At Jesus genopstod, var et vaskeægte mirakel (og derfor du fejrer påske). At man kan lave lækre påskeæg og kalde dem sunde, kan vi takke LCHF-bølgen for. Her er en hjemmekomponeret opskrift på en slags ”fuldkornsmarcipan”, der kan dekoreres på et utal af (sk)ægge måder til små påskeæg. En veloplagt værtindegave, en hyggelig beskæftigelse og en måde at være lidt god ved sig selv – der smager, så englene synger!
Her er brugt
200 gr. mandler
100 gr. dadler
2-3 spsk. kirsebærrom eller solbærlikør (eller anden væske)
1 spsk. sukrin gold
5 dråber mandelessens
½ tsk. chilipulver
Pynt
150 gr. chokolade 70-80 % (med tvist af chili)
Frysetørret hindbær
Og en 1 blender.
Sådan gør du
Rist mandlerne et par minutter på en meget varm, tør pande.
Udsten dadlerne.
Smid ristede mandler, dadler, væske og sukrin i en blender og kør nogle omgange til du synes, den ser lækker ud.
Smag til med mandelessens, chili og evt. mere sukrin – her gælder det smag og behag, og hvor sød din tand er.
Lav små påskeæg af massen og stil dem på køl i minimum 1 time.
Den perfekte, blanke overtrækschokolade laves ved at smelte halvdelen af chokoladen over vandbad ved ikke al for høj varme (hak den i småbidder først). Når chokoladen akkurat er smeltet, tages skålen op af vandbadet. Rør den anden halvdel af chokoladen heri, den smelter hurtigt, og så får du en overtrækschokolade med den rette temperatur, der ikke bliver grå og hård.
Tag marcipanæggene ud af køleskabet, overtræk og pynt dem – velbekomme!