Hoteller til ferien med happydays_dk
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
cd top arrow

Tilde Jensens Rejseblog

Tilde Jensen
Blog oprettet: 31-03-2017 Blogindlæg i alt: 25 Antal kommentarer: 54 Antal følgere: 14 Følg denne blog

Gratis glæder?? ak ja, men kan være besværlige:)

Sidst opdateret: 09-11-2021
Dette indlæg er læst 447 gange
Oprettet: 05-07-2012
Sommerferie 2012. Skulle holde "tidlig" ferie i år, foranlediget af min kæreste, der er ornitolog og biolog, insisterede han på at vise mig en helt anden verden end den jeg normalt frekventerer, når jeg ferierer. Dels er jeg magelig anlagt og kan godt lide at blive transporteret direkte til en liggestol i sydens sol, dels har jeg en muskelsygdom, som gør, at jeg (specielt mine ben) ELSKER at dase i varmen. Og det er så det jeg "plejer". Men: ny kærlighed=nye skikke så jeg kiggede henført på ham, da han foreslog Øland (Sverige) og takkede ja idet jeg sagde noget om at jeg er jo en rigtig "outdoor"-girl !! Og fugleyngel samt nyudsprungne orkideer var pludselig et meget stort ferieoplevelses-ønske for mig. Skåne, Småland og Øland kender jeg bedst fra dejlige ophold med Happydays på hoteller. Altså hoteller, hvor man kan regne med at der er toilet og rindende vand og den slags. Så jeg var "i god tro" ! Så inden afgang mod Kalmar pakkede jeg en let baggage egnet til 3 ugers sommerferie BADETØJ, SANDALER, 1 enkelt håndklæde, briller, batterier til høreapparaterne, solcremen fra sidste år og et par gode bøger. Lad mig gøre det kort: FRA VI RAMTE DEN SVENSKE KYST DEN 1.JUNI stormede og regnede det - ikke i én uendelighed - men meget meget ofte. Så er det pænt sagt. Og jeg var den der kiggede langt efter de velkendte hoteller, især da vi med hvinende vinduesviskere passerede Ølandsbroen og begav os nordpå til bestemmelsesstedet - en p-plads på Alvaret, for den første overnatning. Jo jo der var da et "das" (velbesøgt kunne man ane allerede når man tog i dørhåndtaget ind til rummet for forrettelse af nødtørfter) og masser af frisk luft, idet der "løftet" tag over "trykkeriet" - men fint fint for naturelskere, for der kunne man så sidde og holde øje med regnskyerne og svalerne, der ombyggede gamle reder. MEN GRATIS var det. Og tæt på naturen også. Dagen efter lykkedes det os at kæmpe os ud af campingvognen (selv om der skulle stemmes noget imod, når døren blev tilbageført af naturens rasende elementer, hvis man forsøgte at komme ud i naturen). Ud kom vi. Min kæreste i det herligste Fjellræv-kostume (praktisk) og jeg i let sommerkjole. Vi skulle besøge et helt specielt sted, hvor der vokser de sjældne "Fruesko". (Orkieer - som på velkendte steder er bevogtede, men min kæreste kender et sted ingen andre endnu har spottet - det vil sige et sted vandaler ikke kan opgrave og forsøge at omplante hjemme i altankassen). Lad mig kortfatte: VI fandt dem! Efter timevis at have forceret stenter, omringet af vilde (næsten) køer, været sunket i til knæene i mosevand og i haglvejr vadet gennem marker med skyhøje Vild Kørvel. Udelukkende overlevet ved hjælp af forelskelses stærke kraft og den plade chokolade, jeg havde smuglet med i lommen. Sammen med læbestiften. Sidstnævnte kom ikke i brug før vi sent på dagen var tilbage i bilen. Som vi genså (hver for sig) idet jeg i lettere hysterisk feriepsykose på et tidspunkt nægtede at gå videre men valgte at sigte mod kysten i håbet om at finde en vej. Grus eller asfalt - helt underordnet, bare en vej! Og måske tørvejr. Min tålmodige kæreste fortsatte i den retning han mente bilen ventede, og ganske rigtigt - en times tid efter blev vi genforenede (bilen, ham og jeg). Lykkelig (uden at vise det) var jeg, da jeg med havet forude og tanker om at kaste mig ud fra en badebro for at undgå mere ferie... så ham bakke ned ad en smattet markvej og afhente undertegnede! Stinkende af angstens sved med en højlandstyr i hælene gled jeg ind på passagersædet og sagde kun: varmt vand tak! Heldet var så med os... kun fem minutter efter spottede vi et off. toilet (ej das) der tilmed også var GRATS og en STOR GLÆDE ramte os for det var udstyrret med det herligste varme vand, masser af engangsservietter og en dejlig håndtørrer, med plads nok til at få vores kolde våde fødder og hænder ind under. Så befriet for strømper (ham) sko og sandaler samt alt overflødigt tøj og med varme i kroppen, kørte vi tilbage til udgangspunktet. Trætte men stadig forelskede........ Det var en test - det var hele ferien - næsten værre end at gå i Bilka fredag eftermiddag. Men vi overlevede og det gjorde kærligheden også. Og jeg fik set en masse fantastisk natur jeg ikke anede eksisterede. Og lærte en del latinske betegnelser, som jeg stadig terper om natten i stedet for at tælle får, mens vi holder i hånd og drømmer om kommende sommerferier. I varmen.
