Comwell rebild bakker
Comwell rebild bakker
Comwell rebild bakker
Comwell rebild bakker
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
  • Bo midt i nationalparken
  • Sportsfaciliteter og fitness i 2 etager
  • Swimmingpool, sauna og dampbad
cd top arrow

Aktiv ferie i Rebild Bakker

3 dages kør selv-ferie på hotel i Rebild, Nordjylland, Danmark

En rigtig hyggeferie med lækker komfort og aktive oplevelser venter på det flotte Comwell-hotel, der er smukt placeret på toppen af Rebild Bakker. Her bliver I forkælet med naturens smukkeste træningsforhold og masser af sportsfaciliteter som stort fitnesscenter og indendørs swimmingpool – og så er I garanteret frisk energi ad libitum i det pragtfulde bakkede landskab, hvor lyngen er lilla og de store bøgeskove byder på både røverhistorier og raske gåture. I bor lige her, hvor dansk-amerikanere hvert år d. 4. juli samles til folkefest på USA's uafhængighedsdag, men resten af året er naturperlerne forbeholdt naturelskere og masser af får. Her er et væld af gode, afmærkede vandrestier og mountainbikeruter, som I har direkte adgang til fra jeres hotel.

Måske er I mest til et weekendophold, hvor I kommer helt ned i gear, og så er I landet et godt sted i Himmerland. Her er der lokal kolorit og nordjysk lune – tag bare en udflugt til "Ålleren". Nordjyllands hovedstad, Aalborg (30 km), er trods sine sindige indbyggere en by, som har været igennem en rivende udvikling fra arbejderby til moderne kulturby. Det er næsten et must at gå gennem berømte og berygtede Jomfru Ane Gade, men husk også at slå vejen forbi den flotte, nye havnepromenade med Utzon Centeret – og spis en god frokost: Aalborg har et væld af madsteder, gourmetrestauranter, cafeer og ølstuer.

Kulturen er ikke til at komme uden om, og på en miniferie eller et weekendophold i Nordjylland støder man på både krybskytter og kulbrændere fra anekdoterne om det tidligere så lovløse område Rold Skov og Rebild Bakker, hvor der også stadig findes hekse og troldeskov. Man kan også komme under jorden i Thingbæk Kalkminer (2,5 km), hvor de katedralagtige, oplyste minegange gemmer på både kunstværker og flagermus. I Mariager kan I komme på sejlture fra den gamle klosterbys hyggelige havn – eller en tur i det døde hav på Saltcenteret (39 km), der er både kurbad og oplevelsescenter bygget på historien om saltet. Har I mod på mere, er det desuden nemt at køre turen til det imponerende Memphis Mansion, der er Randers' hyldest til Elvis Presley (56 km) eller til storbylivet i Aarhus (99 km), hvor I kan gribe chancen for at få oplevet regnbuehatten på AroS, Den Gamle By eller bare sidde ved Åen og få en kold øl, mens I nyder ferien langt væk fra hverdagen.

Læs mere 
Ankomst
Comwell Rebild Bakker

Faciliteter

  • Balkon/terrasse
  • Hund tilladt
  • Ladestander til elbil
  • Miljømærket hotel
  • Røgfrit
  • Swimmingpool indendørs
  • Trådløst internet

Adresse

Rebildvej 36
9520 Skørping
Danmark

Hotelbeskrivelse

Med sin ideelle placering i Rebild Bakker har hotellet naturligt udnyttet muligheden for at tiltrække aktive feriegæster med gode sportsfaciliteter, og hele familien bydes velkommen i et lyst og lækkert miljø med plads til alle. Her er gratis Wi-Fi, solterrasse i gårdhaven med udeservering, når vejret tillader det, og diverse hyggekroge med siddemøbler, hvor man kan samles.

Hotellet har restaurant med store vinduespartier ud mod mark og skov samt bar med poolbord, dart og bordtennis og mulighed for at købe drikkevarer samt lette retter. Hotellets køkken benytter sig primært af gode, lokale råvarer fra den omkringliggende natur og nordjyske producenter.

