun tilladt at medbringe hund på hotellet, hvis det oplyses ved rejsebestillingen! Undlader man at oplyse på forhånd, at der medbringes kæledyr, kan man risikere at blive afvist ved ankomsten eller opkrævet ekstraordinært rengøringsgebyr. Det er ikke tilladt at medbringe kæledyr i hotellets restaurant.

Bestil altid wellnessbehandlinger i god tid

Hotellet kan ikke garantere, at der er ledige tider til diverse wellnessbehandlinger med kort varsel. Kontakt derfor hotellet direkte og i god tid inden ankomst, hvis du vil være sikker på at få den ønskede behandling og tid.

Internet i udlandet

Bemærk, at internetforbindelse i udlandet sjældent er af den hastighed og stabilitet, du er vant til hjemmefra.

Rart at vide

Bemærk venligst, at slotshotellet ikke er fuldstændigt tilgængeligt for handicappede. Det kan derfor ikke anbefales til kørestolsbrugere.

OBS: Alle priser på serviceydelser og afgifter på hotellet (udover de inkluderede i opholdspakken) samt oplyste tidspunkter er vejledende. Priserne og tider er oplyst af hotellet og opdateres løbende, men der kan forekomme ændringer uden varsel. Happydays kan ikke påtage sig ansvaret for evt. ændringer og henviser til hotellet for aktuelle oplysninger ved ankomsten.
Rejsetips
Udforsk Burg Rheinfels, vandr i flodidyllen, smag på vin og spil golf

  • Verdensarven i Mellem-Rhinen er rigeligt velsignet med imponerende slotte og borge; i alt findes der cirka 40 i området. Jeres feriebase, det imponerende Burg Rheinfels, troner over Sankt Goar og giver en fantastisk indsigt i middelalderfæstningsværker. Borgen er en af de største borgruiner ved Rhinen og byder på spændende udforskningsture, blandt andet skjulte underjordiske gange og en enestående udsigt over floden. Burg Rheinfels og museet kan besøges året rundt. Kun ved dårligt vejr kan slottet være lukket af sikkerhedshensyn (glat føre). Læs alt om åbningstider m.m. her: burg-rheinfels.org
  • Hotel Schloss Rheinfels kan nås til fods via en skiltet gangsti fra torvet i Sankt Goar. Gåturen tager cirka 20 minutter. For dem, der foretrækker en mere komfortabel tur, kører Rheinfels slotsbus fra maj til oktober. Afgangsstederne er torvet i Sankt Goar og Burg Rheinfels’ parkeringsplads.
  • Området omkring Sankt Goar er perfekt til vandreture. I kan vælge mellem Rheinsteig på Rhins højre bred eller RheinBurgenWeg på venstre bred. Stierne fører gennem vinmarker, skove og forbi charmerende slotte og landsbyer. Lige uden for slotshotellet kan I tilslutte jer Rheinfelsstien, som udgår fra Burg Rheinfels, via Maria Ruh til Oberwesel – en vandretur med storslåede udsigter over Rhinen.
  • ”Rhein in Flammen” er en af de mest spektakulære årlige begivenheder langs Rhinen. Hvert år i august kan I opleve en konvoj af skibe, der sejler gennem Rhindalen, mens fyrværkeri lyser nattehimlen op. Fra Burg Rheinfels har I en fantastisk udsigt over begivenheden.
  • Det er en herlig ferieoplevelse at cykle langs Rhinen på cykelstien mellem Koblenz og Bingen. Her kan I selv vælge, hvor langt I vil cykle, tur/retur, uden større stigninger. Der er mulighed for at leje cykel i Sankt Goar centrum – spørg i receptionen på slotshotellet efter vejledning. Afstand til cykelstien: 500 m.
  • Den legendariske Loreley-klippe er et af Tysklands mest berømte vartegn. Klippen rejser sig 132 meter over Rhinen og har gennem tiderne inspireret utallige kunstnere og digtere. Navnet ”Lorelei” nævnes første gang i 1801 i en ballade af Clemens von Brentano. Ifølge legenden var Lorelei en smuk kvinde, der kastede sig i Rhinen af sorg over en tabt kærlighed. I senere versioner af myten sidder hun på klippen og synger, hvilket fortryller søfolk og får dem til at sejle mod klipperne. Besøg Loreley-plateauet, som tilbyder et besøgscenter, et amfiteater og en fantastisk udsigt over Rhinen: 4 km.
  • Oplev vinens verden i Sankt Goar og omegn. Langs Rhinen finder I flere vinmarker, hvor I kan smage de lokale Riesling-vine og lære om vinproduktionen i Mittelrhein-regionen. Nogle af de bedste vinudflugter finder sted i Bacharach (14 km), Boppard (15 km) og Oberwesel (8 km).
  • For golfentusiaster er Golfplatz Jakobsberg et fremragende valg. Denne smukke 18-hullers bane ligger på et plateau over Rhinen nær Boppard og tilbyder en fantastisk udsigt over vinmarker og floden: 27 km.
Flere storslåede slotte og borge i området

