25 året for murens fald

Sammmen med nogle af mine bedste venner deltog jeg i festen ved Brandenburger Tor. Og en ting er sikkert, den aften vil vi aldrig glemme! Stemningen, kunstnerne, alvoren, glæden, den svævende ballongrænse – et fantastisk arrangement.

Det fortælles i dag, at der var 300.000 mennesker ved Brandenburger Tor i aftes. Vi måtte gå til en anden indgang, end den vi havde tænkt os, da der var fyldt op i det område. Men trods det fik vi en flot plads og kunne følge det hele på scenen og den store skærm, som på magisk vis nogle gange blev delt i henholdsvis fire og tre og skudt ud til siderne, så alle fik godt udsyn til dem. Det var helt tydeligt, at der var tilrejsende fra hele verden, som ville være med til at fejre 25 året for murens fald. Hvor vi stod, var vi f.eks omgivet af italienere, japanere, danskere, og franskmænd, og på storskærmen blev der vist twitter-lykønskning fra selveste paven!

Det kæmpestore opbud af Tv-stationer fra hele verden har sikkert sørget for, at I også i Danmark har fulgt begivenheden, så jeg vil ikke referere hele programmet her. Højdepunktet var selvfølgelig Wowereits tale, “løsladelsen” af ballonerne og Staatskapelles Ode an die Freude.

En af ballonpaterne var i øvrigt Mikhail Gorbatjov, og da han kom frem på storskærmed brød jubel og bifald løs. Helt berettiget, han havde jo en kæmpeandel i jerntæppets og murens fald.

At jeg på éen aften i Berlin skulle opleve både Gorbatjov, Wolf Biermann (som mig bekendt ikke var programsat), Udo Lindenberg, Klaus Wowereit og Daniel Barenboim med Staatskapelle – det havde jeg da aldrig troet. Fantastisk.

Der var omkring 1 million mennesker, som deltog i festlighederne i går aftes, og som deltager havde man alligevel en tryg fornemmelse af, at alt var veltilrettelagt. Der var hele tiden servicepersonale at spørge, og ved ind- og udgang fik man venlig men klar besked om, hvordan man skulle forholde sig. Hjemtransporten kunne man have frygtet ville blive kaotisk. Nedgangen til U2 ved Potsdamer Platz var f.eks lukket på grund overfyldthed, men så var S-Bahn jo heldigvis holdt op med at strejke, så vi snuppede den og kom videre frem og hjem uden problemer.

Hjemme var vi enige om, at der nok lige skal gå et stykke tid, inden det går helt op for os, hvor stort det var at være med i den begivenhed.