Hoteller til ferien med happydays_dk
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
cd top arrow

Aktuelt - små historier fra Happydays

Aktuelt - små historier fra Happydays
Blog oprettet: 29-03-2017 Blogindlæg i alt: 233 Antal kommentarer: 2377 Antal følgere: 29 Følg denne blog

Nu flokkes heksene i Harzen

Sidst opdateret: 24-11-2021
Dette indlæg er læst 2066 gange
Oprettet: 20-04-2016

Hvis du spørger en rigtig heks, så er halloween slet ikke den største fest på året. Den falder på Valborgsnat den 30. april og foregår i Harzen!

Komsammen på Bloksbjerg
Som mange andre gode amerikanske traditioner, har Halloween også rødder i Europa. Men i Europa nøjes hekse og troldmænd ikke med at husere allehelgensaften den 31. oktober. Både i Sverige og Tyskland er Valborgsdag den 30. april mindst lige så stor en festdag for alverdens okkult interesserede, og en af de stærkeste festtraditioner løber af stablen i midttyske Harzen, hvor verdens største heksesabbat finder sted på Bloksbjerg i de skumle nattetimer, når april skifter til maj.

Blussende bål, hedenske ritualer og udklædninger, som taget ud af folkesagnene, er bare en lille del af billedet på Valborgsfestlighederne, der i Harzen går under navnet Walpurgisnacht. I dag er fænomenet nærmest en folkefest, hvor høj og lav mødes for at fejre foråret med markedsgøgl, boder og masser af god øl – mens de saftige historier om tidligere tiders orgier holder liv i de erotiske myter om heksene i Harzen.

Troldmænd og turister
Tysklands nationaldigter Goethe har sin del af æren for rygterne. Han skrev sin berømte historie om troldmanden Faust efter, at han havde besteget Bloksbjerg i 1777, og heri fortæller han levende om Valborgsnat, hvor heksene fløj til Bloksbjerg og udførte hemmelige, sorte ritualer, messede og dansede – og det, der var værre – med djævelen hele natten.

Men Bloksbjerg – eller Brocken, som bjerget hedder på tysk – har ikke kun haft en magnetisk tiltrækningskraft på hekse gennem tiden. Den 1.142 meter høje top er blevet besteget af H.C. Andersen i 1831, af sovjetiske tropper under den kolde krig, og nutidens turister tager turen med det gamle damplokomotiv, som aser sig i røg og damp med sine seks passagervogne fra stationen i Schierke op til toppen af bjerget. I klart vejr belønnes man her med en storslået udsigt over de disede bjerge, ensomme borge og romantiske bindingsværksbyer, der hvert år trækker tusindvis af turister til den midttyske middelalderidyl. Og kommer man i foråret, kan man altså også møde de vaskeægte Harzenhekse.

Heksedansepladsen ved Thale
Næsten hver by i Harzen har sit årlige ritual – og et af de steder, hvor det går løs, er på den officielle heksedanseplads: Hexentanzplatz, der er legendarisk i hekse- og historiemyterne, fordi dette er samlingsstedet for troldkarle og hekse, inden de flyver mod Bloksbjerg. Den berømte top ses tydeligt i det fjerne fra Hexentanzplatz, som selv ligger smukt på et plateau i højderne 454 meter over byen Thale. Og her kan alle deltage i løjerne – eller bare være med på en kigger til folkefesten – for en mindre entre.

Der går en svævebane fra Thale op til plateauet, og kommer man på andre tider af året, er der også masser af grunde til at tage turen herop: Tysklands ældste friluftsteater fra 1903 har program fra maj til september, og museet ”Walpurgishalle” giver et godt indblik i, hvorfor mystikken og myterne har så godt et tag i Harzen. Sommerkælkebanen Harzbob er virkelig et must, hvis du ikke har prøvet den slags før - lutter mavegrin og hvinende fart 1000 meter nedad! Og naturen omkring heksedansepladsen er i sig selv en attraktion – alene udsigten mod klippeformationen Roβtrappe (ifølge myten et tidligere offersted) og over dalen Bodetal er hele turen værd.

Kommentarer
Skriv en kommentar
Happydays forbeholder sig retten til at slette kommentarer af anstødelig karakter.

Tags på indlægget

#Harzen #Kulturperler #Kvalitetstid
;