  • Tag færgen til tvillingebyen Sankt Goarshausen og oplev Burg Katz og Burg Maus (kat og mus). Afstand til færgeoverfarten i Sankt Goar: 1 km.
  • Midt i Rhinen ligger Pfalzgrafenstein-slottet, som tidligere fungerede som toldstation, da al transport foregik på floden. I kan tage færgen fra Kaub og derfra en lille passagerbåd ud til slottet. Det er et perfekt udflugtsmål til en picnic med udsigt over de passerende skibe: 12 km.
  • Oplev ruinerne af Burg Stahleck i den romantiske vinby Bacharach. Byen byder på smukke bindingsværkshuse og vinmarker. Tag en spadseretur gennem de brostensbelagte gader og nyd et glas lokal vin: 16 km.
  • Marksburg nær Braubach er det eneste slot ved Rhinen, som aldrig er blevet ødelagt. Det står i sin oprindelige middelalderform og giver et unikt indblik i, hvordan slotte fungerede i middelalderen: 29 km.
  • Schloss Stolzenfels, et romantisk slot fra 1800-tallet, ligger majestætisk over Rhinen nær Koblenz. Slottet og dets smukke haver blev bygget på ruinerne af en borg fra 1200-tallet og er et perfekt eksempel på preussisk rhinsk romantik. Slottet kan besøges via guidede ture, som afholdes hver time i højsæsonen: 29 km.
  • Ehrenburg i Brodenbach er en ægte middelalderborg, der går tilbage til 1100-tallet. Borgen arrangerer ofte middelaldermarkeder og ridderarrangementer, hvor besøgende kan opleve autentiske opvisninger: 30 km.
  • Besøg Ehrenbreitstein-fæstningen, som ligger på en 180 meter høj klippe i Koblenz. Koblenz, hvor Rhinen og Mosel mødes ved Deutsches Eck, er en livlig by med masser af seværdigheder. Her kan I også tage svævebanen over Rhinen eller udforske den gamle bydel med sine charmerende caféer og butikker: 39 km.
  • Burg Eltz, et billedskønt slot med 850 års historie, har været i samme families eje siden 1100-tallet og byder på en autentisk atmosfære: 48 km.
  • Oplev det imponerende Reichsburg Cochem, som troner over Cochem. Cochem er en charmerende by ved Mosel og byder også på en velbevaret gamle bydel med vinbarer, butikker og restauranter: 60 km.
  • Poppelsdorf Slot er et smukt barokslot beliggende i Bonn. Bonn er en moderne by med rig historie, som tilbyder shopping, restauranter og arkitektoniske perler samt fine museer som f.eks. Kunstmuseet og det Egyptiske Museum: 110 km.
Verdensarv, koldtvands-gejser og forlystelsesparken Phantasialand

