Oro kro og hotel
Oro kro og hotel
Oro kro og hotel
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
  • Dansk krohygge i Isefjord
  • Moderne restaurant og hyggelig krostue
  • Solterrasse og cykeludlejning
cd top arrow

Kroophold på Orø

4 dages kør selv-ferie på kroen i Bybjerg på Orø, Danmark

Der sker ikke meget på Orø – og det er også meningen med det hele. Her er ingen forlystelsesparker og larmende attraktioner, for naturen og roen er øens unikke seværdighed. Herude i fjorden omgivet af hav og himmel er det som at komme på ferie i mormors barndomsland – dengang alting ikke skulle gå så stærkt, og en cykeltur langs blomstrende grøftekanter ned til havnen at spise is kunne være dagens højdepunkt. I skal bo på Orø Kro – byens centrum bogstaveligt talt beliggende lige overfor kirken. Herfra udgår alle veje, og I har ikke langt til selv de yderste af øens små oaser – som den lille havn med havnebadet i Brønde (1,7 km) og øens sandstrand ved Nørre Stænge (2,7 km). Smut også en tur op på Stensbjerg, en ejendommeligt langstrakt bakke, der hæver sig 28 meter over landskabet lige bag kroen og byder på 360 graders panorama over hele øen og oplandet omkring Isefjord. Så har I overblik og kan planlægge dagens få gøremål, inden I skal spise godt til aften på jeres kroophold.

Bevares, I kan skam få lidt kultur på Orø også – besøge øens seneste pop up-bageri med det helt rigtige surbrød fra storbyen eller en hyggelig gårdcafe med dedikerede øboere som værter, der med humor og kreativitet bidrager til Orøs ry som alt for underkendt ferieoase. Der er sågar en lille dyrepark på Orø, som ungerne vil elske for dens helt almindelige gårddyr, som man i ro og mag kan klø bag øret – foruden de tropiske beboere som slanger og silkeaber (2,8 km). Men det er en cykeltur på de næsten bilfrie småveje, en gåtur langs kyststierne, hvor man kan lede efter fossiler, og en pause på et tæppe i markens skel, der er Orøs største attraktion – et par dage her, og skuldrene vil finde deres helt naturlige leje igen.

Det er nemt at komme til og fra øen med den lille, fleksible trækfærge fra Hammer Bakke (2,3 km), og derfor kan I også sagtens tage på udflugter i hele Nordsjælland. Hvad med en sommersejltur med træskibet M/S Frederikke på Arresø (40 km) eller en tur ud til de små fiskerlejer langs Kattegatkysten, hvor en frokost i Tisvildeleje (56 km) og Liseleje (45 km) hører til de oplagte udflugtsmål. Ellers er I havnet et sted, hvor verdensarv og vikingehistorier i den grad kappes om at lokke jer på besøg: Sagnlandet Lejre (29 km) og Roskilde Domkirke (34 km) er blot et par af de største seværdigheder på egnen, ligesom I kan benytte chancen for at få set barokhaven på Frederiksborg Slot (46 km) eller ikoniske Kronborg Slot (72 km). Skulle I få lyst til en dagstur til København, er det også en mulighed – fra Orø kan I gøre turen til alle hovedstadens højdepunkter på omkring en time (67 km).

Læs mere 
Ankomst
Orø Kro & Hotel

Faciliteter

  • Balkon/terrasse
  • Cykeludlejning
  • Hund tilladt
  • Røgfrit
  • Trådløst internet

Adresse

Bygaden 57
4305 Orø
Danmark

Hotelbeskrivelse

Orø Kro og Hotel begyndte i det små i 1720, da præstefruen var ked af at servere kirkekaffe i præstegården. Siden blev kroen kongeligt privilegeret i 1822 og er i dag samlingssted for både turister og lokale, som nyder en øl i den hyggelige, gamle krostue med rustikke fyrretræsmøbler og god stemning.

Orø Kro har en god, moderne restaurant i de renoverede krolokaler, der også byder på udeservering på solterrassen, når vejret tillader det. Hotellet tilbyder desuden gratis Wi-Fi samt cykeludlejning af både almindelige cykler og elcykler.

