Vikingemuseum Så gik turen til Haddeby - lige lidt øst for Schleswig. Her besøgte vi Haithabu Wikinger Museum og fik et fascinerende indblik i vikingernes verden. Museet er et af Tysklands vigtigste arkæologiske museer og i 2010 åbnede den nyeste udstilling, der viser opsigtsvækkende arkæologiske fund og sætter dem ind i deres historiske kontekst fra tiden omkring år 1000. Mange af fundene vidner om livlig handel og håndværk i byen. Smykker og våben fra rige grave og de imponerende runesten er noget af det, folk fra de øverste samfundslag har efterladt sig. Det kongelige skib, der dengang var Østersøens hurtigste, er udstillet - både i original og i rekonstruktion - midt i den store skibshal. TIP: Museet arrangerer gerne aktivitetsprogrammer for børn og voksne. Herefter nød vi lige en solrig middagstund i det grønne, mens vi i sjælen begav os tilbage til nutiden. Samtidig nød vi et par småkager med M&M ser og en tår cola - så var vi helt fremme i 2013 og klar til at køre videre. Kappelns hyggelige havnemiljø Næste mål var Kappeln ved Schliens munding - der ligesom de andre byer vi besøgte kan bryste sig af hyggelige havnemiljøer - men især Kappeln hvor fiskeri, især sildefangst, har været byens vigtigste fundament. Udsigten fra broen ind til byen fik chaufføren til at kaste bilen ind på midten af klapbroen og efterlade sin viv siddende skummende af raseri midt i trafikken, men han forcerede alskens forhindringer for lige at få et godt foto af udsigten. Roen blev dog genoprettet efter en lille gåtur på "strøget" og have hilst på lirekassemanden, der spillede en lille melodi for os!