  • Kurbyen Bad Salzig er kendt for sin naturlige kilde med mineralvand og ligger kun en kort køretur fra hotellet. Byens kurpark er perfekt til en afslappende gåtur blandt smukke blomsterbede og frugttræer: 10 km.
  • Boppard med den historiske gamle bydel og charmerende strandpromenade er også et besøg værd. Her kan I tage stoleliften op til Gedeonseck og nyde udsigten over et af Rhindalens smukkeste flodsving. Besøg også Thermalfreibad i Boppard; et ideelt mål på varme sommerdage. Udendørsbadet er omgivet af skov og har store grønne områder, svømmebassiner, springtårn og legeplads: 15 km.
  • Rüdesheim am Rhein ligger i den UNESCO-beskyttede øvre del af Mellem-Rhinen. Byen er blandt andet kendt for den stemningsfulde Drosselgasse med traditionelle værtshuse og livemusik samt Seilbahn Rüdesheim, som fører til Niederwald-monumentet med en fantastisk udsigt: 32 km.
  • Geysir Andernach er verdens højeste koldtvands-gejser og kan opleves efter en informativ film og en bådtur på Rhinen. Afstand til informationscenteret: 55 km.
  • Kurbyen Bad Breisig byder på en grøn kurpark med dukkemuseum, legeplads og smukke skulpturer samt Römer-Thermen kurbad med indendørs- og udendørsbassiner, sauna og wellnessbehandlinger: 66 km.
  • Oplev byen Unkel med den billedskønne, brostensbelagte Pützgasse med vinbarer og restauranter samt Willy Brandt-museet. Området har 160 km markerede vandrestier, der går gennem det naturskønne landskab langs Rhinen og Siebengebirge: 83 km.
  • Forlystelsesparken Phantasialand i Brühl er ideel for familier med større børn. Parken er åben i sæsonen fra april til oktober: 123 km.
  • Köln, Tysklands fjerde største by, byder på imponerende seværdigheder som Kölner Dom, Schloss Brühl, Imhoff-chokolademuseum, Flora und Botanisk Have samt Kölner Zoo: 143 km.

Blogindlæg relateret til Hotel Schloss Rheinfels

Nyhed
Sommerferie i Tyskland – frihed, natur og smagfulde oplevelser på kør selv-ferie
260619092238_260617110841 naeste stop med tyskland
Nyhed
Eventyrlige Tyskland 2026 – slotte, små byer og oplevelser på kør-selv-ferie
260617110841_naeste stop med tyskland
Tag på forårsferie i Tyskland – nu med lavere brændstofpriser
260415093616_skaermbillede 2026 02 10 135739
Leipziger Weihnachtsmarkt – Tysklands skjulte juleperle
251017035413_1 weihnachtsmarkt marktplatz leipzig
Kort

Radius omkring hotel:


Hotel Schloss Rheinfels
Schloßberg 47
D-56329 St. Goar
Tyskland

E 007° 42.359'
N 50° 9.223'

Gæsterne fortæller

Skriv en kommentar (OBS: Kommentarer besvares ikke - skriv i stedet til mail@happydays.nu)

Har du oplevet forhold på din rejse, der bør medføre ændringer i vores præsentation af rejsen, bedes du sende en mail til mail@happydays.nu
Happydays forbeholder sig retten til at slette useriøse indlæg og kommentarer af anstødelig karakter.

Film

Hele Happydays på studietur til Rhinen & Mosel

Hele Happydays på studietur til Rhinen & Mosel

For første gang nogensinde lukkede vi telefonerne hos Happydays, da vi alle mand drog på studietur til de sydtyske flodområder med de berømte vine. Det blev til fire dage i felten med masser af Riesling og rejseoplevelser i romantikkens højborg, der var klædt i flammende efterårsfarver og sol!

Vi besøgte 12 af vores hoteller omkring Rhinen og Mosel og blev alle steder mødt med hjertelighed, hjemlighed og stolte, tyske traditioner. Ja, vi fik simpelt hen set ved selvsyn, hvad der gør ferieområdet så umådeligt populært: Både naturen, vinen og de familieejede hoteller er noget helt særligt - det er ganske vist.