Der er gratis udendørs parkering ved kroen.

Indkvartering

Kroens værelser er fordelt på et par annekser omkring gårdspladsen, de fleste i grundplan. Alle værelser er helt enkelt indrettet og har eget badeværelse, gratis Wi-Fi, TV samt skrivebord og stol. Føntørrer kan evt. lånes i receptionen. Værelserne har alle udgang til balkon eller terrasse med udemøbler.

Ankomst

Check-in fra kl. 16.00.
Check-out senest kl. 10.00.
Kontakt venligst hotellet forud, hvis I ankommer senere end kl. 18.00 på ankomstdagen.

Måltider

Morgenmad serveres kl. 8.00-10.00.
Aftensmad serveres kl. 17.30-21.00.

Kæledyr

Hotellet har et begrænset antal værelser, der er egnet til hund (gebyr DKK 150,- pr. ophold afregnes direkte med hotellet). Det er derfor kun tilladt at medbringe hund på hotellet, hvis det oplyses ved rejsebestillingen! Undlader man at oplyse på forhånd, at der medbringes kæledyr, kan man risikere at blive afvist ved ankomsten eller opkrævet ekstraordinært rengøringsgebyr. Det er ikke tilladt at medbringe kæledyr i hotellets restaurant.

OBS: Alle priser på serviceydelser og afgifter på hotellet (udover de inkluderede i opholdspakken) samt oplyste tidspunkter er vejledende. Priserne og tider er oplyst af hotellet og opdateres løbende, men der kan forekomme ændringer uden varsel. Happydays kan ikke påtage sig ansvaret for evt. ændringer og henviser til hotellet for aktuelle oplysninger ved ankomsten.
Rejsetips
Orø – en ø uden stress og jag og store seværdigheder

