Løvstikkepesto
Sidst opdateret: 19-11-2021
Dette indlæg er læst 419 gange
Oprettet: 18-06-2013
Hvis man kan li’ den lidt specielle smag af løvstikke, er det lige nu, den egner sig allerbedst til pesto! Og synes man, den karakteristiske løvstikkesmag er for stærk, kan man blot bruge andet grønt: Nye brændenældeskud, hvis man f.eks. er til lidt hippiefræs (det er supersundt og brændenælder er meget milde i smagen, tro det eller ej) – eller basilikum, som giver dig den helt klassiske, italienske smag.
Succesen er direkte afhængig af råvarernes kvalitet: God, koldpresset olie, den rigtige parmesan, økocitroner og friskplukkede skud – så kan det næsten ikke gå galt.
Har du ikke adgang til frisk løvstikke, så gå på rov i nabolaget. Det kan i øvrigt anbefales at sætte en løvstikke i haven – den gror som ukrudt, og så kan du plukke friske blade fra det tidlige forår. Er også forrygende som suppevisk!
Stor portion (egner sig glimrende til at fryse ned i mindre portioner)
200 gr. olivenolie
100 gr. mandler
100 gr. parmesanost
100 gr. løvstikkeskud
2 fed hvidløg
25 gr. citronsaft + 1 tsk. reven citronskal
Havsalt og friskkværnet peber
Rist mandlerne let på en tør pande.
Riv parmesanosten.
Fjern de groveste stængler på løvstikken og brug kun de fineste blade.
Fyld alle ingredienser i en blender og kør, smag til med citron, salt og peber, og kør igen, indtil du har den ønskede konsistens og smag.
Voila! – til dip, sandwich, pasta, salater, you name it…
Tags på indlægget
#Gastronomi & gourmet
#Hyggestunder