Hotel bremer hof 01a
Hotel bremer hof
Hotel bremer hof
Hotel bremer hof
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
  • Centrumhotel i middelalderkvarteret Wasserviertel
  • Morgenmadsrestaurant og snackbar
  • 300 meter til Marktplatz og rådhuset
NYHED
cd top arrow

Lüneburg – og det hvide guld

4 dages kør selv-ferie på historisk centrumhotel i Lüneburg, Niedersachsen, Nordtyskland

Dengang salt var en svært tilgængelig råvare, var det byer som Lüneburg, der styrede verden. Ene alene fordi, den er grundlagt oven på en gigantisk, underjordisk salthorst. Det trak enorme rigdomme til byen i middelalderen i form af handel og hansestadsprivilegier, og heldigvis er meget af arkitekturen og atmosfæren fra dengang bevaret, så Lüneburg i dag en af Nordtysklands bedst bevarede bindingsværksbyer. Her skal I selvfølgelig bo helt centralt på det stemningsfulde, gamle Hotel Bremer Hof, for så kan I gå direkte på opdagelse i 1000 års unik historie lige uden for hotellets dør. Spadser ned af Lüner Straβe forbi de mange, smukke gavlhuse og drej til venstre, så er I efter 300 meter fremme ved den gamle bydels absolutte centrum: Marktplatz med det imposante rådhus fra 1200-tallet.

Lüneburg bryster sig ovenikøbet af at have Tysklands største koncentration af værtshuse, og det er ganske vist, at man ikke har været i den gamle saltby uden at få slukket tørsten på en stemningsfuld knejpe, hvor historien hænger tykt i vægge og blyindfattede ruder. Alt i den gamle Altstadt er ren opvisning af byens rige fortid som en af de fire mest magtfulde hansestæder, men Lüneburg er også en levende universitetsby, som summer af atmosfære og ungt liv: Her er gode shopping-muligheder i moderne butikker, der bare har bevaringsværdige facader, og så får begrebet wellness et helt særligt tvist i Lüneburg. Her kan I selvfølgelig få spabehandlinger med den unikke Lüneburger-salt fra undergrunden og flyde vægtløs i de varme saltbade i byens skønne wellnessmekka; SaLü - Salztherme Lüneburg (1,7 km). Stedet genåbnede i 2021 med alt i saltvandsbade, boblebade, saunaer samt vandland med vandrutsjebane.

I bor ikke mange skridt fra havneområdet ved floden, hvor Alte Kran (180 m) står som et karakteristisk vartegn – et af de vigtige levn fra byens travle fortid under salt-epoken. I kan også besøge Brauereimuseum Lüneburg (750 m) med en pragtfuld udstilling af historiske bryggekedler, hvor I kan følge en gammeldags bryggeproces. Gå også på opdagelse i Deutsche Salzmuseum (1,2 km) og bliv klogere på ”Det hvide guld”. Og husk, at Lüneburg også ofte er udgangspunktet for vandreudflugter til Lüneburger Heide (40 km) – det legendariske, lyngklædte naturområde mellem Lüneburg og slotsbyen Celle (92 km). I kan stige på bussen Heide Shuttle fra Lüneburgs busstation (800 m) eller selv tage bilen dertil: Glæd jer til at udforske det store netværk af afmærkede stier i hedelandskabets blødt bakkede og afvekslende naturpragt, der som skabt til cykel- og vandreture på jeres miniferie i Nordtyskland.

Læs mere 
Ankomst
Hotel Bremer Hof

Faciliteter

  • Elevator
  • Hund tilladt
  • Røgfrit
  • Trådløst internet

Adresse

Lüner Str. 12
D-21335 Lüneburg
Tyskland

Hotelbeskrivelse

Hotel Bremer Hof ligger i middelalderkvarteret ”Wasserviertel” nærmest for foden af den imponerende Nicolai-kirke og kun 180 meter fra Ilmenau-floden og den historiske havn. Det placerer jer i Lüneburgs absolutte centrum i Altstadt med kort gåafstand til alle seværdighederne i den gamle hansestad.

