Hoteller til ferien med happydays_dk
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
cd top arrow

Feriefabrikken i felten

Happydaysere på tur
Blog oprettet: 29-03-2017 Blogindlæg i alt: 58 Antal kommentarer: 31 Antal følgere: 18 Følg denne blog

En veganers italienske eventyr

Sidst opdateret: 22-11-2021
Dette indlæg er læst 1894 gange
Oprettet: 31-10-2019

Hvordan er det at være veganer i Toscana? Det satte jeg mig for at finde ud af, da Happydays drog på studietur til den famøse italienske region, der gerne serverer antipasti med fennikelsalami og kyllingelever, pasta og risotto med ost i lange baner efterfulgt af langtidsstegt kalvesteg til hovedret. Og det er jo langt fra en vegansk kost. Derfor var mine forventninger til min kulinariske rejse da også relativt lave. Faktisk havde jeg pakket nødder og knækbrød i kufferten bare lige for at være helt sikker på, at jeg ikke måtte gå sulten i seng! Jeg kan dog allerede nu afsløre, at jeg bestemt ikke sultede, og at min medbragte proviant kom (næsten) urørt med hjem til Danmark igen. 

Mad var der nemlig nok af! Turen startede med et overdådigt festmåltid bestående af fem retter: Velkomstdrink og antipasti efterfulgt af to forretter, en hovedret og en dessert. Og hermed var standarden lagt for turen. Alle aftener serverede vores værter minimum fire retter, og vores frokostmåltider bestod af buffet med både salte og søde retter. Og stik modsat min frygt for ikke at blive mæt var der altid et udvalg af veganske retter til mig.

Stort udvalg af antipasti
Jeg er stor fan af denne type mad: Små anretninger bestående af lokale specialiteter og sæsonens råvarer. Og derfor var jeg naturligvis også bekymret for, om jeg måtte se længselsfuldt efter veganske varianter af de italienske appetizers. Der måtte selvfølgelig være bruschetta med solmodne italienske tomater og brød med ekstra jomfru olivenolie, så i værste fald ville jeg da have de to muligheder. Derfor blev jeg også positivt overrasket, da jeg lærte, at antipasti er meget mere end tørt brød med tomater, ost og skiveskåret kød: Der var både mørdejsbåde med svampefyld, friterede zucchini, varianter af bruschetta med syltet rødkål, pesto af soltørrede tomater og chili samt revet zucchini, polentacroustini med svampetopping, oliven, polenta med svampesauce og små salater. Mine favoritter var uden tvivl Hotel Marranis mørdejsbåde med svampefyld, polentacroustini med svampetopping fra Albergo San Lorenzo & Santa Caterina og bruschetta med soltørrede tomater og chili fra Bellavista Palace Hotel.

Pasta og risotto med svampetema
Meget uvant for en dansker blev der serveret både pasta og risotto til forret. Nogle gange en af delene og andre gange begge dele. Fordi vi besøgte Italien i svampesæsonen, var det naturligvis også hovedingrediensen i mange af disse retter, som derfor var naturligt vegetariske og ved blot at undlade osten ved servering fik man en veganervenlig ret. Og jeg eeeeeelsker svampe. Når det så er sagt, var der stor forskel på, hvor smagfulde retterne var. Nogle var oversaltede, nogle var undersaltede, og en enkelt gang var den faktisk bare kedelig (men den indeholdt heller ikke svampe). Jeg har dog en klar vinder: På Albergo San Lorenzo & Santa Catarina fik vi en – efter min mening – perfekt tilsmagt pasta med svampe. Mums! 

Hovedret på vegansk
Ikke én eneste gang har jeg stadig været sulten, da vi kom til hovedretten. Niveauet på maden var meget forskelligt hos de forskellige beværtninger, men alle steder var der som minimum stegte kartofler og grøntsager af en art. Den mest skuffende hovedret fik jeg på Hotel Marrani, hvor min tallerken udover kartoflerne var belagt med kogte grøntsager, en fennikelsalat og en paneret tomat. I min optik manglede der et bærende element, en proteinkilde, det der skulle erstatte kødet, eller hvordan man nu vil formulere det. Denne følelse havde jeg på ingen måde de to øvrige aftener, hvor jeg begge gange fik serveret en vegansk bøf. Konkurrencen om bedste hovedret var tæt på uafgjort mellem Bellavista og Albergo, men fordi Albergos quinoabøf manglede lidt smag, og de ellers virkelig lækre ristede kidneybønner var lidt oversaltede, løb Bellavista med vindertitlen for deres grøntsagsbøf med tilbehør af cremede, stegte svampe og krydrede, stegte kartofler. 

Dessert – eller hvad …?
Måske er jeg lidt forkælet, hvad dessert angår, men i min verden kan frugt alene ikke udgøre en dessert. Så til min store skuffelse bestod alle desserter – uden undtagelse – af en frugtsalat. Den kom i forskellige variationer, og den eneste variant, der tilnærmelsesvist kunne tilfredsstille mine behov for en sød, cremet og stadig frisk dessert, var de solmodne, friskplukkede (tror jeg …) jordbær med et lille drys sukker, som jeg fik serveret på Fattoria degli Usignoli. 

