Alexa hotel
Alexa hotel
Alexa hotel
Alexa hotel
Hotel alexa
Hotel alexa
Hotel alexa
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
  • Historisk badehotel fra 1911
  • Swimmingpool og wellness
  • 800 meter til stranden
cd top arrow

Romantisk badehotel på ferieøen Rügen

5 dages kør selv-ferie på 3-stjernet hotel i Ostseebad Göhren, Rügen, Mecklenburg-Vorpommern

Uanset hvornår på året, I besøger Rügen, så kan I glæde jer til lidt af et ferieeventyr: Rügen er Tysklands største ø, overstrøet med lysegrønne bøgeskove, stejle kalkklipper, blanke søer og vidtstrakte sandstrande. I vil også hurtigt opdage, at øen kan fremvise en sand perlerække af historiske badebyer, hvor fortidens pragtarkitektur bibringer en særlig stemning af storhed og nostalgi. I skal tilbringe jeres miniferie, weekend eller sommerferie i hjertet af den hyggelige badeby Ostseebad Göhren, som ligger på et næs på Rügens østkyst, kun 6,5 km syd for Sellin. Med sine mange romantiske udskæringer på den hvide træfacade er jeres hotel et romantisk syn, og bag den idylliske facade gemmer sig moderne faciliteter som f.eks. wellness og pool. Fra hotellet kan I tage en slentretur ned gennem byens butiksstrøg til stranden (800 m), som folder sig ud på både syd- og nordsiden af næset, og som i sæsonen byder på strandcaféer og souvenirbutikker, mens bølgebruset er en luksus, I kan nyde på alle tider af året.

På Rügen kan I koble af med ferieaktiviteter som cykling, vandring og sightseeing. Det kan anbefales at hoppe ombord på "Rasender Roland" - det stærke, lille damplokomotiv, som gennem hundrede år har tøffet frem langs jernbanen mellem Göhren og Putbus (22 km). I Putbus kan I gå på opdagelse mellem de kridhvide paladser, der i gamle dage tilhørte Rügens fyrster og den pommerske adel. De solrige sommerdage kan I vie til solbadning og dukkerter i havet - og måske leje en af de ikoniske, tyske strandstole, hvor I rigtigt kan putte jer ned i det bløde sæde og nyde et par timer i fred, ro og skygge? Resten af året inviterer Rügens smukke kyster til opkvikkende spadsereture, hvor den friske havbrise sætter sig som sunde, rosa pletter på kinderne.

En sommerferie på Rügen kan også byde på aktiviteter som golf, tennis, surfing og udflugter på hesteryg - her er rigeligt at vælge mellem for hele familien. Tilbring f.eks. også en dag i badelandet AHOI Rügen Bade- und Erlebniswelt (6 km), som med sikkerhed kan lokke solskin frem i jeres sind på en gråvejrsdag. En ferie handler selvfølgelig også om smagsløgene, og på Rügen kan I f.eks. glæde jer til at smage specialiteter som Fischbrötchen, en frisk og lækker fiskesandwich.
Jo, Rügen er bestemt en destination for alle - hele året rundt!

Læs mere 
Ankomst
Alexa Hotel

Faciliteter

  • Elevator
  • Hund tilladt
  • Swimmingpool indendørs
  • Trådløst internet

Adresse

Poststrasse 10
D-18586 Ostseebad Göhren
Tyskland

Hotelbeskrivelse

Alexa Hotel er et historisk badehotel fuld af nostalgi og med en central beliggenhed i den lille badeby Osteseebad Göhren, blot 800 meter fra kysten og lige syd for kurbyen Sellin (6,5 km). Med sin placering på den yderste spids af Rügens sydøstlige halvø Mönchgut har Ostseebad Göhrens strande mod både nord og syd.

Hotellet blev opført i 1911 i tidens klassiske badehotelstil og har bevaret sin helt karakteristiske, romantiske facade i træ med smukke snedkerier og udskæringer. Gennem årene er hotellet løbende renoveret og fremstår i dag som en stemningsfuld feriebase med moderne wellnessfaciliteter mellem de hyggelige vintage-indretningsdetaljer.

Hotellet har reception, lobby med kaminhjørne, restaurant, drikkeautomat, elevator, selskabslokale med TV-hjørne og gratis Wi-Fi. Uden for er en dejlig have med terrasse og servering, når vejret tillader det – i sommersæsonen stilles desuden solstole til rådighed (begrænset antal). Blot 100 m fra hotellet har I mulighed for at leje cykler – spørg i receptionen for vejvisning.

