Hoteller til ferien med happydays_dk
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
cd top arrow

Aktuelt - små historier fra Happydays

Aktuelt - små historier fra Happydays
Blog oprettet: 29-03-2017 Blogindlæg i alt: 240 Antal kommentarer: 2388 Antal følgere: 31 Følg denne blog

Harzen - et landskab i forandring

Sidst opdateret: 26-07-2023
Dette indlæg er læst 5414 gange
Oprettet: 21-04-2023

Vi kan lige så godt tale om det: Hvis du forbinder Harzen med endeløse, frodige skove, må du til at revidere din opfattelse. Massiv skovdød forandrer i disse år landskabet i det midttyske bjergområde radikalt - og ser man på den positive side, så bliver det i stedet bjergenes panoramaer og udsyn, der fremover kommer i centrum for naturoplevelsen.

Det er ikke nogen pludselig hændelse, der har ramt Harzen, men siden den ekstremt varme sommer i 2018, som nærmest satte en kædereaktion af katastrofer i værk, er det gået stærkt: Harzens skove har fået klimastress, og 100 millioner træer er døde, hvilket svarer til knapt 70 % af Harzens samlede skovareal.

Hvad er årsagen til skovdøden i Harzen?
Flere faktorer spiller ind, når man skal pege på synderen bag skovenes forfald i Harzen: Klimaforandringerne er et faktum - gennemsnitstemperaturen i Harzen er steget markant, og ekstremt varme og tørre somre har de seneste år svækket skovarealerne, som primært består af rødgran. På grund af vandmangel forstyrres deres naturlige forsvarsmekanisme, hvor harpiks bekæmper skadedyr. Det har barkbillen udnyttet, som har invaderet området og er den direkte årsag til, at træerne bliver syge og går ud.

Men der er også en anden årsag: Den menneskeskabte monokultur med hurtigtvoksende nåletræer har en lang historie, som hænger uløseligt sammen med Harzens historiske succes med minedrift. Normalt ville der vokse løvtræer naturligt i Harzen - bøg blandet med ahorn, birk, ask og andre træsorter. Men gennem århundreder var området en kæmpemæssig industri, hvor alt blev skovet til brændsel og byggeri, mens der efterfølgende blev plantet rene granskove, som var langt hurtigere voksende og omsættelige i mineindustrien. Efter Anden Verdenskrig skete endnu en overudnyttelse af skovene, fordi der var brug for træ til genopbygningen, til opvarmning og ikke mindst som handelsvare, der skulle klare nogle af de store erstatningsbetalinger.

Først i 1991 begyndte Harzen for alvor et forsøg på at vende bøtten med Niedersachsen LÖWE-programmet, der går ud på at konvertere monokulturer til klimastabile blandede skove.

Får Harzen sin skov igen?
De seneste årtier har skovbruget i Harzen hvilet på et bæredygtigt og økologisk grundlag. Mellem 2008 og 2018 blev omkring 4,3 millioner bøgetræer og andre indfødte arter plantet i skovene i Nationalpark Harz, og den tidligere kommercielle skov vil med tiden ændre sig til en vild, naturlig skov. Men løvtræer er heller ikke resistente over for klimastress og parasitter, og i perioden mellem 2017 til 2021 forsvandt 116 kvadratkilometer skov - eller næsten halvdelen af alene nationalparkens afgrænsede område. Så det er ét skridt frem og to tilbage lige i øjeblikket, og det vil tage år, før Harzens skove tilpasser sig miljøet.

Sådan en nationalpark er desuden nødt til at forholde sig til det verdensomspændende nationalpark-motto, som er ”Lad naturen være natur“! Derfor får området stort set lov til at udvikle sig frit - også i en tid med skovdød - for det vil styrke og tilpasse skoven på den lange bane. Det, du oplever i disse år, når du rejser til Harzen, er således en form for urskov! En mangfoldighed af træer i forskellige aldre, størrelser, typer og tilstande - herunder store mængder døde træer i forskellige nedbrydningstrin. Når naturen følger sine egne love, bliver de døde træer en vigtig energikilde til nyt liv, for de er fyldt med dynamik og livgivende næringsstoffer. Døde træer, hvor barkbillerne ikke længere lever, er altså essentielle for fremtiden og danner grundlaget for en ny generation af skove. Grantræerne forsvinder gradvist, hvor de ikke er hjemmehørende. Antallet af dyre- og plantearter stiger også markant, og sjældne og truede arter finder nye levesteder her og vender tilbage.

