Hoteller til ferien med happydays_dk
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
cd top arrow

Oplev Tyskland

Rejsetips til kør selv-ferien i Tyskland
Blog oprettet: 27-08-2016 Blogindlæg i alt: 25 Antal kommentarer: 949 Antal følgere: 12 Følg denne blog

Oplev Den Tyske Bindingsværksvej

Sidst opdateret: 30-08-2023
Dette indlæg er læst 4657 gange
Oprettet: 28-09-2022

På den 3.500 km lange rute ”Die Deutsche Fachwerkstrasse” er mere end 100 bindingsværksbyer i Tyskland gået sammen for at udbrede kendskabet til den charmerende bygningskonstruktion. 

Bindingsværksvejen strækker sig helt fra Elben i nord til Bodensøen i syd inkl. en afstikker til det østlige Sachsen, og den består af 8 ruter i delstaterne Niedersachsen, Sachsen-Anhalt, Sachsen, Hessen, Thüringen, Bayern og Baden-Württemberg.

Ruterne kan tages i små bidder, hvor du vil møde betagende landskaber, storslåede naturparker, historiske områder, spændende byer og kurbyer. Oplev alt fra simpel, idyllisk bindingsværk til de mest storslåede bygningskonstruktioner i alverdens farver og sirlige detaljer. De flere hundrede år gamle bindingsværkshuse skaber en helt særlig stemning og idyl, som giver hver by sin helt egen charme.

På din kør selv-ferie på denne rute kan du blandt andet opleve verdens største julelys, Tysklands eneste elfenbensmuseum og passere den 50. nordlige breddegrad. Mærk historiens vingesus og kulturperlerne i UNESCO-listede verdensarvsbyer, og husk at smage på nogle af de delikatesser, som stammer fra ruten, nemlig Äppelwoi (æblevin) og den stærke tyske lagerøl, Bockbier. Derudover findes der året rundt forskellige events, festivaler og markeder, som du kan besøge. Læs om de 8 ruter nedenfor, og få inspiration til dit næste bindingsværkseventyr.

 

Fra Elben til Harzen: 1.083 km

I de forskellige byer på ruten vil bindingsværkerne have mange forskellige udtryk, da de er bygget i forskellige perioder. De lokale sætter en stor ære i bindingsværkerne og ser dem som individuelle kunsthåndværk. Men i landsbyen Lüchow er husene ved markedspladsen og de omkringliggende gader meget ens, da byens centrum brændte ned i 1811, og alle huse skulle opføres i samme periode. Byerne er kendt for deres handels- og ølbrygningstraditioner, og især denne rute på bindingsværksvejen kan anbefales at opleve på cykel, hvor man vil opleve et stærkt varierende landskab. Besøg også de mange museer, som bygger bro mellem tradition og modernitet.

Oberlausitzer Umgebindehausstrasse: 112 km

På denne rute skal du møde en helt særlig form for arkitektur: Umgebindehaus – en blanding af bjælkehus, træindramning og byggesten. Der eksisterer omkring 19.000 af disse bemærkelsesværdige bygninger, og man begyndte allerede i år 1400 at bygge denne type hus – og helt indtil den første halvdel af det 19. århundrede, hvor stenhuse tog over. I århundreder var tekstilindustrien med bl.a. linnedvævning af afgørende betydning for byerne på denne rute, og det kan stadig ses på mange af regionens fabrikslignende strukturer. Den 112 km lange rute er cirkulær og ligger i et spektakulært landskab, hvor byerne har deres egne træk og ikke kun byder på betagende arkitektur, men også masser af seværdigheder og aktiviteter.

Harzen til Thüringer Wald: 260 km

Bygningerne på denne rute bærer i høj grad præg af, at man i området i mange generationer har fundet inspiration i kulturer fra hele verden. Her møder man stilarter som gotik og historicisme samt regionale særtræk fra Niedersachsen til Sydtyskland. På turen kan du beundre omhyggeligt restaureret bindingsværk og historiske bygninger, gå i fodsporene af historiske personligheder og nyde gæstfriheden i byerne samt den varierede natur.

Weserbergland via Nordhessen til Vogelsberg og Spessart: 629 km

Et af de mest varierede bindingsværksområder ligger for dine fødder, og her er bindingsværksstilene med indflydelse fra Niedersachsen, Hessen, Thüringen, Franken og endda Italien unik. Her kommer du forbi bindingsværk blandt smukke floddale med sandstensbroer fra middelalderen, legendariske bjerge og hyggelige landsbyer.

Westerwald via Lahntal og Taunus til Main: 182 km

Oplev de maleriske bindingsværkshuse på denne strækning i bjerg- og flodlandskaber. Lad dig fortrylle af de smukke bindingsværkshuse af hessisk-frankisk type, storslåede paladser, imponerende kirker samt klostre og katedraler – og se de vigtige handelssteder, tidligere fyrstedømmers boliger samt spa- og festivalsteder.

Rhinen til Main og Odenwald: 235 km

På denne rute skal du opleve tusind års historie af middelalderborgs- og paladsarkitektur, overdådige ornamenter og traditionelle skikke midt i de storslåede skove og romantiske dale. De overdådige ornamentikker og kunstfærdige vindueskonstruktioner kendetegner bindingsværkerne mellem floderne Rhinen og Main, Spessart-højlandet og Odenwald-skoven. På ruten findes også mange skønne cykelstier, hvorfra man kan opleve de naturskønne landskaber, i områderne lægges der stor vægt på gæstfrihed.

Franken: 407 km

Den nordlige del af Bayern kaldes Franken, og den frankiske rute byder på 16 byer, som alle er rige på tradition og byder på spændende historie og romantiske landskaber. Elementer, du typisk vil opleve ved bindingsværkerne her, er lige og buede St. Andreas-kors, solhjul, rombeformer og farvede rammer på tværstængerne. Der er masser at opleve på denne rute, og især rådhusene i bindingsværk samt torvene er beundringsværdige. Gå heller ikke glip af at smage de frankiske vine, for dette er et sandt paradis for vinelskere. Her ligger vingårdene som perler på en snor sammen med de familiedrevne bryggerier. Ølbrygningstraditionen er nemlig meget vigtig i de mange bryggerier i landsbyerne. Smag også på frankiske specialiteter som bratwurst, schäufele, kringler og frisk bondebrød.

Neckar til Schwarzwald og Bodensee: 738 km

På den stjerneformede rute i Sydtyskland kan du opleve frugtbar landbrugsjord, stejle vinmarker, enge med farverige frugttræer, store skove samt uberørt vand, hede, maleriske bjerge og brede dale. De 31 bindingsværksbyer på ruten har en særlig middelalderstemning og romantisk udstråling, og de prydes af bindingsværksbygninger fra det 13. til det 19. århundrede i forskellige stilarter af sydvesttysk bindingsværk med mangeartede konstruktionstyper og dekorationer. Den ældgamle tradition med at holde markeder lever i bedste velgående i de historiske byer, og her lokker mange besøgende til, som får byerne til at summe af liv.

 

Læs mere om de 8 ruter og nøjagtige ruteangivelser her.

 

Vil du opleve Den Tyske Bindingsværkvej? Hos Happydays finder du et stort udvalg af hoteller i Tyskland.

Filtrér efter destination, og find de hoteller, som passer til din kør selv-ferie på bindingsværksruten.

 

Rigtig god tur!

Kommentarer
Skriv en kommentar
Happydays forbeholder sig retten til at slette kommentarer af anstødelig karakter.

Tags på indlægget

#Tyskland #Kulturperler #Naturens glæder #Einsmuttur
;