Flairhotel am worthersee
Flairhotel am worthersee
Flairhotel am worthersee
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
  • Hyggeligt, familieejet hotel ved søbredden
  • Privat strand med badebro og solsenge
  • Indendørs swimmingpool og udlejning af elcykler
cd top arrow

Sommer med søudsigt i Alperne

5 dages kør selv-ferie på 4-stjernet hotel ved Velden am Wörthersee, Kärnten, Østrig

Charmen ved en sommerferie i Østrig er kombinationen af naturens smukkeste scenerier, traditionsrige familiehoteller og solrigt vejr – og ved Wörthersee er I havnet på den grønne gren: Her bor I hos familien Frank-Lecocq, som i mere end 30 år har drevet deres lille hotel ved søens bred – et sted, hvor hygge og hjemlighed er kodeordene, og hvor alle aldre vil trives i uformelle og personlige rammer. Hotellet har sin egen private strand ved Wörthersee, hvor I kan bade og solbade eller leje udstyr til en aktiv tur på søen. Glæd jer til at nyde sommerdagene i det gletsjerfriske badevand, der er rislet herned fra toppen af bjergene og om sommeren kan nå en temperatur på op til 29 grader – og nyd at være omgivet af alpetinder og krystalklar luft fra morgen til aften: Den smukke udsigt over Wörthersee bliver I forkælet med lige fra morgenstunden, hvor morgenmaden serveres på panoramaterrassen.

Wörthersee er en af de varmeste badesøer i Østrig, og derfor også utroligt populær – ideel til badning, svømning og vandsport. Søen er den største i delstaten Kärnten, som danner Østrigs sydligste himmelstrøg tæt på grænsen til Italien og Slovenien, og det giver et mildt og solrigt sommerklima sammenlignet med mange andre alpine områder. Naturen er utroligt varieret her med sine mere end 200 søer og udsigten mod bjergkæden Hohe Tauern, hvor man finder store nationalparker med vandfald, gletsjere og vandreruter. Samtidig har I nem mulighed for lidt mere eksotiske oplevelser: Tag turen ind over grænsen til Italien (50 km) eller Slovenien (96 km) og få et par ekstra oplevelser med hjem i rygsækken. Og husk at det lokale køkken også er inspireret af nabolandene – besøg f.eks. restauranter og cafeer i søens populære feriebyer: Både nabobyen Velden (3 km) og den lidt større Pörtschach am Wörthersee (13 km) har et væld af butikker og spisesteder, som byder på unikke smagsoplevelser med alt det bedste fra dette hjørne af Sydeuropa. Eller spring på et par af de helt lokale specialiteter, f.eks. lækker fisk – pivfrisk fra søen – eller Kärntner Kasnudeln; fyldte pastalignende dumplings.

En af de helt oplagte sommerfornøjelser udover badesjov ved Wörthersee er vandreturene i bjergene. Fra jeres hotel kan I trave direkte ud på de markerede ruter, der findes i alle sværhedsgrader – også for familiens mindste – og I skal ikke ret langt op i højderne, før det smukkeste panorama breder sig for fødderne af jer med søen som en glitrende juvel i dalen omgivet af sneklædte alpetinder. Har I lyst til at komme helt på toppen findes der ikke mindre end fem bjergbaner indenfor en times kørsel, der kan blive jeres genvej til oplevelsen af at stå på Europas tag. Men prøv allerførst det store udsigtstårn, der ligger ganske tæt på jeres hotel: Den spektakulære konstruktion, Pyramidenkogel (13 km), byder på 360 graders panorama over Wörthersee og Alperne, når I kommer op i det 850 meter høje tårn – og har Europas højeste trærutsjebane, hvis I har mod på at tage den vej ned fra tårnet.

Læs mere 
Ankomst
Flairhotel am Wörthersee

Faciliteter

  • Elevator
  • Hund tilladt
  • Ladestander til elbil
  • Røgfrit
  • Swimmingpool indendørs
  • Trådløst internet
  • Wellness

Adresse

Quellenweg 97
A-9220 Velden
Østrig

Hotelbeskrivelse

Flairhotel am Wörthersee er et hyggeligt, familiedrevet hotel, der ligger i rolige omgivelser ikke langt fra centrum af feriebyen Velden am Wörthersee (4 km) ved den sydlige bred af Wörthersee. Hotellet har sin egen private strand og badebro direkte ved søbredden, og hotelbygningen ligger nogle få skridt herfra oppe på plateauet over søen (50 m – adgang via trapper). I har fri adgang til at benytte søområdet, hvor der er solsenge og parasoller på badebroen, sandområdet og plænen samt alle muligheder for at bade og dyrke flere former for vandsport som f.eks. paddleboard og kajakroning.