  • Der er to måder at komme til Orø på – bilfærgen fra Holbæk eller trækfærgen (Østre Færge – også bilfærge) fra Hammer Bakke. Den mindre trækfærge er langt den hurtigste og mest fleksible; den glider på fem minutter over det smalle farvand fra tidlig morgen til sen aften – ingen tidsbestilling, og afgang 2-3 gange i timen kl. 5.20-24.00. Køb billetten online inden afgang (der er QR-koder ved færgelejet), så sparer I 20 kroner i gebyr ombord. Afstand fra Østre Færgehavn til Orø Kro: 2,3 km.
  • Orøs særkende er de mange stier, man kan følge rundt på øen – 14 km  trampestier i alt – med rigelig mulighed for f.eks. at følge Orøs mange ynglende strand- og vadefugle og det øvrige særegne dyre- og planteliv på øen. Ruterne er markeret med pæle, men det anbefales at have et kort med, og flere steder findes der også pæle med informationstavler, der fortæller om øens natur m.v. Vandring på trampestierne er på naturens præmisser, så det anbefales at have en fornuftig påklædning på, som støvler og tøj der kan tåle en tur i “det vilde”. Stierne kan til tider være sumpede visse steder alt afhængigt af vejrforhold. Trampesti nr. 5 udgår fra Bybjerg: 50 m.
  • Lige bag kroen ligger Stensbjerg – også kaldet Margrethebakken – et langstrakt bakkedrag, hvor I kan nyde panoramaet fra toppen. Ved foden af bakken finder I KulturBeholderen i det gamle vandtårn. Her fortælles i billeder og skrift om Orøs historie fra sidste istid, stenalderen og videre frem til 1800-tallet. Bakken er fredet for at beskytte de arkæologiske værdier, den rummer, og på toppen af Stensbjerg er udgravet fundamentet til en 20 m lang og 12,5 m bred bygning med 1,5 m tykke mure. Det fortælles, at bakken tidligere har rummet en borg – Dronning Margrethes Slot – og at den magtfulde dronning, som med Kalmarunionen (1397) forenede Norge, Sverige og Danmark, skulle have opholdt sig på øen i perioder sammen med sin søn Oluf: 10 m.
  • Orø Kirke ligger lige overfor kroen sammen med præstegården fra 1700-tallet. Kirkegårdsmuren har en senmiddelalderlig portal ved indgangen: 50 m.
  • Orø Museum har til huse i ørens tidligere fattighus, der blev bygget kort efter 1803. I 1964 døde husets sidste beboer, og huset indrettedes som museum, der viser indbo, brugsgenstande og billeder fra oldtiden til ca. 1945: 150 m.
  • Hestebedgaard er en gammel slægtsgård, hvis historie går tilbage til 1559, og som har været i familiens eje fra 1713 til 2008. Den sidste ejer skænkede gården ”til Orøs befolkning”, og en forening bevarer gården og stuehuset i dens udformning fra 1920’erne: 500 m.
  • Nede på havnen i Brønde – der hvor Holbækfærgen lægger til – er der bygget et lækkert havnebad med træbroer, badebroer og -trapper, der benyttes flittigt af både vinterbadere og sommergæster. Her er vandet (modsat ved øens strand) dybt og giver god mulighed for svømmeture. Øens turistbureau ligger desuden også her: 1,7 km.
  • Orø Veteranlandbrug viser landbrugsmaskiner, traktorer og brugsting samt landindbo fra ca. år 1900 og frem, gammelt legetøj og modeller af maskiner: 2,5 km.
  • Orøs bedste badestrand finder I ved Nørre Stænge, hvor der er Blå Flag, hver sommer. Stranden er særdeles børnevenlig, da man skal et godt stykke ud for at nå dybder over knæhøjde. Sandet er dejligt, og isene er gode ved den nærliggende campingplads’ lille ishus. I højsæsonen kan I også benytte den lille legeplads samt hoppepude på campingpladsen, som er for alle, der handler i ishuset: 2,7 km.
  • Orøstrand Dyrepark har på 40 tdr. land samlet mere end 400 dyr fordelt på ca. 50 arter. Oplev vilde dyr som f.eks. kronvildt, dådyr, strudse, lamaer, næsebjørne, fritter, amerikanske egern, silkeaber, forskellige hønseracer, tropiske fugle. I finder også Danmarks største Tiger Pytonslange på hele 6 meter her. Det store hit er altid en savannetur i bussen, hvor I kan fodre dyrene: 2,8 km.
  • Orøstenen på næsten 20 tons granit dukkede op på marken i 1983 og blev i 1996 gravet helt fri og flyttet til sin nuværende placering. Herfra er der fin udsigt også ned til Salvig-bugten, hvor skibene helt op til Vikingetiden kunne lande: 3 km.
  • Det gamle Snave Færgested på nordøen står i dag uvirksom hen, men var i flere hundrede år øens vigtigste overfartssted idet Orø, som før var ejet af Kongen, hørte under Jægerspris slot. Den nuværende lille anløbsmole blev først bygget i slutningen af 1930erne til færgebåden til Rendebæk Færgekro, og de mange fiskere der var dengang: 4,6 km.
På sightseeing i Roskilde og omegn