Hotellet tilbyder 2-etagers fitnesscenter samt indendørs swimmingpool (maks. dybde 1,6 m), sauna og dampbad. Hotellets udendørs faciliteter tæller cykelstald (aflåst kl. 23.00-7.00) og cykelvask, hvis man medbringer egen cykel/mountainbike. Her kan I også få information om de mange vandre- og cykelruter i området, hvor flere begynder lige uden for hotellets dør.

Der er gratis, udendørs parkering ved hotellet. Hotellet tilbyder Clever ladestander til elbiler (mod gebyr).

Hotellet har disse miljømærker:
Green Key-mærket: Hotellet lever op til en række miljøkrav omhandlende energi, vand, rengøring og økologiske råvarer.
REFOOD-mærket: Hotellet gør en indsats mod madspild og for genanvendelse.
Det økologiske Spisemærke: Hotellet har Det Økologiske Spisemærke i bronze, hvilket betyder, at 30-60 % af indkøbte føde- og drikkevarer er økologiske.

Bemærk: Comwell benytter sig ikke af Horestas officielle stjerneklassificering, men hotellets faciliteter og kvalitet svarer minimum til 4 stjerner.

Indkvartering

Alle værelser har egen terrasse eller balkon samt eget bad, føntørrer, skrivebord med stol, værdiboks, telefon, TV og gratis Wi-Fi. Har man børn med, bliver man indkvarteret i hotellets familieværelser, der er i 2 etager og har opholdsstue med sovesofa samt hems med ekstraopredning i dobbeltseng.

Ankomst

Check-in fra kl. 15.00.
Check-out senest kl. 11.00.
Kontakt venligst hotellet forud, hvis I ankommer senere end kl. 18.00 på ankomstdagen.

Måltider

Morgenmad serveres kl. 7.00-9.30.
Aftensmad serveres kl. 18.00-21.30.
Valget mellem middag og buffet forestås af køkkenchefen.

I weekender, udvalgte ferieperioder og på helligdage serveres morgenmaden kl. 7.00-10.30.
Den inkluderede middag serveres på opholdets første aften.
Bemærk: Restauranten er lukket på søndage – undtagen i juli måned, hvor den er åben alle dage.

Kæledyr

Hotellet har et begrænset antal værelser, der er egnet til hund (gebyr DKK 250,- pr. døgn afregnes direkte med hotellet). Det er derfor kun tilladt at medbringe hund på hotellet, hvis det oplyses ved rejsebestillingen! Undlader man at oplyse på forhånd, at der medbringes kæledyr, kan man risikere at blive afvist ved ankomsten eller opkrævet ekstraordinært rengøringsgebyr. Det er ikke tilladt at medbringe kæledyr i hotellets restaurant.


OBS: Hund er kun tilladt på dobbeltværelser med plads til maks. 2 personer.

OBS: Alle priser på serviceydelser og afgifter på hotellet (udover de inkluderede i opholdspakken) samt oplyste tidspunkter er vejledende. Priserne og tider er oplyst af hotellet og opdateres løbende, men der kan forekomme ændringer uden varsel. Happydays kan ikke påtage sig ansvaret for evt. ændringer og henviser til hotellet for aktuelle oplysninger ved ankomsten.
Rejsetips
Seværdigheder med lokal kolorit

  • RebildPorten er velkomstcenter for Rebild Bakker og Rold Skov. Rebild Bakker blev i 1912 købt af dansk-amerikanere, der efterfølgende forærede området til det danske folk som nationalpark med det formål at bibeholde et stykke af det oprindelige Danmark, som det så ud med lyng og enebærbuske: 250 m.
  • I Top Karens Hus – egnens første traktørsted – serveres der stadig god husmandskost i de gamle, lavloftede stuer: 400 m.
  • Thingbæk Kalkminer bruges bl.a. til kunstudstillinger og koncerter, og alle er velkomne indenfor (åbent fra påske t.o.m. oktober). Det underjordiske museum er indrettet i de gamle oplyste kalkmine-gange med afstøbninger af Anders Bundgaards skulpturer; Cimbrertyren fra Aalborg og Gefionspringvandet fra København. De katedralagtige miner huser også i hundredvis af flagermus, og man skal huske varmt tøj, da minegangene holder en konstant temperatur på 8 grader: 2,5 km.
  • Cykeludlejning i Skørping: 2,5 km.
  • Rold Skov Golfklub med 18 huller og par 3 bane: 3 km.
  • Store Økssø midt i Rold Skov er en af de reneste søer i Nordjylland – på trods af, at skovsøens vand er helt brunt pga. humusstoffer i vandet. Her er gode badeforhold med badebro: 4 km.
  • Cirkusmuseet i Rold er indrettet ved Cirkus Miehes gamle vinterkvarter, som er Danmarks eneste bevarede cirkusbygning i træ: 8 km.
  • Der findes et væld af kilder i området – herunder Lille Blåkilde og Store Blåkilde, som er særligt smukke med deres himmelblå og krystalklare bassin: 9 km.
  • Vebbestrup (is)mejeri på den gamle landevej mellem Hobro og Aalborg er verdensberømt her på egnen for sin flødeis og særligt softice. Besøg det lille isudsalg i weekenden og alle dage i sommerperioden – med risiko for kø!: 14 km.
Køreture i det nordjyske