Hotellet har restaurant, bar, kaminstue og solterrasse med udsigt mod søen samt en lille urtehave, der forsyner køkkenet med råvarer, og som I er velkomne til at gå en tur i, dufte og smage på urterne. I har fri adgang til indendørs swimmingpool og wellnessområde med finsk sauna, urtesauna og infrarød kabine. Hotellet har desuden elevator, gratis Wi-Fi, legeplads, legerum med brætspil, bordtennis m.m. og tilbyder udlejning af e-bikes/elcykler samt mulighed for at benytte cykelgarage med ladestation til elcykler. Som gæst får I EUR 5,- i rabat på leje af e-bikes.
Hotellet er røgfrit.

Hotellets værter arrangerer yoga et par gange om ugen (mod gebyr) – forhør jer om muligheden i receptionen, hvis I har lyst til at deltage.

Der er gratis, udendørs parkering ved hotellet samt ladestation til elbiler (mod gebyr).

Indkvartering

Alle familiesuiter er 40 m² store og vender mod landsiden. Suiterne er indrettet med separat soveværelse med queensize-seng (160 x 200 cm) samt stue med mulighed for 2 opredninger i sovesofa. Her er badeværelse, føntørrer, fladskærms-tv, minibar, telefon og gratis Wi-Fi. Der er badetasker med badehåndklæder til strand og pool på værelset.

Ankomst

Check-in fra kl. 15.00.
Check-out senest kl. 11.00.
Kontakt venligst hotellet forud, hvis I ankommer senere end kl. 18.00 på ankomstdagen.

Måltider

Morgenmad serveres kl. 7.30-10.00.
Aftensmad serveres kl. 18.30-20.30.

Ved ankomsten bydes I på en velkomstdrink i baren – og I kan vælge mellem et glas Prosecco, en øl eller en alkoholfri drikkevare.
Tidspunktet for de inkluderede middage aftales med hotellet ved ankomsten.

Kæledyr

Hotellet har et begrænset antal værelser, der er egnet til hund (gebyr EUR 25,- pr. døgn afregnes direkte med hotellet). Det er derfor kun tilladt at medbringe hund på hotellet, hvis det oplyses ved rejsebestillingen! Undlader man at oplyse på forhånd, at der medbringes kæledyr, kan man risikere at blive afvist ved ankomsten eller opkrævet ekstraordinært rengøringsgebyr. Det er ikke tilladt at medbringe kæledyr i hotellets restaurant.

Internet i udlandet

Bemærk, at internetforbindelse i udlandet sjældent er af den hastighed og stabilitet, du er vant til hjemmefra.
OBS: Alle priser på serviceydelser og afgifter på hotellet (udover de inkluderede i opholdspakken) samt oplyste tidspunkter er vejledende. Priserne og tider er oplyst af hotellet og opdateres løbende, men der kan forekomme ændringer uden varsel. Happydays kan ikke påtage sig ansvaret for evt. ændringer og henviser til hotellet for aktuelle oplysninger ved ankomsten.
Rejsetips
Seværdigheder i Kärnten

