Det ægte, smukke Toscana
Festklædte kvinder og mænd slentrer op og ned ad gaden, arm i arm på en torsdag aften, mens de udlever den italienske tradition ”fara bella figura”, at gøre god figur. Der er lumre 35 grader i Toscana, og jeg sidder med det andet glas vin og nyder den summende stemning af højlydte italienere på den sidste aften i Montecatini Terme.
Ovenstående er indbegrebet af Italien for mig, et land som jeg bliver ved med at vende tilbage til pga. charmen, selvtilliden og ikke mindst… den lækre mad! Montecatini er ikke en undtagelse. Byen summer af ægte italiensk stemning og i denne by, har jeg muligvis fået den bedste pizza, jeg nogensinde har smagt.
Besøg Lucca, Siena, Pisa og Firenze
Det bedste ved Montecatini er dog byens beliggenhed. Med en bil kan du komme langt omkring og besøge nogle af Toscanas mest hyggelige byer som Siena, hvor Piazza del Campo er et besøg værd, samt den lidt større by Lucca med dens store intakte bymur og charmerende piazzaer og spændende historie.
Desuden har man mulighed for at køre til Firenze eller besøge det skæve tårn i Pisa – som vitterligt er lige så skævt, som man forestiller sig det. Selvom køreturen måske er lang, så keder man sig ikke! Toscana er fantastisk smuk med et bølgende, idyllisk, grønt landskab, som bugter sig så langt øjet rækker. På køreturen er det nemt at spotte vinmarker med dertilhørende vingårde, ofte opført i store kampesten for mange 100 år siden.
I de 8 dage jeg havde til rådighed, besøgte jeg samtlige af de nævnte byer, hvor Lucca og Siena klart var dem, jeg nød mest. Dels fordi stemningen var mindre turistet end fx Pisa, hvor der var sort af mennesker, og dels fordi at her kunne man snuse til historien samt finde de gode spisesteder, mens man for vild i de smalle brostensbelagte stræder.
En aften tog jeg kabelbanen op til Montecatini Alto, som igen var en by, hvor man kunne fornemme den ægte italienske stemning. Den røde, gamle kabelbane er en ekstra prik over i’et, som giver en fornøjelig dimension til turen.
Slap af på ferien og book en tid på et kurhotel
Montecatini Terme er kendt for dens mange kur- og spaophold, deraf efternavnet ”terme”. Her er der rig mulighed for at slappe af, så hvis man bare gerne vil ligge i blød i et af de mange kur- og spabade, som Montecatini er kendt for, så er der rig mulighed for at lade bilnøglerne ligge på hotelværelset og besøge et af byens kurhoteller.
Spis og drik godt i Italiens grønne hjerte
Det er ikke en ferie, hvis man ikke spiser og drikker godt. Det toscanske køkken er præget af kvalitet, enkelthed og kærlighed til maden. Som tidligere nævnt, så var det nok i Montecatini Terme, at jeg fik den bedste pizza, jeg nogensinde har smagt. Desuden ligger byen i en kort radius fra vingårde med egen vinproduktion, som kan nydes på landstederne efter aftale. Et vinbesøg er klart pengene værd, da det giver et indblik i områdets kultur og traditioner på nært hold samt ikke mindst en del smagsprøver på nogle af Italiens bedste vine.
Så hvis du overvejer Toscana som dit næste feriemål, så har jeg kun to ord at sige; tag afsted!