Dagens første, men ikke største måltid
Generelt har jeg ikke den bedste oplevelse med hotellers inkluderede morgenbuffet, fordi den tit består af hvidt brød med et begrænset udvalg af pålæg, og hvis man er heldig, er der to forskellige slags müsli – og her er Toscana ingen undtagelse. Min morgenmad bestod skiftevis af grovtoast (når det var muligt) med marmelade og müsli. Én lovsang skal hotellerne dog have: De tre hoteller, vi spiste morgenmad på – Marrani, Albergo og Bellavista – tilbød alle sammen sojamælk, så snart jeg spurgte efter det. Så jeg kunne både få müsli med mælk på og selvfølgelig en god, skummende kaffe. Jeg må dog indrømme, at jeg en enkelt gang måtte ty til mine medbragte nødder og knækbrød for at holde mig mæt indtil frokost. 

Velinformeret personale
De fleste hoteller var forud for vores besøg blevet ”advaret” om, at der var en veganer i selskabet, og jeg fik også for vane altid at tilkendegive mig selv allerede ved gildets begyndelse. Det synes jeg selv fungerede rigtig fint. Jeg havde en god oplevelse af serviceniveauet på alle hoteller, og personalet pegede med glæde de antipasti ud, som jeg kunne spise, serverede min veganske ret for mig og stoppede mig, hvis de opdagede, at jeg var ved at sætte tænderne i noget animalsk (kyllingeleverpostejen kunne altså nemt forveksles med oliventapenade!). Kun en enkelt gang var jeg i tvivl om, hvorvidt tjeneren vidste, hvad en veganer spiser, så jeg skyndte mig at tilføje, at jeg hverken spiser kød, mælk eller æg. 

Spontane løsninger
I høj solskin og godt oppe i bjergene fik vi frokost på det bedårende hotel Fattoria degli Usignoli. Menuen stod på buffet med både antipasti, pasta og dessert. Da jeg tog fat i vores vært og tilkendegav mig som veganer, viste det sig dog, at de, modsat de andre hoteller, ikke var forberedte på mine særlige madvaner. Men det skulle ikke være noget problem: Værten tilbød at hente en portion af den vegetariske pastaret med tomat og aubergine, hvor der endnu ikke var tilsat ost, jeg fik lidt ekstra bruschetta, og helt uden opfordring kom en tjener hen til mit bord og serverede en skål med kikærter og bønner – en sød tanke, om end det var tydeligt, at de kom lige fra dåsen. Og det var som sagt på dette hotel, at jeg fik min oktober-sommerferie fuldendt med en skål friske jordbær til dessert. 

Buffet er ikke nemt
Min største udfordring har selvfølgelig været at genkende, hvilke retter der indeholder animalske ingredienser. Det gør sig gældende for både antipasti, hvor mange af varianterne er pureret eller på anden måde så godt sammenblandet, at man ikke kan genkende råvarerne, og for buffeter, hvor man mistænker de fleste retter for at indeholde parmesan eller anden ost. Den eneste undtagelse af denne udfordring var Relais Bellaria Hotel & Congressi, hvor alle retter på buffeten var akkompagneret af et skilt med rettens navn og information om allergener. Man skal, udover ost, nemlig også være opmærksom på pasta, som ofte indeholder æg, hvis den er hjemmelavet. Denne service skal man dog ikke regne med ved alle buffeter. Og netop på grund af skiltene kunne jeg også hurtigt konkludere, at jeg måtte spise mig mæt i brød med stegt spinat og zucchini.

En overraskende og mættende oplevelse
Min overordnede favorit er Albergo San Lorenzo & Santa Caterina, fordi de lavede nogle rigtig gode retter med svampe, men Bellavista Palace følger tæt bagefter. Faktisk vil jeg virkelig anbefale at tage til Toscana i efteråret bare for at kunne sætte tænderne i de lækre svamperetter! Jeg var faktisk også overrasket over, at der mere end én gang blev serveret bønner; det er jeg ikke vant til fra restauranter i Danmark. Min største skuffelse var naturligvis desserterne: Jeg tænkte ofte, at man i det mindste kunne have dyppet frugten i chokolade eller serveret sorbetis. Alt i alt er jeg godt tilfreds, og jeg kan stolt sige, at mit italienske madeventyr blev en meget mere positiv oplevelse, end jeg havde regnet med.

Besøg Happydays på Instagram, hvor du kan se alle billederne af den veganske og vegetariske mad i vores højdepunkt "Kødfri i Toscana".

Tekst og billeder: Lea Magnussen

Forbehold
Der er ikke taget hensyn til, hvorvidt vin og andre drikkevarer, som blev serveret til måltiderne, var veganske. Ligeledes kan madvarer i buffeterne være vurderet veganske, selvom de ikke var det. 

Har du fået lyst til at opleve Toscana?
Se alle Happy-hoteller i Toscana.

Kommentarer
Skriv en kommentar
Happydays forbeholder sig retten til at slette kommentarer af anstødelig karakter.

Tags på indlægget

#Toscana #Gastronomi & gourmet
;