  • Velden am Wörthersee er den nærmeste ferieby, som charmerer med sit historiske slot, Schloss Velden og en hyggelig søpromenade. Om sommeren er der ofte arrangementer og torvemarked i byen, og I kan gå på opdagelse i caféer og butikker. Byens historiske glamour bliver holdt i live på Casino Velden, som er et klassisk spillekasino fra 1920’erne. Besøg også Veldener Seeuferpark, der er er perfekt til en gåtur eller en picnic med udsigt over søen: 4 km.
  • Pyramidenkogel Aussichtsturm er en sindrig konstruktion i træ og stål, som byder på en fantastisk udsigt. Tårnet er i sig selv 100 meter højt og hæver sig i alt 851 m.o.h. Her er 360° udsigt over Wörthersee, de øvrige søer i Kärnten og de omkringliggende alper fra observationsdækket, og på en klar dag kan I se til Juliske Alperne på grænsen til Italien og Karawanken i Slovenien. Hvis I har mod på det, er Europas højeste træ-rutsjebane (ca. 120 m lang) klar til at give jer en sjov og adrenalinfyldt nedstigning. Her er også café med panoramaudsigt, hvor I kan skylle oplevelsen ned. Husk at bruge jeres Wörthersee Plus Card, når I skal købe entre: 13 km.
  • Feriebyen Pörtschach am Wörthersee er en charmerende badeby med smukke promenadearealer og masser af butikker, restauranter og cafeer: 14 km.
  • Oplev Klagenfurt, Kärntens største by. Besøg temaparken Minimundus og gå på opdagelse blandt 156 miniaturebygninger fra hele verden. Nyd kunst på Museum of Modern Art, beundr domkirkens imponerende kirkerum, og tag et kig på den ikoniske Lindwurm-brønd på Neuer Platz: 22 km.
  • Besøg den historiske by Villach ved floden Drau. Spadsér langs flodpromenaden, nyd caféer, butikker og gallerier, og gå de 239 trin op i byens 94 meter høje kirketårn for en storslået udsigt over byen og Alpernes toppe: 21 km.
  • Oplev Ossiacher See, også kaldet "Stilhedens Sø", nordøst for Villach. Besøg den barokke by Ossiach på søens sydside med sit smukke kloster og nyd den rolige atmosfære: 24 km.
  • Udforsk Arriach, Kärntens geografiske centrum, med sine charmerende, historiske landbrug langs vandrestien Hofwanderweg: 34 km.
  • Tag på opdagelse på Magdalensberg, Østrigs største arkæologiske udgravningsplads, med spor fra det keltiske kongerige Noricum og den romerske provins: 45 km.
  • Beundr middelalderborgen Hochosterwitz, som troner majestætisk på en 175 meter høj klippe over alpelandet: 45 km.
  • Få et indblik i Kärntens romerske historie på Römermuseum Teurnia, hvor den gamle romerske by Tiburnia lå. Udforsk de arkæologiske udgravninger og forestil jer livet i oldtiden: 60 km.
  • Besøg Biosphärenpark Nockberge, en UNESCO-naturpark med utallige vandre- og cykelstier, hvor I kan opleve højalpint kulturlandskab og en bred vifte af sommeraktiviteter: 65 km.
  • Vandr i Ragga-slugten, en af Alpernes smukkeste bjergslugter. Gå på broer og trapper over brusende vandfald og vilde kløfter og oplev naturens kraft på tæt hold: 90 km.
Dagsture til Italien og Slovenien

  • Tag på en dagstur til Tarvis i Italien, som ligger i det smukke Friuli-region tæt på grænsen til Østrig og Slovenien. Oplev den charmerende italienske by med hyggelige piazzaer, caféer og lokale specialiteter, eller gå en tur i de grønne omgivelser og nyd bjerglandskabet og de små alpine søer. Kombinationen af italiensk stemning og Alpe-Adria-natur gør en tur til Tarvis til et skønt kontrastfyldt eventyr: 50 km.
  • Tag en dagstur til Ljubljana i Slovenien og oplev den charmerende by med livlige caféer, hyggelige gader og sydlandsk atmosfære: 96 km.
Vandring og cykling omkring Wörthersee og i Kärnten