Kommentarer
Skriv en kommentar
Happydays forbeholder sig retten til at slette kommentarer af anstødelig karakter.
16-08-2012 08:03skrevTilde Jensen
KAN nu glæde mig (eller vi kan glæde os) til weekendophold i Svendborg:) Jubiii - ved ikke lige hvornår, men forventningens glæde er jo fantastisk. Vundet ophold via denne rejseblog........... tak til alle jer der "bar" :)
13-08-2012 05:39skrev tilde
NEMLIG, så kan man altså klare næsten alting. Denne weekend har budt på mit første møde med "jagtedderkopper"... Kæresten undladt at præsentere mig for dem og omvendt ... men så i aftes drattede der én ned fra et træ og landede lige i panden på mit. Jeg troede det var et blad (løvfaldstid desværre) men nej, det var en JAGT edderkop... de jager til fods, kunne han orientere mig om, spinder ikke net, nej LØBER deres bytte op. OM jeg har sovet godt i nat? :)
10-08-2012 09:58skrev Kenth V Jensen
Har lige været på telt camping med Kristine (datter). Hustru pakkede bilen for os. Stor var overraskelsen da jeg troede jeg skulle slå mit nyerhvervede Spejder sport "BS Christiansen / Arctic survival family PRO telt op..... jeg stod med et rødt Spiderman 3 "hiv i snoren" telt fra fætter BR!!...
Men Camping er dejligt når man er sammen med en man elsker..
10-08-2012 05:28skrev Tilde
Tak:):) Herligt med gode råd: jeg husker både gummistøvler, myggespray, solcreme og vabelplaster. Tak for hilsen og knus - det får I også herfra!! KNUS!!
09-08-2012 19:04skrev ea julø
helledusseda, den kærlighed, den kærlighed, og kærlighed må det være når myggestik kan være en glæde, alt i alt lyder det som en pragtfuld sommer, har været på Øland, men i høj sol, husk gummistøvlerne når du skal til Carmargue, hvis du skal ud i det "vilde" er det i hvert fald ikke med sandaler, masser af knus til dig og din kærlighed fra Palle og mig, Ea
09-08-2012 08:18skrevTilde Jensen
Et lille p.s.: Har i tirsdags igen nydt "gratis glæder".... Sådan en herlig sensommerdag på MØN, I ved så’;en lidt sydpå, når man bor på midtsjælland:) Var inviteret af gode venner - se forresten den kvindelige parts skønne malerier på hendes hjemmeside - hun hedder Lise Pflug - og vi skulle naturligvis se en udstilling i Pakhuset på Klintholm Havn. Helt gratis:) Der var også andre udmærkede udstillere, så alt i alt meget spændende. Overraskelsen var stor da vi erfarede at vennerne tillige havde bestilt bord i restauranten nede ved havnen til Dagens Store Fiskebuffet... UHM hvor lækkert og hvor sødt af dem. For os var det HELT GRATIS:) Derpå susede vi (ja det blæste meget) ud af de små jordveje og forbi klinten. Gudsketakoglov for at vi skulle forbi... jeg er ikke til trapper. Uanset hvor gratis oplevelsen end måtte være. MEN vi standsede ved en lille lysning i skoven, læ var der, og drak medbragt kaffe med dertil hørende Dagmartærte. SKØNT. Selv myggene stak gratis, så vi fik da lidt med hjem udover fiske-proppede maver. Derpå gik turen til Liselund, hvor vi besigtigede parken (gratis entré)og det lille slot samt et morbærtræ med store spiselige frugter. (Dem må man vist ikke plukke...med det var GRATIS dessert). Nøkkeroserne duvede så smukt i slots-søen og vi nød det hele i fulde drag. Afslutningsvis kørte vi hjem til vennerne i Borre og der smed jeg mig på sofaen mens andre tog sig af middagsforberedelserne..... Og nød en kop lakridsthe. Hvor forkælet man dog gøre sig fortjent til? Nå - jeg sugede det hele til mig, med kig til de fantastiske fuglemalerier i stuen og forsøgte at repetere alt jeg havde lært om den slags på Øland. Kunne skam dupere de andre ved at genkende en stenvender og et par rovterner.