Hotellet har til huse i et af de rigtigt gamle bindingsværkshuse i byen, og det ses i indretningen, hvor der stadig er spor af tømmer og detaljer fra 1500-tallet, som giver fornemmelse af husets fortid som autentisk købmandshus fra hansetiden. Her blev indrettet hotel i 1889, og huset består i dag af en række sammenbyggede historiske ejendomme, der er blevet løbende renoveret; Stammhaus, Kaufmannshaus og Haus Tilly.

Hotellet tilbyder døgnåben reception, morgenmadsrestaurant, gratis Wi-Fi samt snackbar i lobbyen, hvor man kan købe forfriskninger.
Bemærk, at der kun er elevator til værelserne i Stammhaus.

Der er mulighed for parkering i hotellets indergård (mod gebyr EUR 10,- pr. nat).

Indkvartering

Alle komfortværelser er rummelige og stilfuldt indrettede med fokus på ekstra komfort og atmosfære, og på grund af den historiske arkitektur er de også af individuel karakter, nogle med synlige bjælker fra det oprindelige bindingsværk. Komfortværelserne. Alle værelser har eget badeværelse, føntørrer, skrivebord og stol, TV samt gratis Wi-Fi.

Ankomst

Check-in fra kl. 15.00.
Check-out senest kl. 10.00.
Kontakt venligst hotellet forud, hvis I ankommer senere end kl. 18.00 på ankomstdagen.

Måltider

Morgenmad serveres kl. 6.30-10.00.

Kæledyr

Hotellet har et begrænset antal værelser, der er egnet til hund (gebyr EUR 8,- pr. døgn afregnes direkte med hotellet). Det er derfor kun tilladt at medbringe hund på hotellet, hvis det oplyses ved rejsebestillingen! Undlader man at oplyse på forhånd, at der medbringes kæledyr, kan man risikere at blive afvist ved ankomsten eller opkrævet ekstraordinært rengøringsgebyr. Det er ikke tilladt at medbringe kæledyr i hotellets restaurant.

OBS: Alle priser på serviceydelser og afgifter på hotellet (udover de inkluderede i opholdspakken) samt oplyste tidspunkter er vejledende. Priserne og tider er oplyst af hotellet og opdateres løbende, men der kan forekomme ændringer uden varsel. Happydays kan ikke påtage sig ansvaret for evt. ændringer og henviser til hotellet for aktuelle oplysninger ved ankomsten.
Rejsetips
Gå på opdagelse i Lüneburg