  • Tag på vandretur direkte fra hotellet på markerede Nordic Walking- og løbestier. Udforsk Wörthersee-Rundwanderweg og gå mellem bjerg og sø – hop evt. på Wörthersee-skibene undervejs og oplev landskabet fra vandet. Oplev de 19 Slow Trails i Kärnten – afslappede ruter på ca. 10 km uden stress, med højdepunkter som stille bjergsøer, mystiske slugter og smukke udsigtspunkter. Gå barfodet i mos og nyd en forfriskende dukkert i søerne undervejs. Langs ruterne finder I sjældne planter, skovsøer og vilde dyr – alt sammen med panoramaudsigt over Wörthersee og bjergene. Få tips til vandreture på hotellet.
  • Oplev Wörthersee-regionen på to hjul! Området byder på over 200 km markerede cykel- og mountainbikeruter, der passer til både afslappede cyklister og professionelle. Træd i pedalerne langs søen, gennem smukke dale eller udfordr jer på Ironman-ruter og tekniske mountainbike-spor. Hotellets cykler står klar, så I kan køre præcis, som det passer jer. Alle ruter bringer jer tæt på vand, sol og de mest charmerende lokale oplevelser. Professionelle cyklister kan få pulsen op på de mere krævende stier, mens andre kan nyde det rolige tempo og de smukke omgivelser.
  • Indenfor 1 times kørsel fra Wörthersee kan I finde flere flotte bjergbaner, der giver nem adgang til vandreture og oplevelser helt oppe under himlen. Den nærmeste er Gerlitzen Kanzelbahn (24 km), hvor I stiger på dalstationen i Annenheim ved en anden af områdets søer; Ossiacher See. Gondolen tager ca. 10 minutter op til mellemstationen, hvorfra der også går stolelifte videre til toppen af Gerlitzen Alpe (1.900 m.o.h.): 24 km.
  • Prøv også turen til Dreiländereck Bergbahnen, som fører til Dreiländereck-toppen, hvor tre lande mødes. Her befinder I jer på grænsen mellem Østrig, Italien og Slovenien, og der er flere vandreruter til selve grænsepunktet, flot panorama over bjergkæderne de Juliske Alper og Karawanken og indover Kärnten samt en hyggelig bjergrestaurant med udsigt: 53 km.
  • Goldeck Bergbahn er jeres genvej til et klassisk alpint område med mere dramatisk natur. Her fører gondolen jer op til ca. 2.142 m.o.h., og I får en spektakulær udsigt over Millstätter See og ind mod Hohe Tauerns enorme tinder; Østrigs højeste bjergkæde. Her er masser af vandreruter, bikepark og mountainbike-trails samt flere bjergrestauranter: 57 km.

Blogindlæg relateret til Flairhotel am Wörthersee

Ferie i Østrig – Guide til de mest populære regioner
260213012150_das alpenhaus kaprun 10
Spil golf i Østrig
260127090919_golf ostrig 6
Padelbaner i Tyskland og Østrig
240122090427_padel
Kort

Radius omkring hotel:


Flairhotel am Wörthersee
Quellenweg 97
A-9220 Velden
Østrig

E 014° 5.233'
N 46° 36.842'

Gæsterne fortæller

Skriv en kommentar (OBS: Kommentarer besvares ikke - skriv i stedet til mail@happydays.nu)

Har du oplevet forhold på din rejse, der bør medføre ændringer i vores præsentation af rejsen, bedes du sende en mail til mail@happydays.nu
Happydays forbeholder sig retten til at slette useriøse indlæg og kommentarer af anstødelig karakter.

Film

Kärnten - et sommerparadis

Kärnten - et sommerparadis

Følg med til Alpernes skønneste naturområde med bjerge, søer, blomstrende enge og et herligt præg af nabolandene Italien og Slovenien!

Ta' et kig ind i Swarovskis magiske krystalverden

Ta' et kig ind i Swarovskis magiske krystalverden

Glæd dig til at opleve Østrigs berømte krystalverden. Her finder du André Hellers udstilling, som inviterer dig på en overvældende sanselig rejse, der blandt andet fører dig forbi Centenar-krystallen, der er den største krystal, der nogensinde er blevet slebet. Se videoen fra Swarovskis magiske krystalverden lige her.

Østrigs feriecharme

Østrigs feriecharme

Se filmene og bliv overbevist om, at Østrig er værd at rejse efter.

Ferie med charme og natur i Østrig

Ferie med charme og natur i Østrig

Se filmene og bliv overbevist om, at Østrig er værd at rejse efter.

Favorite Not favorite

Afventer gæstebedømmelse    

Vi har endnu ingen spørgeskemaer modtaget på dette hotel.

Flairhotel am Wörthersee

Pris pr. person i suite (v. min 2 voksne)
Fra DKK 5.149,-

Sommerferie i Østrig

  • 4 overnatninger
  • 4 x morgenbuffet
  • 2 x 4-retters middag efter køkkenchefens valg
  • Velkomstdrink
  • Fordelskortet Wörthersee Plus Card, der giver fri entré eller rabat på udvalgte attraktioner og oplevelser i området omkring Wörthersee – herunder Pyramidenkogel (13 km)
;