Under hele jeres ophold har I fri adgang til hotellets wellnessafdeling med indendørs swimmingpool, sauna, dampbad og fitnessrum. Wellnessafdelingen er åben hver dag kl. 7.30-21.00. I har mulighed for at tilkøbe diverse wellnessbehandlinger samt at leje badekåbe (EUR 7,-) og håndklæde (EUR 5,-).

Der er mulighed for indhegnet parkering 100 meter fra hotellet (EUR 10,- pr. døgn, EUR 15,- pr. døgn i juni-august) – vi anbefaler, at der reserveres en plads på forhånd, da der er et begrænset antal. Der findes desuden offentlig parkering mod gebyr tæt på hotellet (200 m) samt i P-hus (700 m).

Indkvartering

Alle værelser er ca. 23 m², lydisolerede og har eget badeværelse, føntørrer, minibar, skrivebord med stol, lænestol, safetybox, telefon, radio, TV og gratis Wi-Fi.

Ankomst

Check-in fra kl. 15.00.
Check-out senest kl. 11.00.
Kontakt venligst hotellet forud, hvis I ankommer senere end kl. 18.00 på ankomstdagen.

Måltider

Morgenmad serveres kl. 7.30-10.30.
Aftensmad serveres kl. 17.30-20.25.

Kæledyr

Hotellet har et begrænset antal værelser, der er egnet til hund (gebyr EUR 11,- pr. døgn afregnes direkte med hotellet). Det er derfor kun tilladt at medbringe hund på hotellet, hvis det oplyses ved rejsebestillingen! Undlader man at oplyse på forhånd, at der medbringes kæledyr, kan man risikere at blive afvist ved ankomsten eller opkrævet ekstraordinært rengøringsgebyr. Det er ikke tilladt at medbringe kæledyr i hotellets restaurant.

Internet i udlandet

Bemærk, at internetforbindelse i udlandet sjældent er af den hastighed og stabilitet, du er vant til hjemmefra.

Rart at vide

Offentlig parkering
Alle offentlige parkeringspladser i Göhren er afgiftsbelagte.

OBS: Alle priser på serviceydelser og afgifter på hotellet (udover de inkluderede i opholdspakken) samt oplyste tidspunkter er vejledende. Priserne og tider er oplyst af hotellet og opdateres løbende, men der kan forekomme ændringer uden varsel. Happydays kan ikke påtage sig ansvaret for evt. ændringer og henviser til hotellet for aktuelle oplysninger ved ankomsten.
Rejsetips
Rügens store seværdigheder

