En af Happydays’ gode stamkunder har indtaget det danske sommerland og sendt denne beretning til os fra sin ferie på Hotel Fuglsøcentret.
Tekst: Hans Verner
Fotos: Inge-Lise Lollike
Vi, en 3-generationers familie, havde længe besluttet at tilbringe en uge sammen i sommerferien. De ”gamle” skulle fejre guldbryllup med de 2 næste generationer. Hvordan kan 15 forskellige mennesker fra 10 til 73 år alle være tilfredse efter 7 dage sammen? Dette er en kort beretning om, hvordan det lykkedes for Familien Lollike i sommeren 2021 !
DET HELT RETTE STED
For det første skal man finde det helt rigtige sted. Midt i en Coronatid faldt valget på Hotel Fuglsøcentret på Djursland. Hotel Fuglsøcentret bygger videre på en lang tradition skabt af DGI´s Fuglsøcenter. Man kan næsten mærke, at man træder ind i en verden af frivillig aktivitet med sans for fællesskab. Der er masser af plads og aktivitetsmuligheder. For eksempel stod døren til en stor idrætshal åben døgnet rundt til fri afbenyttelse. De unge mennesker i familien benyttede enhver lejlighed til at spille badminton eller fodbold i hallen. De gjorde sig så gode venner med receptionen, at de kunne lægge ketcher og bolde på hylden, når der var lukket. Selv med et helt fyldt hotel, var der ikke kø i hallen.
En dag i middagens hede gik alle 15 de 9 huller på en naturgolfbane – aldrig hørt om det før ? – men det er en golfbane, hvor græsset kun er nødtørftigt slået, og hvor man med hinandens hjælp skal lede efter bolden i det høje græs på banen side. Resultatet var et par sjove timer uden en sportslig vinder, da antallet af slag overgik enhver rekord. Men sjovt var det!
Da vi var tilsmilet af en næsten tropisk varme hele ugen, stod badning højt på aktivitetslisten. Heldigvis er Fuglsøcentret medejer af en badebro, som ligger for enden af en god gåtur ned gennem en mark med græssende køer. Lyder det ikke hyggeligt ? For enden af badebroen er der et større område med både dybde og sandbund. En dag blev badning for et par drenge til krabbefangst ! Dog ikke til hotellets køkken!
Når vi nu er kommet til køkkenet, så må det siges, såvel morgenmad som aftensmad fuldt ud levede op til forventningerne. Buffeten var udstyret med et rigt udvalg af kød og tilbehør. En af de unge, som er vegetar, fik en udmærket ekstra service. De yngre mennesker synes, det var ”sjovt”, at der hver dag blev serveret kartofler under en eller anden form. Middagen blev organiseret af et venligt og dygtigt personale. Da familiens hund fik brug for en dyrlæge, vidste Louise, som holdt øje med vores bord, hvor og hvordan man kunne finde en sådan. Det er da service, der vil noget.
DEN HELT RETTE BELIGGENHED
Hotel Fuglsøcentret ligger et utrolig smukt sted lige midt i Nationalpark Mols Bjerge (www.nationalparkmolsbjerge.dk). Selv uden bil kan man få del i Naturparkens naturoplevelse. Nabo til centret ligger et naturcenter, som er udgangspunkt for en lang række aktiviteter. Vi holdt os til vandringerne ud i området. Her blev man livet sat ned i fart og naturens mangfoldighed kom én i møde. Nationalparken deler vi mennesker med køer og heste, som er blevet vant til mennesker på deres område. En gruppe fra familien var med på en guidet tur til en højmose, og kom begejstret tilbage og fortalte om, at de havde spist orange myrer. De guidede ture kan absolut anbefales.
I udkanten af Nationalparken ligge Kalø Slotsruin smukt ved fjorden, og det kan bestemt betale sig at tage vandreturen fra parkeringspladsen ud på halvøen for at læse om historien bag og få en fornemmelse af et gigantisk borgværk.
Har man bil til rådighed ligger Ree Park, Djurs Sommerland og flere andre mindre parker inden for 30-40 minutters kørsel. Begge fik et besøg af familien og selv i højsommeren med fyldte parker lod det sig gøre at få en god oplevelse. Entreen og størrelsen er begge steder, så der er brug for en hel dag til oplevelsen, som er for alle aldre.
Ebeltoft ligger tæt på med Fregatten Jylland og Glasmuseet og har også udfoldelsesmuligheder for familiens medlemmer med shopping gen. Ude på den yderste spids af Mols – Slettehage - kan man tage en tur op i fyret og betragte skibsfarten ind til Århus, og/eller gå en tur ud til Tyskertårnet og området, hvor der lå en tysk forlægning under Besættelsen.
DEN HELT RETTE FÆLLES OPLEVELSE
7 dage på Hotel Fuglsøcentret gave hele familien rige muligheder får fælles aktiviteter og oplevelser, men også for den enkelte familie at gå sine egne veje – eller blot nyde livet med en kop kaffe og udsigt til det smukke landskab. Nogle fik et kick ud af at se den kødædende plante Soldug i højmosen, men andre glædede sig over at se en af de mange jordbier på stierne omkring centret, som flittigt gravede sin bolig ud ved at fylde kroppen med materiale og ryste det af, når den kom op af sit hul.
Hvad kan man ønske sig mer’ ?
Hans Verner Lollike