Sådan er studietur er en helt enestående mulighed for at komme bag facaden, filme og notere, fotografere og fornemme vores hoteller - og der er vist ingen andre, der er så grundige som os! Alle mand er med på turen af svenske og danske medarbejdere: Fra indkøbere og økonomifolk over IT og service til marketing og sælgere. Nogle af os kender allerede områderne, mens de er helt nye på horisonten for andre. Hver eneste hotel er besøgt, tjekket og godkendt af en medarbejder fra Happydays - men når vi rejser 40 mand afsted, er der pludselig 80 øjne i stedet for 2 på detaljerne. Og fælles er altid vores forventninger om at finde ind til kernen af feriecharmen i de områder, vi besøger - og ikke mindst al den viden og rejseglæde, vi efterfølgende kan formidle videre til dig og alle vores andre gæster. Sådan en studietur er ganske enkelt indbegrebet af vores fælles vision om at skabe rejser - med glæde.

Sådan arbejder vi på studieturen
I filmen herunder kan du få et indblik i, hvordan en studietur med Happydays foregår. Masser af hotelbesigtigelser, vinsmagninger, god mad og glade gensyn - og hårdt arbejde for at få de rigtige skud i kassen, liveopdateringerne på feriefabrikkens Facebook og Instagram på plads samt noter og fotos med hjem til alle de tekster og blogs, der skal skrives, når vi rammer kontoret igen. Filmen giver kun plads til at vise smagsprøver fra halvdelen af de 12 hotelbesigtigelser - men du kan finde detaljerede og personlige blogindlæg om alle de hoteller, vi besøgte ved Rhinen og Mosel, skrevet af dedikerede medarbejdere fra alle afdelinger i Happydays:

Bloginlæg fra alle 12 hoteller - Happydaysere på tur - klik her!

Nürnberg - et levende museum

Nürnberg - et levende museum

Lige siden middelalderen har Nürnberg været et spejl af den tyske historie, de store øjeblikke og de store tragedier. Få en forsmag på Nürnbergs 1000 ansigter i denne lille film.

Bratwurst & bayersk øl

Bratwurst & bayersk øl

Nürnberg har siden tidernes morgen været centrum for handlende og rejsende, og det har skabt et helt originalt køkken berømt for bl.a. honningkagerne Lebkuchen samt Rostbratwurst og frankisk øl siden 1300-tallet. Kom med på en rundtur i de Nürnbergske specialiteter.

Oplev Harzen - i røg og damp

Oplev Harzen - i røg og damp

Spring med på en prøvetur på det historiske damplokomotiv på Harzer Schmalspurbahnen - en af de mest populære attraktioner i Harzen.

Favorite Not favorite
Gæsternes bedømmelse 5 af 5  
Baseret på 1 spørgeskemaer.
Hotellet er vurderet på:
Modtagelsen
5 af 5
Service
5 af 5
Værelse/lejlighed
5 af 5
Faciliteter
5 af 5
Morgenmad
5 af 5
Aftensmad
5 af 5
Beliggenhed
5 af 5

Hotel Schloss Rheinfels

Pris pr. person i deluxe-dobbeltværelse
Fra DKK 6.299,-

Slotsophold ved Rhinen inkl.

  • 4 overnatninger
  • 4 x morgenbuffet
  • 1 x 3-retters middag efter kokkens valg
  • 2 x 4-retters middag efter kokkens valg
  • Velkomstdrink ”Loreley Entchen”
  • 1 x chokoladepraliné
  • Fri entré til hotellets wellnesafdeling med indendørs swimmingpool, sauna og relaxafdeling
  • Deluxe-dobbeltværelse med badekåbe, kaffe- og tefaciliteter samt balkon med udsigt over Rhinen
Det lille ekstra fra Happydays
  • 20 % rabat på billetter til KD Deutsche Rheinschiffahrts turbåde på Mosel og Rhinen (april-oktober)
;