  • Hvordan kunne Lüneburg blive en af hansetidens mægtigste byer selv uden direkte adgang til havet? Svaret er – saltet fra horsten under Lüneburg! Det var i 1200-tallet en sjælden råvare, som var afgørende til konservering af fisk, især sild. Silden blev fanget i Østersøen, saltet i Lüneburg og solgt i hele Nordeuropa. De store handelsskibe kom faktisk ikke helt ind til selve Lüneburg - de store kogger og handelsskibe fra Østersøen og Nordsøen sejlede ad Elben, her blev silden lastet om til fladbundede pramme og flodbåde, der sejlede op ad Ilmenau-floden, som løber direkte gennem Lüneburg. Gå en tur ned til floden, hvor Alte Kran står som byens vartegn og tavse vidne om den travle fortid med udskibning og eksport af enorme mængder salt og saltede sild fra Lüneburg: 180 m.
  • Den velbevarede Altstadt i Lüneburg er spækket med pragtarkitektur. Byens smukke bygninger og originale gavlhuse overlevede på forunderlig vis de mange bombninger under Anden Verdenskrig, og her er en intakt indre bydel, som bare venter på at blive udforsket. Begynd f.eks. på Marktplatz, byens naturlige centrum siden middelalderen, hvor rådhuset troner, og der ofte er torvemarked: 300 m.
  • Rathaus Lüneburg er opført i begyndelsen af 1200-tallet og et resultat af over 700 års bygge- og udvidelseshistorie. Det er det største middelalderlige rådhus i Nordtyskland, og med sine 259 rum og i alt ca. 5.000 m² er det af enestående i størrelse og arkitektonisk kompleksitet. Rådhuset viser flere arkitektoniske epoker – fra gotik og renæssance til barok. I gården findes en historisk have, anlagt i 1800-tallet, hvor magnolietræer blomstrer om foråret – et hyggeligt sted at slappe af. Rådhustårnet har et mekanisk urværk med klokkespil af Meißner-porcelæn, og Glockenspiel er et lokalt tilløbsstykke, når det spiller flere gange dagligt: 350 m.
  • Den flotte St. Johanniskirche blev bygget mellem 1289-1470 og har et imponerende kirketårn: 550 m.
  • Wasserturm Lüneburg byder på storslået udsigt over byen og omgivelserne, har skiftende udstillinger og arrangementer, og siden genåbningen i sommeren 2000 har vandtårnet som vartegn årligt haft over 100.000 besøgende: 700 m.
  • Bryggerimuseet i Lüneburg er indrettet på det tidligere Krone-bryggeri. Her kan man følge den gammeldags bryggeproces og få smagsprøver på ægte gammeldags øl på det tilknyttede værtshus: 750 m.
  • SaLü – Salztherme Lüneburg er et moderne oplevelses- og kurbad, der kombinerer traditionelle saltvandsbehandlinger med familievenlige bade- og wellnessoplevelser. Det er kendt for sin brug af den naturlige ”Lüneburger Starksole”, saltopløsning som stammer fra egne kilder og har dokumenterede helseeffekter. Wellnesscenteret er omfattende moderniseret og åbnede i 2021 i nyt, flot design og samlet 18.000 m² med fire tematiske verdener: “Wasserviertel” tilbyder bølgebassin, vandrutsjebaner, børneområde og udendørs saltbassin, mens “Heidemoor” og “Heiderauschen” fokuserer på ro og vægtløs afslapning i saltvand. “Siederei” er den store sauna- og wellnessafdeling med 8 forskellige saunaer, dampbade og afslapningszoner. Der tilbydes diverse massage- og skønhedsbehandlinger: 1,7 km.
  • Lige bag kurbadet kan I udforske Lüneburgs skønne kurpark og se den termiske kilde, der springer her: 1,8 km.
  • Beliggenhed er ikke kun i vore dage afgørende: Lüneburg ligger placeret oven på en gigantisk underjordisk salthorst – og fortiden som saltets by er stadig en stor del af byens identitet. Under hansetiden fremstillede man store mængder af ”Det hvide guld”, som blev solgt til de store hansestæder, der med monopolet på Østersøens handel var storforbrugere af salt til sild. Og denne gunstige situation bragte enorme rigdomme med sig. Sammen med Bergen, Visby og Lübeck blev Lüneburg en af hanseforbundets mest velstående byer, og særligt i 1300- og 1400-tallet skovlede Lüneburg rigdomme til sig – men salt blev udvundet her helt indtil 1980. Oplev historien om saltet og hansetidens enorme indflydelse på byens udvikling på Deutsche Salzmuseum: 1,2 km.
  • Kloster Lüne er en meditativ oplevelse i udkanten af byens centrum. Det gamle benediktinerkloster er grundlagt i 1172 og en dejlig oase mellem grønne enge og frugttræer, hvor stilheden og fordybelsen skaber en unik atmosfære. Her kan I lade tankerne vandre mellem de gamle, historiske bygninger: 1,6 km.
Andre store kulturperler i Nordtyskland