  • Sagnlandet Lejre ligger midt i istidsbakkerne, hvor det siges, at Danmarks første konger, Skjoldungerne, regerede og drog ud på togt i verden fra Roskilde Fjord. Her kan I bl.a. opleve Danmarks største vikingehal, Kongehallen, et enormt bygningsværk indviet i 2020, der står som et omvendt vikingeskib i landskabet – en imponerende arkitektonisk bedrift både dengang og nu: 29 km.
  • RAGNAROCK - Museet for pop, rock og ungdomskultur – åbnede i 2016 med fokus på den enorme indflydelse den rytmiske musik og ungdomsgenerationen fra 1950’erne frem til i dag har haft på samfundsudviklingen. Museets guldnittede facade er en del af Roskildes ’Rock City’ – bydelen Musicon, der ligger et stenkast fra Roskilde Festivals faste plads: 32 km.
  • Forfatteren og bysbarnet Lise Nørgaard er foreviget i bronze på en bænk i Algade. Man kan endda købe en byguide for en femmer på turistbureauet, der fører jer gennem Roskilde i forfatterens fodspor – en tur som nok vil kaste nyt lys over flere scener i f.eks. TV-serien Matador og andre kreationer fra fru Nørgaards hånd: 33 km.
  • Roskilde Domkirke kom som nr. 2 ud af i dag 10 danske seværdigheder på UNESCOs liste over verdensarv i 1995 – og her ligger Danmarkshistorien begravet. Den oprindelige kirke blev opført i træ i 1080 af Harald Blåtand, kongeslægtens stamfar, og den gotiske teglstenskirke blev opført i 1200-årene og betragtes som et af verdens mest imponerende bygningsværker. Her kan I besøge 40 konger og dronninger, der er begravet i smukt udførte gravkapeller og krypter fra middelalderen og helt frem til i dag – herunder Margrethe I’s sarkofag og Margrethe II’s fremtidige gravmæle, som er under opførelse: 34 km.
  • Vikingeskibsmuseet på havnen i Roskilde rummer de fem verdensberømte vikingeskibe, der blev fundet på bunden af Roskilde Fjord. De næsten 1000 år gamle skibe er udstillet i Vikingeskibshallen og står som sorte silhuetter med fjorden som levende bagtæppe. Her er desuden interaktive udstillinger med mulighed for at stige ombord i et vikingeskib i fuld størrelse komplet med mågeskrig og knirkende træværk, bølgeskvulp og himmelhvælv. Slut af med en ny nordisk, vikingeinspireret frokost på Café Knarr, der ligger med udsigt til bådværftet og de mange træskibe på havnen: 35 km.
Natur- og kulturperler i Nordsjælland

  • Willumsens Museum i Frederikssund – J.F. Willumsen var en af pionererne bag Det Moderne Gennembrud og hans hovedværker er samlet her, hvor han også ligger begravet: 22 km.
  • Fiskerlejet Kikhavn har en historie, der strækker sig tilbage til 1200-tallet. Det er et af de ældste fiskerlejer i Danmark, og det har mirakuløst modstået ildebrande, havets rasen og turisme. Charmerende, gamle gårde med stråtag ligger på hyggelige smalle gader og er omkranset af stokroser, og den idylliske stemning bliver understreget af Kikhavns bilfri miljø - med sin uforanderlighed et fantastisk eksempel på en gammel, dansk fiskerby og landsby, som den så ud for 200 år siden: 38 km.
  • Polarforsker og Grønlandsfarer Knud Rasmussens hus er i dag indrettet som museum og mindestue i hans ikoniske hjem fra 1917, som har en helt særlig indretning og masser af specielle artefakter fra ekspeditionerne. Det er opført på en stor naturgrund på toppen af Skansen lidt nord for Hundested Havn, hvorfra der er en storslået udsigt over Kattegat (åbent fra 1. april t.o.m. uge 42): 39 km.
  • Sejlturen med træskibet M/S Frederikke på Arresø afgår fra kanalen ved Arresødal (dagligt i perioden maj-september): 40 km.
  • Besøg Frederiksværk med de hyggelige kanaler – her kan I opleve både museum for byens industrieventyr som produktionscentrum for våben og ammunition samt kobber- og stålprodukter gennem 250 år, Museet Arsenalet samt Gjethuset; kunst- og kulturhus med teater, koncerter, kunstudstillinger, cafe og mere end 100 arrangementer om året. Det gamle kanonstøberi er i sig selv en arkitektonisk perle med de brede kampestensvægge og fritlagte bjælker - Frederiksværks, hvis ikke Danmarks, mest bemærkelsesværdige industribygning opført i 1761-67: 41 km.
  • Badestranden i hyggelige Liseleje ved Kattegatkysten er utroligt populær med sit hvide sand, det blågrønne, klare vand og solvarme sten i stranddiget, og særligt om sommeren summer bylivet med cafeer, ølfestival og masser af gode spisesteder: 45 km.
  • Frederiksborg Slot i Hillerød fik genskabt sin unikke barokhave i 1996 og har desuden en berømt portrætsamling: 46 km.
  • Tisvildeleje er en gammel badeby, som på få år har fået ung kultur og tiltrækningskraft. De ikoniske, farverige badehuse har fået selskab af musikfestival og bohemerestauranter, men gåturen på kanten af den høje klit forbi de historiske badehoteller langs havet emmer stadig af gode, gamle dage: 56 km.
  • Fredensborg Slot ligger ned til Danmarks mest vandrige sø; Esrum, og her er barokhaven blevet genskabt og indviet i 2013: 58 km.
  • Rungstedlund – Karen Blixen-museet – er et lille, intimt museum i den berømte forfatterindes hjem: 62 km.
  • Esrum Kloster & Møllegård giver et levende indblik i klosterliv og middelalder i fortidens Danmark på det smukt restaurerede 850 år gamle cistercenserkloster. Her er f.eks. mange medicinske urter i klosterhaven, og der afholdes markeder og flere events året rundt som Esrum Middelalderdage, høstfestival, ølfestival og julemarked (åbent dagligt undt. mandag): 65 km.
  • Louisiana – Museum of Modern Art – er Danmarks førende indenfor moderne kunst og har en smuk beliggenhed på Strandvejen med udsigt over Øresund: 65 km.
  • Gilleleje har formået at beholde meget af det oprindelige fiskerlejes charme med idylliske små stræder og stråtækte gamle huse, selvom den også er en af Nordsjællands mest populære sommerbyer. På havnen findes en række fiskerestauranter og cafeer, hvor man oplagt kan nyde en god frokost: 70 km.
  • Kronborg Slot er på UNESCOs liste over verdensarv – et af Nordeuropas fineste renæssanceslotte og dertil udødeliggjort af Shakespeare som Hamlets slot: 72 km.