Ved 22 tiden kunne der ikke stoppes mere indenbords og vi drog nordpå fulde af indtryk og lidt vin og glæde over den slags oplevelsesrige dage. Vel hjemme igen fik jeg endnu en gratis glæde: min kæreste gad godt klø mig på ryggen - de mange myggestik var på den måde endnu en GRATIS glæde:):)
03-08-2012 06:01skrevTilde Jensen
Nu er sensommeren over os, augustmorgensolen lader træerne trække lange skygger og morgenduggen driver ned at ruderne på min morgentrætte bil. Men jobbet kalder, og der er længe til næste sommer. Den der nu rinder ud har været herlig, også anstrengende af og til, men har været "dansk sommer" på godt og ondt. Vejrmæssigt skal vi vist være glade for at være forskånet for tørke og skovbrande som hærger syden. Regn er trods alt at foretrække af de 2 onder.
I søndags var kæresten og jeg atter en lille smut hinsidans (for at tjekke nogle kongeørne-unger ud) og ud over at nyde synet af den slags, samt andre rovfugle i luften, blev jeg i udkanten af en majsmark overrasket af et gryntende vildsvin der stod og så mig an! JO jo - atter nogle gratis glæder. Skønt med den slags. Nu skal der arbejdes nogle måneder, men ser frem til septembertur til Køln og Carmargue. Min evigt idérige kæreste er sikker på at det flade Carmargue lige er noget for mine trætte ben, og så er der også et par tusind flamingoer, der skal hilses på. VIlde tyre og ditto heste skal efter sigende også være til stede og de venter sikkert spændt på at få mig i form!!!
30-07-2012 06:12skrevTilde Jensen
Jamen så blev det sure ferie-slid og spirrende glæde ved Gratis Glæder forvandlet til en herlig nymodens kaffemaskine, SÅ NU MÅ JEG lære at drikke det sorte stads!
24-07-2012 05:38skrev tilde
På min rejse rundt i livet, såvel strabaserende som givende og morsomme er jeg nu stødt ind i min barndomsveninde... Susanne. MEN: jeg kan ikke finde dig/hende på FB???? Der er flere med det navn?? hjælp. Kh fra Tilde
24-07-2012 05:29skrev Tilde
TAK..... for kommentaren og TAK fordi du fandt mig, Sus:) Prøver at hitte dig på FB.
24-07-2012 04:34skrev Susanne
Fantastisk dejlig fortælling. Naturoplevelse af de helt store :)
Jeg tror, vi har gået i skole sammen, Tilde. Rorup-Glim? Har prøvet at sende dig besked via fb, uden held!
Mvh Susanne Martins (f. Persson)
19-07-2012 14:36skrev Tina Tinggaard
HAHAHA.. outdoor girl ;-)
19-07-2012 11:22skrev Stine Kjøng Madsen
Hi hi Tilde. Kun du kan beskrive en herlig ferie på den måde. Skøn at læse :)
19-07-2012 08:29skrevTage Christiansen
Fornøjelige sommerdage i norden!
19-07-2012 03:45skrev Dorte Kayser
Jeg vidste det! Du ER jo en rigtig outdoor-girl, Tilde. Godt, du havde chokolade med i lommen :-)
18-07-2012 09:56skrev lene hansen
Dejlig læsestof,og sikke en sommeroplevelse,med lidt af hvert.
18-07-2012 08:17skrev Anna Hansen
Jeg har aldrig været på Ølands-ferie. Heller ikke sikker på at det er noget for mig!:) Og dog. Man skal jo aldrig være bange for at prøve noget nyt!!
18-07-2012 08:10skrev Lars Viggo Jensen
UHA for en ferie! ! ! Bedre held næste gang......
18-07-2012 07:57skrev sara sofie sandahl jensen
Herlig beskrivelse af sommerferieoplevelser med gratis glæder i højsædet.
17-07-2012 18:09skrevBirthe Bonke
Fin beskrivelse - har besøgt Øland, men boede på et dejligt hotel i Kalmar :-)
;