  • Ostseebad Göhren er endestationen på den smalsporede jernbane Rügensche Kleinbahn, også kendt som ”Rasender Roland” – snup en nostalgisk tur med det historiske damplokomotiv, som gennem hundrede år har fragtet badegæster mellem Putbus og Göhren. Der er daglige afgange året rundt, ekstra afgange om sommeren, og billetter kan købes i hotellets reception: 800 m.
  • Tilbring en dag i det store badeland AHOI Rügen Bade- und Erlebniswelt med flere bassiner, saunalandskab og gode wellnessfaciliteter: 6 km.
  • Kurbyen Sellin er kendt for sin ikoniske badebro Seebrücke, som rækker hele 394 meter ud i vandet. I 1998 indviedes broen på ny efter en omfattende restaurering, udført efter skitser fra 1901: 6,5 km.
  • Jagdschloss Granitz er med sine 250.000 besøgende hvert år et af de mest populære slotte i hele Mecklenburg-Vorpommern. Her har I bl.a. en pragtfuld udsigt over hele øen og havet fra det 38 meter høje udsigtstårn: 12 km.
  • Besøg Karls Erlebnis-Dorf i Zirkow – en temapark for hele familien. Parken har form af en oplevelsesby med bondegårdsdyr, legeplads, kartoffelsæk-rutsjebane, veteran-traktorbane, trampoliner, butikker, café og meget mere: 16 km.
  • De gode bademuligheder og de mondæne feriepaladser i Rügens største badeby, Binz, stiller garanti for en seværdig og hyggelig udflugt: 18 km.
  • Putbus er Rügens ældste badeby og tidligere residens for Rügens fyrster. De klassicistiske paladser står stadig kridhvide og vidner om fortidens glans: Se bl.a. Cirkus Putbus, som er et rundt torv omkranset af femten pragthuse, opført i 1800-tallet efter engelsk forbillede. Smut også en tur ned forbi havnen, og hop ombord på Räucherschiff Berta, hvor I kan nyde stedets lækre fiskespecialiteter: 22 km.
  • Nazisternes enorme ferieanlæg Koloss von Prora (i dag Dokumentationszentrum Prora) står som et tyst men gigantisk, mislykket vidne om nazisternes storhedsdrømme. Her var planen, at der skulle indrettes 10.000 ferielejligheder - alle med havudsigt - til arbejderklassen. Der blev bygget på Badehotel Prora i årene 1936-1939 efter ordre fra Adolf Hitler, men stedet blev aldrig taget i brug. Det ca. fire kilometer lange kompleks, som består af otte identiske seks-etagers blokke bygget af stålforstærket beton, har indtil nu ligget øde hen. I dag er der indrettet vandrehjem i Blok 5, og tyskerne er stadig i tænkeboks omkring, hvad man skal stille op med resten af de forfaldne bygningskolosser: 23 km.
  • Ved siden af Koloss von Prora i en gammel lagerhal gemmer sig en større samling af lokomotiver, biler og motorcykler på Oldtimer Museum Rügen. Udstillingen viser automobiler fra årene 1949-1989 – de 40 år, hvor Tyskland var delt i det socialistiske DDR og det kapitalistiske BRD, Forbundsrepublikken Tyskland: 24 km.
  • Trætårnet Baumwipfelpfad er en 40 meter høj trætopsti, hvor I kan gå på gangbroen, der snor sig i alt 1,25 km i en spiral op mod himlen, og på toppen har I en spektakulær udsigt over skoven og havet mod Binz og Prora: 24 km.
  • Inselrodelbahn er en sommerkælkebane midt i den smukke naturkulisse. Rutsjebanen ligger på en skråning med en længde på mere end 700 meter og en højdeforskel på 27 meter. Få fart i blodet og grin gennem de 7 stejle kurver. Efter slædeturen kan I spille minigolf, lege på legepladser eller nyde en kop kaffe eller is i stedets cafe: 26 km.
  • Garz er Rügens ældste by, beliggende på øens sydlige halvdel: 35 km.
  • Sassnitz er en af de maleriske badebyer, der ligger som perler på en snor langs Rügens østkyst: 35 km.
  • De imponerende kalkklipper i Nationalpark Jasmund ligger længst ude på en halvø på det nordøstlige Rügen – og her kan I bl.a. stå ansigt til ansigt med den 117 meter høje klippe, der går under navnet Königsstuhl: 46 km.
  • Suhrendorf er et sandt windsurferparadis midt på Rügens vestkyst: 50 km.
  • Det lille fiskerleje Vitt med stråtækte huse og duftende fiskerøgerier ligger på Rügens nordlige spids: 63 km.
  • Lige nord for Vitt, og så som Rügens nordligste punkt, ligger Kap Arkona. Se de tre fyrtårne, og udforsk ruinerne af Arkona-fæstningen, der i fordums dage var kultplads for dyrkelsen af frugtbarhedsguden Svantevit. Den berømte, stejle kongetrappe ned til vandkanten afspærredes i 2012 grundet skridfare: 63 km.
Oplev hansestaden Stralsund

  • Fra Stralsunds havn afgår turbåde til den bilfri ø Hiddensee. Der er daglige afgange fra april til oktober, og sejlturen tager ca. 3 timer: 53 km.
  • Stralsunds velbevarede middelaldercentrum er at finde på UNESCO's liste over verdensarv. Oplev stemningen på det historiske torv Alter Markt, og se byens helt store vartegn - det gotiske rådhus fra 1250 og katedralen St. Nikolai Kirche fra 1276. Beundr også byens ikoniske trappegavlhuse: 55 km.
  • Har I kondien til det, så kan det anbefales at træde de 366 trappetrin op til udsigtsplatformen på Marienkirche, hvor I fra 90 meters højde kan skue ud over byens tage. Den prægtige Marienkirche opførtes i 1298 og er den største katedral i den baltiske region: 55 km.
  • Det imponerende Ozeaneum Stralsund ligger ved havnen og har siden indvielsen i 2008 været en turistmagnet: 55 km.
  • Det historiske Katharinenkloster fra 1200-tallet huser i dag både akvariet Meeresmuseum og byens kulturhistoriske museum: 56 km.
  • HanseDom Stralsund er et kæmpestort wellness- og badeland på 120.000 m². Her er det tropisk sommer året rundt, og I kan nyde alt fra den store wellnessafdeling, hvor saunalandskabet har temaet 'Tusind og én nat' til de mange udendørs og indendørs bassiner med sjove vandrutsjebaner og meget mere. Her er åbent dagligt, året rundt: 60 km.
På udflugt i Mecklenburg-Vorpommern