Blogindlæg relateret til Orø Kro & Hotel

De bedste forlystelses- og dyreparker i Danmark – fra nord til syd
250528080730_presse 0005 02c05ae6 d9aa 4651 8b5a fce2e98e0e57
3 generationer i Esbjerg – en weekend vi ikke glemmer
250512090938_abb67fdc 846a 4ab5 9da3 5db89df7d17f
En Perfekt Getaway på Læsø Guesthouse
240926022114_460594539 10233091407125296 2448560761945063009 n
Mange gode vandretips!
231024013007_harzen
Kort

Radius omkring hotel:


Orø Kro & Hotel
Bygaden 57
4305 Orø
Danmark

E 011° 48.463'
N 55° 46.030'

Gæsterne fortæller

Skriv en kommentar (OBS: Kommentarer besvares ikke - skriv i stedet til mail@happydays.nu)

Har du oplevet forhold på din rejse, der bør medføre ændringer i vores præsentation af rejsen, bedes du sende en mail til mail@happydays.nu
Happydays forbeholder sig retten til at slette useriøse indlæg og kommentarer af anstødelig karakter.

Film

Oh Happydays

Oh Happydays

Sommerferien sydpå | Miniferie i Tyskland | Weekend med forkælelse
Bestil kør selv-ferien på kvalitetshoteller i Europa med Happydays. Vi ved, at din tid er dyrebar, så vi skaber rejser med glæde og rammerne for glade dage. Fordi DIN ferie er vigtig.

Favorite Not favorite
Gæsternes bedømmelse 4 af 5  
Baseret på 8 spørgeskemaer.
Hotellet er vurderet på:
Modtagelsen
4.2 af 5
Service
4.6 af 5
Værelse/lejlighed
3.3 af 5
Faciliteter
3.8 af 5
Morgenmad
3.8 af 5
Aftensmad
4.4 af 5
Beliggenhed
4.4 af 5

Orø Kro & Hotel

Pris pr. person i dobbeltværelse
DKK 1.749,-

Miniferie i Danmark inkl.

  • 3 overnatninger
  • 3 x morgenbuffet
  • 3 x 2-retters middag
  • Velkomstdrink
  • Værelse med balkon/terrasse
;