  • Skibshæveværket i Scharnebeck ved Elbkanalen, hvor den gigantiske skibselevator løfter og sænker flodbådene 38 meter. Knapt en halv mio besøgende om året lægger vejen fordi denne imponerende seværdighed: 10 km.
  • Den gamle saltvej går mod Lübeck og bl.a. gennem Hornbek, og her kan man se den originale brolægning fra middelalderen: 47 km.
  • Hamburg centrum har alt i storbyoplevelser. Tag f.eks. turen omkring HafenCity, byens nye, spændende havnefront, med Elbphilharmonie – det nyopførte koncerthus med udsigtsplatform (Det anbefales at reservere billetter i forvejen). Eller kom på tur i Hamburgs kæmpestore containerhavn på en havnerundfart med start fra Landungsbrücken. Besøg også Hamburg Dungeon i den historiske bydel Speicherstadt – kombineret rædselskabinet og forlystelse med skuespillere. Placeret i samme bygning som modeljernbaneudstillingen Miniatur Wunderland med 1.800 m2 modelbaner og en samlet sporlængde på 20 km. Man anslår, at det har taget 800.000 timer at bygge banerne: 55 km.
  • Mölln er også en populær middelalderby – denne har som særkende den historiske figur; spasmageren Till Eulenspiegel, som siden 1300-tallet har gjort byen berømt for kuriøse fortællinger og livsglæde. Hans profil går igen i hele byen, og han har sit eget museum på Markt 2 indrettet i et hus fra 1582: 60 km.
  • Celle – en af de absolut yndigste byer, Nordtyskland har at byde på. Faktisk er der få byer i Tyskland, der kan fremvise så mange og så velbevarede historiske huse fra renæssancen og frem. Hos os danskere har Celle desuden en særlig plads i bevidstheden på grund af den tragiske kærlighedshistorie om Dronning Caroline Mathilde, der så fatalt forelskede sig i livlægen Struense og endte sit liv på slottet i Celle: 92 km.
  • Hansestædernes dronning og dermed Lüneburgs storesøster: Lübeck, hvis Altstadt er på UNESCOs liste over verdensarv med sin enorme rigdom af velbevaret middelalderarkitektur, der blev opført i hansestadens storhedstid som centrum for verdenshandlen. Oplev bl.a. Holstentor – Lübecks skæve vartegn og indgangsporten til Altstadt – og husk: Intet besøg i Lübeck uden et besøg på Café Niederegger. Marcipanens hovedsæde i Breite Strasse har servering under lysekronerne i den gamle Marcipansalon: 94 km.
Lüneburger Heide – et must for vandrere

  • Lüneburger Heide er Tysklands ældste naturpark (40 km fra Lüneburg). Men hvad mange besøgende måske ikke ved er, at Lüneburger Heide ikke kun består af ét stort hedeområde, men af mange forskellige områder og størrelser, fordelt over hele regionen. Naturpark Lüneburger Heide er den mest kendte – det enestående landskab af lyngklædte bakker, der strækker sig over 107.000 hektar fra Buckholz i Nord mod Soltau i syd over mod Lüneburg i øst. Her er mere end 700 km vandre- og cykelruter, og i sommerperioden kan man gratis tage en tur med Heide-Shuttle. Bussen kører i perioden 15.7.-15.10. og passerer nabobyerne og områdets største seværdigheder. Tag cyklerne med og stå af et sted på vejen. Der er mulighed for at hoppe på shuttlebussen (Heide-Shuttle-Ring 5) på busstationen i Lüneburg; ZOB Lüneburg: 800 m.
  • Trætopstien Heidehimmel Baumwipfelpfad er en ny, lokal attraktion, hvor I kan nyde udsigten over Lüneburger Heide fra 23 meters højde, når I færdes på de 700 meter træbroer i metal og lærketræ. For enden af stien kan I klatre endnu 20 meter op i udsigtstårnet (som også har elevator), hvor der fra udsigtsplatformen er panorama - i godt vejr så langt som til havnen i Hamburg. Direkte under den høje gangbro ligger desuden dyreparken Wildpark Lüneburger Heides indhegninger, som giver jer et spændende blik ned til parkens 1.200 beboere; herunder losser, vaskebjørne, dådyr og ulve. Trætopstien er åben året rundt, åbningstiderne er knyttet til dyreparkens åbningstider, og man kan købe både kombi-billet og billet kun til trætopstien: 29 km.
  • En stor del af Lüneburger Heide er naturligvis bilfri og kan kun tilgås til fods, på cykel eller med hestevogn – herunder hedens højeste punkt ved Wilsede. Parker ved Undeloh midt inde på heden og tag vandreturen ind til højdepunktet 169 m.o.h. Wilseder Berg (4 km), hvor man på en klar dag kan se hele vejen til Hamburg og Lüneburg. Gå også turen til den overnaturligt smukke dal; Totengrund (4,6 km), der går for at være et af hedens allersmukkeste områder på trods af det lidt morbide navn. I kan også følge Heidschnuckenweg, der er en af de mest elskede vandreruter i Tyskland. Den går hele vejen gennem Lüneburger Heides åbne landskab med lyngklædte heder. Heidschnucken er navngivet efter den lille fåreart, som man ofte møder på vandreturen, og ruten er 223 km lang på hele sin strækning mellem Hamburg og Celle. Den består af 13 etaper, hvoraf etape 4 mellem Undeloh og Niederhaverbeck regnes for de smukkeste 14 km på turen.  Afstand med bil til Undeloh: 34 km.
  • Naturpark Südheide er mindre kendt og ligger lige nord for Celle – stik øst for Walsrode. Området er på knapt 500 m² og byder på flere sjældne dyrearter, herunder ørne, traner, storke og oddere i det enestående hedelandskab med masser af hedelyng og til dels klokkelyng. Parker f.eks. ved Misselhorner Heide og følg vandrestierne i området: 66 km.