Næsten fire millioner turister drager hvert år på vandreferie i Harzen. Særligt omkring Brocken-massivet - Bloksbjerg - er skoven hårdt ramt, og nogle steder ser landskabet nærmest apokalyptisk ud med strittende, grå stammer, der rækker døde, nåleløse grene mod himlen. Den nye, vilde, naturlige skov, der er på vej, vil se anderledes ud end de tidligere kommercielle skove. Der vil også være områder, hvor man efterhånden fjerner døde træer og efterlader bjergsiderne til at springe i hede med lyng. Så den aktuelle skovdød er ikke nødvendigvis en katastrofe for turismen - middelalderborgene, bindingsværksbyerne og heksemystikken er intakt - men vandreferien og cykelturene i Harzen bliver fremover med et noget andet og måske større perspektiv.

Har du oplevet Harzens skovdød ved selvsyn?
Del meget gerne din oplevelse i kommentarfeltet herunder, hvis du har rejst i Harzen indenfor de seneste par år og observeret landskabets forandring. Skriv også gerne, hvis du har spørgsmål til Harzen som turistmål - for der er stadig masser af gode grunde til at besøge dette fantastiske kulturområde, hvor flere byer og seværdigheder er på UNESCO's liste over verdensarv.  

Kilder:
Harzer Tourismusverband e.V.
www.bild.de/artikel af 13.4.2023: FAST 70 PROZENT DER BÄUME IM HARZ TOT: Wird das je wieder gut?

Foto credits: Pixabay (Michael Strobela, Schwalbenschwanz, Haide, Bienenkönigin, Ulrich Rueger, Amr, Bernhard Jaeck og Sven Lachmann)
Billede nr. 2 og 3 viser udsigten mod Harzens højeste top; Brocken (Bloksbjerg) henholdsvis før og efter skovdødens indtog:

Kommentarer
Skriv en kommentar
Happydays forbeholder sig retten til at slette kommentarer af anstødelig karakter.
06-10-2023 18:45skrevPoul Brandstrup Andersen
Har været i Harzen flere gange siden 1991, senest nu i foråret 2023. Har haft ophold i flere af de skønne og flotte byer. Harzen er stadig et meget flot, smukt og imponerende område, også med de naturforandringer der sker. Blev dog her i foråret meget forskrækket over at se nåletræerne ligge som et Mikado-spil på bjergsiderne. Men samtidig så vi skovarbejdere plante nye løvtræer på de næsten nøgne bjergsider. Desuden kan man så "i al elendigheden" nyde den noget længere udsigt, når man kører med toget op til toppen af Brocken. Den oplevelse må man ikke snyde sig selv for. Så der er stadig en masse flot og skønt at opleve når man begiver sig til Harzen.
05-10-2023 19:19skrevBente Vilhelmsen
Ja vi var i Hartzen i maj og cykle MTB med cykelklubben og ret chokerende og se det skovdø fra sidst vi var der i 2019, da vi cyklede ned fra Brocken i år ,kunne man virkelig se skovdøden.
15-08-2023 10:44skrevHappydays
Hej Thomas. Det er dejligt at høre, at du kan anbefale Harzen af så mange gode grunde. Også naturen trods nutidens forandrede landskab!
03-08-2023 20:43skrevThomas Russel Jensen
Harzen er et fantastisk natur og kultur sted. Vi har lejet en skøn lejlighed med altan og udsigt til bade søer i Hahnenklee. Vi har besøgt nabo byerne Goslar, Wernigrode og Quedlinburg, som kan byde på en masse seværdigheder såsom: mine museet, slotte, bindingsværkshuse, gå / cykelruter og masse hyggelige spisesteder samt kunst.
Harzen er bestemt et sted vi meget gerne kommer til at besøge igen, ikke mindst den smukke natur og venlige tyske mentalitet.

Tags på indlægget

#Tyskland #Midttyskland #Harzen
;