På vej til Hotel Heitzmann er man omringet af det flotteste bjerglandskab! Jeg var så heldig, at vejret viste sig fra sin aller bedste side, selvom det var sidst i oktober. Høj sol, 21 grader og en helt skyfri himmel.
Man bliver hurtigt overvældet af en stemning fra gamle dage pga. de mange renoverede borge i området. De fremstod selvfølgelig stadig, som de gjorde for flere hundrede år siden.
Der er fine parkeringsmuligheder ved Hotel Heitzmann. Og det er let at orientere sig i gaderne (de er ikke smalle og ufremkommelige, som man ellers kan opleve i de små tætpakkede østrigske byer).
Bagved hotellet er der en parkeringsplads, hvor der er plads til ca. 10-12 biler. Og skulle man være så uheldig, at pladserne allerede er taget, så er der en kæmpe grus-parkeringsplads længere nede ad vejen.
Hotellet har en idyllisk og traditionelt udseende facade. Det er pænt og imødekommende. Ved indgangspartiet er der et fint område med borde og stole på en terrasse, der kan overdækkes. Et rigtig hygge-område, hvor man har frit udsyn til torvet, som ligger lige i centrum af byen. Fra hotellet og ud imod torvet er det let at se, at der er mange indkøbs- og handlemuligheder i området. Så selvom der var lidt mennesketomt, mens jeg var der, så kan jeg let forestille mig, at området emmer af liv, når der er højsæson.
Kommer man fra parkeringsområdet omme bagved, så går man igennem en sød lille havesektion, hvor der er opstillet en masse borde og stole med rigeligt af parasoller. Et dejligt lille grønt område, der indbyder til at man kan sætte sig og nyde roen lidt. Indgangspartiet på denne side af hotellet fører én ind i en moderniseret reception. Pænt, stilrent og meget enkelt.
Vælger man derimod at bruge indgangen på forsiden af hotellet, som vender ud imod torvet, så går man ind i restaurantens spiseområde, hvor man også bliver budt pænt velkommen.
Denne del af hotellet er indrettet på traditionel vis, så man bliver forført af den gode tyroler-krostue stemning. Borde, stole, bænke, vægpaneler, loftet og gulvet er lavet i flot mørkt træ - et solidt materiale, der giver en følelse af kvalitet. Vinduespartierne gør dog stadig, at lokalerne er lyse og behagelige, og prikken over iét er det dejlige spiseområde med kakkelovn. Er man mere til at sidde i baren, så er den placeret i sammenhæng med restauranten.
Fra receptionen gik min tur op på øverste etage, og her valgte jeg at tage elevatoren. Den overraskede mig faktisk ret positivt: Elevatoren er ny og hænger sammen med den moderne stil. Og så er hele den ene side lavet i glas, så man kan se ud i have-området, mens man kører hele vejen op.
Det giver en god udsigt.
Da jeg kom op, gik jeg målrettet igennem den lyse gang hen til værelset. Det var let at orientere sig. Mit første indtryk da jeg åbnede døren til værelset var, at her er pænt, rent og nydeligt. Værelset var tydeligvis renoveret og designet i en moderne stil. Dejlige hvide væge med lidt billeder og kunst her og der. Rummene var generelt indrettet med moderne møbler af lyst træ. Soveværelset havde en dejlig dobbeltseng med masser af plads. Noget jeg synes var lidt sjovt, var at vinduet i soveværelset var ovalt - det gav et noget anderledes helhedsindtryk af værelset! På dette værelse var der også adgang til en lille terrasse, hvilket var ret lækkert.
Så vidt jeg kunne se på facaden udenfor, så havde langt de fleste værelser almindelige vinduer. Og nogle af værelserne var også større end andre, hvilket jo giver fin mening, når man kommer med børn. Så selvom der er denne lille forskel på værelserne, så er jeg ret sikker på, at dette moderne design går igen på alle hotellets værelser. Og jeg må ærligt sige, at denne sjove kontrast mellem moderne design og det traditionelle design på nederste etage passer rigtig godt sammen. De har virkelig skabt en fin balancegang.
Badeværelset var virkelig også dejligt. Der var det, man skulle bruge, og også her havde man en følelse af renlighed og fornyelse. Der manglede ikke noget.
På øverste etage finder man også et dejligt afslappende område med solvogne, biosauna, infrarød sauna, almindelig sauna og naturligvis brusere. Dette rum er lavet med masser af ovenlys, så alt ser indbydende og friskt ud.
Alt i alt et let og overskueligt ophold, lige i centrum af byen Mittersill – en by med handelsliv.
Fine faciliteter og rig mulighed for afslapning samt livsnydelse.
Helt sikkert et besøg værd, hvis man gerne vil have en god blanding af det traditionelle og moderne!
Mange hilsner
Mads, account manager hos Happydays