Hoteller til ferien med happydays_dk
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
cd top arrow

Mommer Ellens rejser

Ellen Nielsen
Blog oprettet: 22-01-2020 Blogindlæg i alt: 1 Antal kommentarer: 1 Antal følgere: 0 Følg denne blog

Lynvisit i Hamburg

Sidst opdateret: 23-11-2021
Dette indlæg er læst 2316 gange
Oprettet: 22-01-2020

  Det var flot, flot vejr, både da vi kørte hjemmefra og da vi ankom til Alsterkrug Hotel midt på fredag eftermiddag. Det var et glimrende hotel med spa og mulighed for massage og andet i den dur, men det nåede vi ikke. Jeg havde ellers for en gangs skyld taget badedragt med, for sæt nu John ikke kunne holde ud at gå. Det kunne han dog i mindre grad, så vi købte en samlet billet til tre ting, som viste sig at tage hele lørdagen: havnerundfart, hop on – hop off-bus og endnu en bådtur på Aussenalster. Denne sidste kunne have været ligemeget, men vi så da nogle millionærvillaer, som nok ville kunne gøre husejerne på Strandvejen en anelse misundelige.

Den første havnerundfart var mest i containerhavnen. Vi tog den af to mulige, fordi vi fik at vide, at vi så mere på denne tur, men bortset fra, at han lige rundede Elbphilharmonie, så vi kun containerhavnen. Det var på sin vis spændende, for det var interessant at se, hvor heeeelt vild stor den er, men vi ville da gerne have haft set noget mere end den. Vi summede lidt over, hvad billetsælgeren mon havde ment med, at vi “så mere” på denne udgave.

 

Elbphilharmonie var en imponerende bygning, selv om 'nogen' kom til at tænke ‘skrummel’. 
Den navnkundige Reeberbahn var sjov at se, selv om vi kun så den fra bussen. Vi undrede os en del over skiltet ved ‘indgangen’ til gaden: Den var våbenfri zone; skiltet havde overstregede piktogrammer for pistoler, knive og andre håndvåben. Hvorfor skulle det kun gælde for Reeberbahn? Det gælder vel overalt, at man ikke må bære våben? Eller hvad?

 

Noget var helt venedigsk at se på.

Og hvordan var det så med maden på hotellet? Vi var blevet lovet en fin femretters-menu, og den var da også glimrende: Først kom de med to slags godt brød, hvortil de ikke serverede smør, men en lækker olivenolie. Kort efter kom de med appelsinmarineret laks med syltet fennikel og sennepsdressing. Derefter en cremet trøffel-kartoffelsuppe med pesto og nødder; så en citronsorbet til at rense ganen, efterfulgt af hovedretten, som var grillet aborre med diverse (godt) tilbehør. Til sidst en crème brûlée med moccais og bær.
Alt i alt en dejlig menu – der var hverken for meget eller for lidt mad, men lige tilpas, så vi gik mætte, men ikke ubehageligt overmætte, fra bordet.

 

Vi spiste også på hotellet fredag aften. Her kunne vi vælge a la carte eller en tre- eller fireretters menu. Vi valgte en treretters, som, med de valg mellem for- og hovedretter vi havde, viste sig at være præcis den samme som de fem retter dagen efter. Det kunne de da godt have sagt! Jeg valgte den marinerede laks og John kartoffelsuppen. Dagen efter fik vi begge dele … fredag valgte vi begge and, hvorfor vi tog fisken om lørdagen – så var der da en smule variation i det. Desserten var også den samme. Forskellen var altså i virkeligheden bare citronsorbeten og det glas mousserende vin vi fik inden maden.
Det var søreme heldigt, at det smagte godt – og at de valgte vine var virkelig gode – her valgte jeg også forskelligt fredag og lørdag.
Nå. Vi fik set det centrale Hamburg og en del af den kæmpestore havn; vi havde et rigtig godt værelse og vi fik glimrende mad – alt i alt et par gode dage, hvor vi som sagt var heldige med vejret – det regnede lidt i går eftermiddags, men ellers har vi haft sol fra en nærmest skyfri himmel hele tiden, hvilket bestemt ikke har hørt til standarden her i januar 2020.

Kommentarer
Skriv en kommentar
Happydays forbeholder sig retten til at slette kommentarer af anstødelig karakter.
23-01-2020 09:48skrevBritt
Herlig beskrivelse af jeres ophold i Hamburg, jeg tror familiens næste miniferie skal gå til Alsterkrug Hotel.

Tags på indlægget

#Hamburg
;