Hoteller til ferien med happydays_dk
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
cd top arrow

Sune Ettrups Rejseblog

Sune Ettrup
Blog oprettet: 13-10-2015 Blogindlæg i alt: 1 Antal kommentarer: 0 Antal følgere: 0 Følg denne blog

Oplev Århus.

Sidst opdateret: 22-11-2021
Dette indlæg er læst 826 gange
Oprettet: 13-10-2015

Efteråret er for alvor kommet til det yndige land der står med brede bøge, efter en i forvejen kort sommer. Dermed kommer travlheden også imod os med hastige skridt inden vi skal til at planlægge indkøb af julegave, invitationer til julefrokoster og meget mere. Så hvis du trænger til noget inspiration til at komme lidt væk til et sted hvor familien kan samle sig om lidt kultur fra nær og fjern, har jeg her en lille anbefaling til et sted at tilbringe et weekend ophold sammen. Nemlig Århus.

Hvorfor har jeg valgt præcis at blogge om Århus? Jamen i disse blæsende, støvregnsvåde efterårsdage, hvor det praktisk talt er umuligt at holde en frisure, er man næsten nødt til at finde sig underholdning indendørs. Og det er her, at Danmarks kulturhovedstad kommer ind i billedet. Fordi Århus bugner af kulturelle oplevelser, for folk i alle aldre.

Tag f.eks. familien med på Moesgaard Museum, og kom på en rejse helt tilbage til Oldtiden, hvor du kan gå på opdagelse i bronzealderen, jernalderen og vikingernes tid. Men Moesgaard Museum er nok mest kendt for det 2000 år gamle lig, Grauballemanden, som muligvis er et af de bedst bevarede moselig i verden.

Også Musikhuset i Århus har et proppet program, med masser af arrangementer og oplevelser for hele familien. Oplev f.eks. gratis familiekoncert, comedy show med Rasmus Bjerg, eller DR Big Bandet som byder på et musikalsk genhør med den kendte og elskede musik fra Astrid Lindgrens verden.

AroS er et af Nordeuropas største kunstmuseer med over 20.000 kvadratmeter fordelt over 10 etager, og er et must at opleve for alle kulturelt interesserede. Kendt for sin arkitektur, udtænkt af tegnestuen schmidt hammer lassen architects, som i 1997 vandt en konkurrence om at tegne det nye museum mod 109 tegnestuer fra hele verden, er dette museum et kunstværk i sig selv. På toppen over ARoS’ tag svæver der et permanent kunstværk af Olafur Eliasson med navnet ”Your rainbow panorama” som er et farverigt mesterværk, og har en diameter på 52 meter samt er 3,5 meter over museets tagflade. Gæsterne har, via trapper og elevator, adgang op til værket, og kan gå indvendigt i ”Your rainbow panorama” og nyde udsigten over Århus by og bugten set i perspektivet af alverdens farver. Men ARoS er ikke kun kunst for voksne, ARoS JUNIOR er et værksted for børn og unge, og bruger utraditionelle og spændende metoder til at lære om kunst og børnene har her selv mulighed for at udfolde sig kreativt med relation til museets samlinger og udstillinger.

Naturhistorisk Museum i Århus har pakket kalenderen med alverdens arrangementer, uanset om vejret er klassisk koldt dansk efterårsvejr eller solen for en gangs skyld skinner, er der altid et arrangement at tage del i på Naturhistorisk Museum. Tag eksempelvis med på guidede ture i naturen omkring Århus eller Mols Bjerge. Temaet kan variere mellem alt fra svampeudflugt til natfiskeri.

Desuden kan i nyde den skønne juletid
Hele december måned kan man overalt i Aarhus møde en helt særlig julestemning og meget nærliggende kan man her få ordnet nogle af juleindkøbene i en af skandinaviens bedste shoppingbyer.

Dette var bare nogle af mine forslag til ting at foretage sig i disse sene efterårsmåneder inden julens stress og jag for alvor træder i karakter, hvis man selvfølgelig ikke allerede har planlagt noget. Og dertil vil jeg gerne tilføje, at det kan være en god ide at anskaffe sig et ”AarhusCard” med mulighed for at få rabat på masser af aktiviteter og entreer.

Kommentarer
Skriv en kommentar
Happydays forbeholder sig retten til at slette kommentarer af anstødelig karakter.
;