Blogindlæg relateret til Hotel Bremer Hof

Nyhed
Sommerferie i Tyskland – frihed, natur og smagfulde oplevelser på kør selv-ferie
260619092238_260617110841 naeste stop med tyskland
Nyhed
Eventyrlige Tyskland 2026 – slotte, små byer og oplevelser på kør-selv-ferie
260617110841_naeste stop med tyskland
Tag på forårsferie i Tyskland – nu med lavere brændstofpriser
260415093616_skaermbillede 2026 02 10 135739
Ugens tilbud: Romantisk miniferie i Nordtyskland
251021093043_der seehof 26
Kort

Radius omkring hotel:


Hotel Bremer Hof
Lüner Str. 12
D-21335 Lüneburg
Tyskland

E 010° 24.656'
N 53° 15.102'

Gæsterne fortæller

Skriv en kommentar (OBS: Kommentarer besvares ikke - skriv i stedet til mail@happydays.nu)

Har du oplevet forhold på din rejse, der bør medføre ændringer i vores præsentation af rejsen, bedes du sende en mail til mail@happydays.nu
Happydays forbeholder sig retten til at slette useriøse indlæg og kommentarer af anstødelig karakter.

Film

På tur over Lüneburger Heide i Nordtyskland

På tur over Lüneburger Heide i Nordtyskland

Oplev den disede, lyngklædte landskabspragt i Tysklands ældste naturpark, hvor mere end 700 km afmærkede stier hvert år lokker vandrere og cyklister på opdagelse.

Nordtysklands største forlystelsespark

Nordtysklands største forlystelsespark

Kom med på en rundtur i Heide Park ved Soltau: Her kan I udfordre G-kræfterne, møde lyslevende pirater, finde små oaser for de mindste - og det hele ligger blot et par timers kørsel syd for Danmark.

Oplev Harzen - i røg og damp

Oplev Harzen - i røg og damp

Spring med på en prøvetur på det historiske damplokomotiv på Harzer Schmalspurbahnen - en af de mest populære attraktioner i Harzen.

Bratwurst & bayersk øl

Bratwurst & bayersk øl

Nürnberg har siden tidernes morgen været centrum for handlende og rejsende, og det har skabt et helt originalt køkken berømt for bl.a. honningkagerne Lebkuchen samt Rostbratwurst og frankisk øl siden 1300-tallet. Kom med på en rundtur i de Nürnbergske specialiteter.

Favorite Not favorite
Gæsternes bedømmelse 4.4 af 5  
Baseret på 3 spørgeskemaer.
Hotellet er vurderet på:
Modtagelsen
3.9 af 5
Service
4.4 af 5
Værelse/lejlighed
4.4 af 5
Faciliteter
3.9 af 5
Morgenmad
5 af 5
Aftensmad
3.3 af 5
Beliggenhed
5 af 5

Hotel Bremer Hof

Pris pr. person i komfort-dobbeltværelse
Fra DKK 2.449,-

Miniferie i Nordtyskland inkl.

  • 3 overnatninger
  • 3 x morgenbuffet
  • Værdibevis til snackbaren (EUR 5,-)
  • En lille gave ved afrejse
;