  • Sejltur med hjuldamperen Svanen på Mariager Fjord (sæson juni-oktober) – der er påstigning i Mariager, ved Bramslev Bakker og i Hobro på Søndre Kajgade: 24 km.
  • Vikingecenter Fyrkat – Harald Blåtands gamle ringborg fra år 980 kan beundres hele året, og her er masser af aktiviteter på Vikingegården hele sommeren (åbent april-oktober) og Fyrkatspillet i maj/juni: 26 km.
  • Lille Vildmose oplevelsescenter. Her står naturguider og det lille tørvetog i spidsen for en hyggelig naturoplevelse i et af Danmarks mest specielle områder, hvor I bl.a. kan møde elge og traner (åbent april-oktober): 29 km.
  • Aalborg centrum med Jomfru Ane Gade, Jens Bangs Stenhus og en havnepromenade, der de seneste år har gennemgået en enorm forvandling fra værfts- og industricentrum til lidt af et kulturmekka med bl.a. Musikkens Hus, Utzon Center og kulturhuset Nordkraft: 30 km.
  • Øster Hurup Strand er feriebyen på Kattegatkysten, som hver sommer forvandles til lidt af en heksekedel. Stranden er lavvandet og særdeles børnevenlig: 32 km.
  • Jyllands Nyboder og Danmarks eneste privatejede landsby; Dania ved Mariager Fjord er en attraktion, man sjældent hører om, men som giver et spændende indblik i et af Danmarks industrieventyr og tidligere tiders cementarbejdermiljø: 32 km.
  • Hop fra Danmark til Sydafrika på få sekunder: Verdenskortet ved Klejtrup Sø er en udendørs oplevelse for hele familien og en sjov måde at lære geografi. Her findes også minigolfbane, ponyridning og hoppepuder (åbent maj-september): 37 km.
  • Den gamle klosterby Mariager har sin egen idyl i de gamle gader med et godt handelsliv. Her kan man bl.a. også besøge det hyggelige museum i den originale købmandsgård fra 1700-tallet, det gamle kloster og klosterhaven, hvor ”de hellige bier” producerer egnsspecialiteterne klosterhonning og Rosenhonning, samt Rosenhaven med 400 rosenarter, naturlegeplads og gratis adgang: 38 km.
  • Mariager Saltcenter – kurbad og historisk oplevelsescenter, hvor man bl.a. kan prøve et dejlig varmt saltbad (husk badetøj), opleve fremstillingen af Mariager Sydesalt, rekonstruktionen af en polsk saltmine og verdens største samling af saltkar samt syde sit eget salt og købe masser af saltprodukter i butikken: 39 km.
  • Johannes V. Jensen museet i Farsø: 41 km.
  • Hvidsten Kros historie går tilbage til 1634, men det er historien om kroparrets skæbne og modstandskamp under Anden Verdenskrig, mange husker i dag. Kroen har været i familien Fiils eje i efterhånden 133 år – og de serverer stadig velsmagende danske retter og deres berømte æggekage (lukket mandage): 45 km.
  • Randers Regnskov – træd ind i en verden med brusende vandfald og fritgående dovendyr i den 3.600 m2 store tropiske regnskov: 51 km.
  • Memphis Mansion (tidl. Graceland) i Randers er en næsten tro kopi af Elvis Presleys hjem i Memphis indrettet med udstillinger, souvenirshop og den originale, all american diner Highway 51, der bl.a. serverer Elvis' livretter: 56 km.
Dagsudflugter til Jyllands store attraktioner

