Hoteller til ferien med happydays_dk
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
cd top arrow

Aktuelt - små historier fra Happydays

Aktuelt - små historier fra Happydays
Blog oprettet: 29-03-2017 Blogindlæg i alt: 233 Antal kommentarer: 2377 Antal følgere: 29 Følg denne blog

Nytårshilsen fra Happydays' direktør

Sidst opdateret: 19-11-2021
Dette indlæg er læst 1627 gange
Oprettet: 18-12-2020

Kære alle i Rejseklubben

Nu er det sidste sand i timeglasset for 2020 ved at være løbet igennem, mens vi så småt begynder at forberede os på et nyt år. I den forbindelse vil vi her fra fabrikken sende en tak til alle jer i Rejseklubben, der har været med os på rejsen i 2020. Desværre kunne vi ikke sende særlig mange af jer ud på rejseoplevelser i den virkelige verden i løbet af året, men vi er jer evigt taknemmelige for, at I stadig følger med i vores univers her i klubben.

Mens verden har været lukket mere eller mindre ned, har vi prøvet at fokusere på rejsedrømmene i ventetiden. Og så har vi produceret et utal af forskellige konkurrencer, som I heldigvis har taget rigtig godt imod. 47 konkurrencer er det blevet til – med store som små præmier – og med meget stor deltagelse. Sommerkonkurrencen i juni havde eksempelvis 2.550 aktive deltagere alene i Danmark, 1.461 skrev personlige indlæg i ”Fyn er fin” på både dansk og svensk, og julekonkurrencen nåede også samlet op over to tusinde aktive deltagere. Vi elsker dialogen med jer i Rejseklubben, for når en enkelt nyhedsmail kan få mere end 1.000 mennesker til at svare på et spørgsmål, skrive et indlæg eller uploade et billede, så mærker vi for alvor, at I alligevel er derude, selvom verden er lukket, og rejseaktiviteten ligger øde hen.

Når historien skal skrives engang, så vil vi selvfølgelig se tilbage på 2020 med tristhed. De fleste brancher har været negativt påvirkede i COVID-19-året, nogle få har haft fremgang, men for rejse- og turistbranchen har det været en katastrofal nedtur uden undtagelse. Nogle knækkede undervejs, og flere vil nok følge. I Happydays klarer vi os igennem skærene, men vi har været tvunget til at sige farvel til gode, skattede medarbejdere, der nu vil komme til at skinne i andre brancher.

Men coronaåret handler ikke kun om arbejdspladser, virksomheder og økonomi. Alle mennesker i denne verden har været påvirket af pandemien. En hel del har været syge, nogle få har mistet, men vi har alle oplevet vores dagligdag blive forandret – en forandring, der har været så fundamental og gennemgribende, at ingen af os ville have haft fantasi til at forestille sig dette for blot et år siden. En verden med lukkede grænser, forsamlingsforbud, retningslinjer, påbud og restriktioner. Nej, hvem havde lige set det komme?

Pandemien - eller rettere håndteringen af den – har påvirket vores sociale liv alle som en. Hvem har ikke i løbet af året prøvet at få aflyst ferier, fester, fødselsdage, mærkedage eller gode traditioner i venners lag? På den måde har vi alle været med til at betale prisen. Når vi taler med vores kunder, så oplever vi en meget stor trang til atter at kunne rejse og bevæge sig, som man vil. Det er som om, at vi alle går rundt med en voldsom ophobning af kramme- og rejselyst, der bare skriger efter at få lov til at folde sig ud.

Men det er også min oplevelse, at folk nu endelig er begyndt at se fremad igen. Som om vi alle er begyndt at kunne se ud på den anden side af pandemien. Vi taler ikke længere om vacciner i termer af når og hvis. Nej, nu er de her, og der kommer dag for dag nye gode meldinger om lys for enden af tunnelen. Det ville selvfølgelig være løgn, hvis jeg påstod, at vores kunder kimede os ned i øjeblikket for at bestille rejser. Der er så godt som ingen efterspørgsel på vinterferierne eksempelvis. Men vi kan se, at de første bookinger på sommerdestinationerne er begyndt at komme ind, ligesom vi i webshoppen kan måle betydelig mere trafik på de mest populære destinationer, der normalt bliver tidligt udsolgt. På telefonerne oplever vi, at folk spørger ind til ændringsgarantien, fordi de overvejer sommerferien nu, selvom de stadig er en smule usikre, og endelig kan vi konstatere, at vi har haft rekordsalg på rejsegavekort op til jul. Det vidner om en længe ventet tro på fremtiden, og det er dejligt at opleve.

På tærsklen til det nye år, vil jeg gerne sige tak til alle jer, der havde modet på at opleve Europa i egen bil på trods af alle udfordringerne. Tak fordi I tog alle de forskellige landes restriktioner som en oplevelse. Og endelig tak til alle jer i Rejseklubben, der fulgte os igennem coronaåret.

Når vi om et år kigger tilbage på 2021, så håber jeg, at det blev året, hvor vi atter begyndte at kramme hinanden. At det blev året, hvor håndtrykket kom på mode igen. At det blev året, hvor vi atter indtog verden af ren og skær rejselyst.

Jeg håber det, og jeg tror det!

Godt nytår til alle!
Søren Idun

P.S. Del gerne dine nytårsønsker og -forventninger i kommentarfeltet nedenunder.

Kommentarer
Skriv en kommentar
Happydays forbeholder sig retten til at slette kommentarer af anstødelig karakter.
06-01-2021 17:22skrevJørgen Boye
Godt nytår til alle i Happydays.
Har senest besøgt Hotel Fåborg Fjord på et glimrende ophold.
Regner også med i 2021 at benytte os af jeres tilbud.
04-01-2021 09:18skrevInge Marie
Godt Nytår til jer alle
Ja vi længes også herhjemme til at komme ud og opleve nye ting både i Danmark og udlandet.
Det giver krydderi til dagligdagen.
Netop det vi mangler nu.
Vaccinen er kommet, så det bliver et dejligt år 2021 hvor oplevelserne kommer tilbage
01-01-2021 16:48skrevOle Pedersen
Godt Nytår til alle i Happyday's ! Og tak for det fine nytårsbrev Søren Idun. Jeg kan kun tilslutte mig dine betragtninger med hensyn til 2021
01-01-2021 12:59skrevNormann Nørlev
En fin nytårs hilsen, som jo er gældende for alle. Vi ser alle frem til at situationen normaliseres, både for rejsebranchen, restaurant/cafe branchen, teaterbranchen og ikke mindst for flybranchen. Godt nytår
01-01-2021 11:52skrevFinn Jonasson
GODT NYTÅR - vi ser frem til bedre 2021.
;