  • Vineta kaldes også for Nordens Atlantis - ifølge legenden har den sunkne by ligget der, hvor den lille, nordtyske by Barth nu ligger. Barth er en charmerende by med en velbevaret bykerne fra middelalderen og en hyggelig havnepromenade - besøg også museet i den gamle købmandsgård, hvor I kan se udstillingen om den sunkne by, og besøg mindeparken, hvor der under Anden Verdenskrig lå en fangelejr for piloter: 89 km.
  • Greifswald er en af de store, historiske hansestæder, som styrede handelen i Nordeuropa tilbage i middelalderen. Her ligger desuden Nordeuropas næstældste universitet: 89 km.

Blogindlæg relateret til Alexa Hotel

Nyhed
Sommerferie i Tyskland – frihed, natur og smagfulde oplevelser på kør selv-ferie
260619092238_260617110841 naeste stop med tyskland
Nyhed
Sommerferie ved vandet i Tyskland – strand, havnebyer og oplevelser ved Østersøen
260617112320_naeste stop med tyskland
Nyhed
Eventyrlige Tyskland 2026 – slotte, små byer og oplevelser på kør-selv-ferie
260617110841_naeste stop med tyskland
Tag på forårsferie i Tyskland – nu med lavere brændstofpriser
260415093616_skaermbillede 2026 02 10 135739
Kort

Radius omkring hotel:


Alexa Hotel
Poststrasse 10
D-18586 Ostseebad Göhren
Tyskland

E 013° 44.263'
N 54° 20.504'

Gæsterne fortæller

Skriv en kommentar (OBS: Kommentarer besvares ikke - skriv i stedet til mail@happydays.nu)

Har du oplevet forhold på din rejse, der bør medføre ændringer i vores præsentation af rejsen, bedes du sende en mail til mail@happydays.nu
Happydays forbeholder sig retten til at slette useriøse indlæg og kommentarer af anstødelig karakter.

Film

Tre minutter om Rügen

Tre minutter om Rügen

Rügen er verdenskendt for at være Tysklands mest seværdige ø. Tag med på stranden, i bølgen blå, op på klinterne, ud i engene, langs landeveje og alt derimellem i denne 3-minutters kærlighedserklæring til den populære naturperle.

Fortryllende Rügen

Fortryllende Rügen

Dybe skove, blå bølger, stejle klinter. Betagende udsigter, uendelige enge og maleriske solnedgange - det hele venter på Tysklands smukkeste ø, Rügen. Udforsk naturpragten til fods eller på cykel.

Oplev Harzen - i røg og damp

Oplev Harzen - i røg og damp

Spring med på en prøvetur på det historiske damplokomotiv på Harzer Schmalspurbahnen - en af de mest populære attraktioner i Harzen.

Bratwurst & bayersk øl

Bratwurst & bayersk øl

Nürnberg har siden tidernes morgen været centrum for handlende og rejsende, og det har skabt et helt originalt køkken berømt for bl.a. honningkagerne Lebkuchen samt Rostbratwurst og frankisk øl siden 1300-tallet. Kom med på en rundtur i de Nürnbergske specialiteter.

Favorite Not favorite
Gæsternes bedømmelse 3.8 af 5  
Baseret på 216 spørgeskemaer.
Hotellet er vurderet på:
Modtagelsen
3.9 af 5
Service
3.9 af 5
Værelse/lejlighed
3.9 af 5
Faciliteter
3.8 af 5
Morgenmad
4 af 5
Aftensmad
2.6 af 5
Beliggenhed
4.3 af 5

Alexa Hotel

Pris pr. person i dobbeltværelse
Fra DKK 1.749,-

Ø-ferie i Nordtyskland inkl.

  • 4 overnatninger
  • 4 x morgenbuffet
  • 1 x aftenbuffet
  • Velkomstdrink
  • Voucher til en drink i baren
;