  • Fårup Sommerland mellem Blokhus og Saltum Strand i Vendsyssel er Skandinaviens ældste sommerland. Her er hygge under trækronerne men også tonsvis af forlystelser og adrenalinpumpende rutsjebaner, herunder Danmarks største trærutsjebane Falken (åbent maj-september): 72 km.
  • Djurs Sommerland – Nordens største sommerland med mere end 60 forlystelser for hele familien (åbent maj-oktober): 98 km.
  • I Aarhus centrum kan I både gå tur i Den Gamle Bys levende historie samt gennem den flotte regnbuetunnel, der svæver på toppen af AroS kunstmuseum – eller opleve den nye havnefront og kulturmekka Dokk 1: 99 km.
  • Skandinavisk Dyrepark ved Kolind – dyrepark med bl.a. elge, isbjørne og ulve (åbent april-oktober): 111 km.
  • Himmelbjerget (147 m.o.h.) fik sin status, da Danmarks digterpræst St. St. Blicher i 1839 begyndte at holde sine populære folkemøder her ved højdepunktet over Julsø. I 1875 blev tårnet indviet, og siden er Himmelbjergpladsen med parkering, boder og restaurant kommet til for foden af bakken: 117 km.
  • GIVSKUD ZOO. Mød 700 levende dyr fra løver over gorillaer til flamingoer samt en stor dinosaurpark, der kan opleves på en tur rundt i parken i egen bil eller med Safaribussen: 145 km.
  • LEGOLAND i Billund med miniaturemodeller opført i legoklodser af nogle af Verdens største seværdigheder og masser af forlystelser for store og små: 155 km.

Blogindlæg relateret til Comwell Rebild Bakker

De bedste forlystelses- og dyreparker i Danmark – fra nord til syd
250528080730_presse 0005 02c05ae6 d9aa 4651 8b5a fce2e98e0e57
3 generationer i Esbjerg – en weekend vi ikke glemmer
250512090938_abb67fdc 846a 4ab5 9da3 5db89df7d17f
En Perfekt Getaway på Læsø Guesthouse
240926022114_460594539 10233091407125296 2448560761945063009 n
Mange gode vandretips!
231024013007_harzen
Kort

Radius omkring hotel:


Comwell Rebild Bakker
Rebildvej 36
9520 Skørping
Danmark

E 009° 50.693'
N 56° 50.035'

Gæsterne fortæller

Skriv en kommentar (OBS: Kommentarer besvares ikke - skriv i stedet til mail@happydays.nu)

Har du oplevet forhold på din rejse, der bør medføre ændringer i vores præsentation af rejsen, bedes du sende en mail til mail@happydays.nu
Happydays forbeholder sig retten til at slette useriøse indlæg og kommentarer af anstødelig karakter.

Film

Kongen af Ørneriget

Kongen af Ørneriget

Ørnereservatet på toppen af Danmark er et møde med historiens vingesus i bogstaveligste forstand. I denne film får I en smagsprøve på oplevelsen af at komme helt tæt på verdens største rovfugle og de lynhurtige falke - ikke mindst de nordatlantiske havørne, som er Ørnerigets helt store personligheder.

Favorite Not favorite
Gæsternes bedømmelse 4.4 af 5  
Baseret på 47 spørgeskemaer.
Hotellet er vurderet på:
Modtagelsen
4.5 af 5
Service
4.4 af 5
Værelse/lejlighed
3.9 af 5
Faciliteter
4.3 af 5
Morgenmad
4.3 af 5
Aftensmad
4.3 af 5
Beliggenhed
4.9 af 5

Comwell Rebild Bakker

Pris pr. person i dobbeltværelse
DKK 1.499,-

Weekendophold i Nordjylland inkl.

  • 2 overnatninger
  • 2 x morgenbuffet
  • 1 x 3-retters middag/buffet inkl. kaffe på ankomstdagen
  • Værelse med balkon eller terrasse
;