Hoteller til ferien med happydays_dk
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
cd top arrow

Aktuelt - små historier fra Happydays

Aktuelt - små historier fra Happydays
Blog oprettet: 29-03-2017 Blogindlæg i alt: 233 Antal kommentarer: 2377 Antal følgere: 29 Følg denne blog

Camønoen: Vandreeventyr på Møn

Sidst opdateret: 06-07-2022
Dette indlæg er læst 2580 gange
Oprettet: 04-07-2022

Oplev ”kongerigets venligste vandrerute” – en 175 km lang strækning over de sydsjællandske øer Møn, Bogø og Nyord.

Som navnet måske afslører, er Camønoen Møns svar på den spanske pilgrimsrute Caminoen. Men i virkeligheden behøver man ikke at rejse længere væk end Sydsjælland for at få et uforglemmeligt vandreeventyr med storslåede udsigter og skønne naturoplevelser.

Oplev blandt andet Danmarks mest populære naturattraktion, Møns Klint, og glæd jer til at blive ført forbi skov og strand, kuperet terræn og flade strækninger samt hyggelige små byer og betagende kalkmalerier. Man får dermed ikke kun en masse kilometer i benene på Camønoen, men også et hav af forskellige oplevelser med på vejen.

ALLE kan være med
Ruten har forskellige sværhedsgrader og gør det muligt for erfarne vandrere såvel som nybegyndere at vandre ruten. Selv børn og gangbesværede kan være med. På ruten findes der visse strækninger, som er ændret af hensyn til kørestolsbrugere og gangbesværede, og som indeholder 23 særlige natur- og kulturoplevelser, der også kan nås på cykel og i bil.

På Camønoen er der flere vandposter og bænke, og der er desuden busstop, så man nemt kan hoppe af eller på ruten.


Ruter og etaper på Camønoen
Hovedruten er 175 km lang og markeres med orange skilte, mens de alternative ruter på tilsammen 40 km markeres med okkergule skilte. Ruten er desuden opdelt i 10 etaper, som har forskellige længder. Nedenfor kommer en kort beskrivelse af etaperne.

Enebæretapen 15 km – fra Møns Museum til Nyord
Etapen starter på Møns Museum og fører jer forbi Danmarks bedst bevarede voldanlæg, Karen Volf-fabrikken samt skov med kirsebær, krydderurter og tyrekalve.

Fugleetapen 19,5 km – Fra Nyord til Pension Elmehøj
Oplev det rige fugleliv med ænder og vadefugle på Nyord Enge, gå på opdagelse i eventyrskoven Ulvshale Skov, som passer sig selv, og se den gamle Elmelund Kirke med finurlige kalkmalerier.

Klintetapen 16,6 km – fra Pension Elmehøj til Villa Huno
Nyd udsigt over Nordfeld Gods og Møns Klint,  find timian, strandkål og strandsennep og tag på fisketur langs vandet. Se også knap 3000 år gamle helleristninger i den 5000 år gamle runddysse, Sømarkedyssen.

Mælkevejen 12,7 km – fra Villa Huno til Klintholm Havn
Her er der panoramaudsigt over Møns største sø, Hunosø, omkranset af gamle bøgeskove. Oplev også naturskatten Møns Klint og vættelysene på stranden.

Haveetapen 38,1 km - fra Klintholm Havn til Hårbølle havn
Få en fantastisk udsigt over Hjelm Bugt, og når vejret er klart, kan man se direkte til Tyskland over havet! Oplev digesvaler og markfirben på skrænten langs stranden, og i Busemarke Mose er der masser af planter, padder, fugle og insekter. Oplev også Museumsgården og kystlagunen Stege Nor.

Mølleetapen 10,3 km – fra Hårbølle Havn til Bogø Mølle
Følg med, når fiskerne lander ål, se stenminerne ved Hårbølle og kalkmalerier samt orkideer ved Fanefjord Kirke.

Surfetapen 8,7 km – fra Bogø Mølle til Farø og retur
Se kitesurferne på dæmningen mellem Farø og Bogø, oplev de historiske skove og overnat i Bogø fyr, som er indrettet som shelter.

Kong Asgers Etape 27,3 km – fra Bogø Mølle til Mønbroen
Oplev Grønsalen, som er en af Danmarks største langdysser, Kunsthal 44 med kunstudstillinger af høj international kvalitet, rækkelandsbyen Damme-Askeby og Præstebjerg Grusgrav med vandfyldte huller, damme, søer og mergelgrave.

Færgeetapen 8,8 km – fra Camping Mønbroen til Nygammelsø
Se Danmarks eneste rokoko landsbykirke, oplev ålegræs-fiskeriet og lav lækre burgere fra campingpladsens egen økologiske kødproduktion. I sommermånederne kan I også sejle til Kalvehave til Stege Havn i weekenderne og om tirsdagen.

Museumsetapen 10,9 km – fra Nygammelsø til Møns Museum
Møn og Nyord er nogle de få steder i Danmark, hvor man kan opleve Dark Sky. I stjerneklart vejr kan I se den enestående nattehimmel på Damsholte Observatorium. Bag Stege Sukkerfabrik ligger desuden det unikke fredede naturområde skabt af jorden, der blev spulet af sukkerroerne. Se også Mølleporten ind til Stege by og Møns Museum.

Læs mere om alle 10 etaper samt anbefalinger om sværhedsgrader.

Se vores hoteller i nærheden af Camønoen eller på vejen hertil.

Kommentarer
Skriv en kommentar
Happydays forbeholder sig retten til at slette kommentarer af anstødelig karakter.
11-07-2022 08:57skrevKarin
Tak for tip og inspiration - den springer vi på i sommerferien! :)

Tags på indlægget

#Sjælland og øerne #Aktivitet & action #Hav & strand #Miniferie #Naturens glæder
;