Rambergmadder...
Sidst opdateret: 16-11-2021
Dette indlæg er læst 762 gange
Oprettet: 18-06-2012
Tilbage i 70-erne drog vi hvert år på 5 ugers ferie nordpå i vores elskede rugbrød... - Nu kunne man jo så forledes til at tro, at min yndlings-feriemad er rugbrød, men det er det nu ikke...
Bussen var fyldt med konserves: dåsebøffer, dåseleverpostej og pølser i glas. Dette blev selvfølgelig suppleret med knækbrød og langtidsholdbart mælk.
DOG skete det 1 eller 2 gange i løbet af de 5 uger, at der blev købt kartofler. Uha, det var en fest. Jeg husker tydeligt, hvordan både min søster og jeg undrede os over, at vi måtte spise lige så mange af de her vidunderlige kartofler, som vi ville - for det plejede vi da ikke at få lov til (eller gjorde vi?).
Af endnu uafklarede årsager skete der så det i Ramberg, Norge, at vi fik kartofler TIL OVERS!!! Dagen efter købte vi noget, der lignede groft franskbrød, og det pyntede vi så med nye kartofler, mayonaise, salt, peber og karry.
Denne kombination af groft brød, nye kartofler, mayonaise, salt, peber og karry viste sig at være som at tage en bid af himlen. Og idag 35 år senere spiser jeg stadig Ramberg-madder .-)