Hoteller til ferien med happydays_dk
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
cd top arrow

Michael Hvedegaards Rejseblog

Michael Hvedegaard
Blog oprettet: 12-03-2012 Blogindlæg i alt: 1 Antal kommentarer: 0 Antal følgere: 1 Følg denne blog

Samsø - En heldig kartoffel

Sidst opdateret: 23-11-2021
Dette indlæg er læst 1051 gange
Oprettet: 12-03-2012
En god ferieoplevelse på den smukke ø med det milde klima Færgen sætter i gang fra havnen i Hou og stiler imod Samsø – og ikke mindst Sælvig havn. Man kan så småt mærke, stemningen er høj og stressfaktoren lav. Nu skal vi på ferie. Når man nærmer sig øen, er det som om, at fred og ro går hånd i hånd. Et klassisk hotel anno 1800 Man ankommer til den skønne by Tranebjerg, hvor man bliver indkvarteret på Flinchs Hotel. Et idyllisk hotel, der vækker minder om de gode, gamle dage. I hotellets restaurant oplever man hyggen på nært hold. De lyse rum med mørkt møblement giver ro og god stemning. Servicen er af fineste karat. Restauranten serverer en masse lokale lækkerier, der tager udgangspunkt i de friske råvarer fra Samsø. Det får man så sandelig en forsmag på, hvis man eksempelvis bestiller en medaljon af kalvemørbrad med tilhørende grøntsager og ikke mindst de gode kartofler. Gæstens smagsløg finder sig til rette i ren og skær lykke. Dirch Passer-bussen Ingen ø-stemning uden en ø-rundfart. Se Samsø og dens seværdigheder i et nostalgisk og roligt tempo. Bussen, som man kører med, er en Chevrolet Six fra 1934. Samme model som blev brugt i Dirch Passer-filmen ”Bussen” fra 1963. Under turen får man set en hel del på begge sider af øen. Samsø har en kyststrækning på 120 kilometer, og selve øen er 114 kvadratkilometer. Den storslåede natur oplever man også. Under rundfarten kører man forbi de mange naturreservater, hvor fugle og sæler deles om pladserne - så man må sige, at der er en skøn ”samsk” oplevelse i vente. Boder El´ Dorado Når cyklen eller bilen skal luftes, og man ikke vil handle hos den lokale købmand, så findes der en masse spændende boder ude på landet. Disse boder har et væld af flere forskellige specialiteter, såsom lokalt frugt og grønt. En smagsoplevelse man ikke vil være foruden. Boderne står side om side på de små veje på Samsø. Landmanden har gjort sit til, at lige netop hans bod er den, der bliver set først af turisterne – og der er lagt en kærlig hånd bag hver eneste stykke grønt som sælges. Samsøkartoflen smager om nogen meget pragtfuldt, men friske kartofler fra Samsø – som man har købt hos en lokal bondemand - det smager bare endnu bedre. Kunstnernes paradis Det milde klima og de færre regnvejrsdage sender også de kendte ansigter til øen. Man betænker dem ikke! Det er hipt på Samsø, og de kendte bosætter sig enten på øen eller holder ferie med deres familie. Man kan være heldig at møde den fastboende musiker, Poul Krebs. Eller støde ind i Jydekompagniets sammenkobling, Finn Nørbygaard. Lyset og den afstressede atmosfære, der symboliser øen, er med til at bringe de kreative ideer frem i folk. Mange forskellige slags kunstnere søger over til øen. Enten for at geare ned og holde fri eller få ro til flere kreative ideer. Oplev især diverse kunst- og kunsthåndværksformer rundt omkring på øen. Alt lige fra malerkunst, keramik til musik. Hvis man søger kreativitetens mekka, så har man med Samsø valgt helt rigtigt. Samsø, Samsø, Samsø – du´ den dejligste ferieø Feriekontoen er blevet opdateret, og man tænker allerede på sin næste tur til Samsø. Men bare det at komme herfra kan være svært for de fleste. Færgen ligger til kaj i Sælvig, og tomgangens brummen indikerer turen tilbage til fastlandet. Fik man set det, man ville? Fik man hørt fuglenes melodi? Det vækker smilet frem på færgedækket, når ens tanker mindes de mange oplevelser fra øen. Dette var en fuldkommen og perfekt ferie især taget i betragtning af, at man har oplevet en storslået natur og en masse solskin. Det, man ikke nåede på sin første tur, sætter man forrest på to do listen, næste gang man besøger øen. Samsø er en heldig kartoffel.
Kommentarer
Skriv en kommentar
Happydays forbeholder sig retten til at slette kommentarer af anstødelig karakter.
;