Hoteller til ferien med happydays_dk
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
cd top arrow

Feriefabrikken i felten

Happydaysere på tur
Blog oprettet: 29-03-2017 Blogindlæg i alt: 58 Antal kommentarer: 31 Antal følgere: 18 Følg denne blog

Hotel Biondi i Montecatini Terme – Studietur 2019

Sidst opdateret: 19-11-2021
Dette indlæg er læst 386 gange
Oprettet: 29-10-2019

Jeg havde den fornøjelse at være en del af min første Happydays-studietur i oktober 2019, hvor turen gik til det solrige Toscana. Humøret var højt, og mellem vinsmagninger og historiske byvandringer skulle vores hoteller i regionen naturligvis besøges – og her kommer vi selvfølgelig ikke uden om den charmerende kurby Montecatini Terme. Jeg havde her æren af at anmelde det firestjernede Hotel Biondi. 

Hotel Biondi ****
Hotellet tager imod jer med åbne arme: Allerede når I ankommer til indgangen, hilser hotellet på jer med sit symmetriske udtryk, og når dørene slås op, mødes I af et smilende personale.

Lobbyen er stor og rummelig med rig mulighed for at slappe af i de komfortable loungemøbler. Møblerne fremstår moderne, hvilket er et godt modspil til den lidt ældre og klassiske arkitektur i rummet.

Restauranten
I restauranten mødes I af interiør i klassisk stil med rødbeklædte borde, dækket på fornem vis. Søjlerne i rummet fører op til det høje loft med hvælvinger, der omslutter jer, imens I nyder morgenbuffeten. Alle disse små detaljer understøtter den ældre romerske stil med inspiration fra renæssancen.

Værelserne
Når I bevæger jer op ad de marmorbeklædte trapper, møder I smalle gange beklædt med tapet og gulvtæpper i forskellige mønstre, der igen tager jer med til en anden tid. Det dominerende tapet fortsætter ind på værelserne, hvor udtrykket kan virke en anelse mere uhøjtideligt og hjemligt.
Badeværelserne adskiller sig fra værelsernes klassiske stil med lys og moderne indretning. Man kan ane slid på møblerne i standardværelserne og mærke, at de er af ældre karakter. Et smut i en juniorsuite på toppen gav dog et helt andet og mere positivt indtryk: Først og fremmest på grund af den gennemførte stil med messing og sarte røde nuancer, men også den lækre udsigt på altanen gør hotellet fortjent til sine fire stjerner!

Poolområdet
Da vi atter nåede stueetagen og blev ført ud af hotellet, undrede jeg mig over, hvorfor vi endnu ikke havde set poolområdet. Til min store overraskelse blev vi ført 50 meter ned ad gaden, hvor hotellet husede endnu en bygning, hvor de handicapvenlige værelser og det store, lækre poolområde befandt sig.
Det giver dog et lille minus i min bog, at hotellet er opdelt, så gæsterne ikke kan have direkte adgang til både poolområdet og restauranten, men at de faktisk er nødt til at forlade hotellet for enten at spise eller slappe af ved poolen. Når det er så sagt, så er poolområdet virkeligt lækkert! Poolen er overdækket og har den fineste belysning. Det tilstødende udendørs afslapningsområde er udstyret med lækre loungemøbler, som virkelig gør dette område til et attraktivt sted at være.

Fællesarealerne lever bestemt op til mine forventninger til et firestjernet hotel, og selvom standardværelserne og opdelingen af hotellet skuffede mig lidt, så vil dette hotel bestemt være i min erindring, hvis jeg skulle vælge et hotel at bo på i Toscana. Vi må jo heller ikke glemme, at den centrale beliggenhed i kurbyen Montecatini Terme også lige gør det sidste for oplevelsen.

Julie Lisberg - mediegrafikerelev

Kommentarer
Skriv en kommentar
Happydays forbeholder sig retten til at slette kommentarer af anstødelig karakter.

Tags på indlægget

#Toscana #Hotel Biondi
;