Min værste ferie

Dette indlæg er læst 529 gange

Som udgangspunkt er vi meget positive, når vi rejser. Vi lader os ikke gå på af fx forsinkelser, udsigt til et garageanlæg, eller at man skal putte mønter i en "automat" og betale særskilt for varmen på værelset. Det er altsammen ting, man ikke kan ændre på, når først rejsen er indledt. Vi prøver at få det bedste ud af det. Men jeg må sige, at vores Mallorca-tur sidste år i maj tog pippet fra mig (Claus). Alt tegnede godt, og turen gik fint. Vi skulle bo i Cala Bona, og da vi var vel ankommet til vores lejlighed, satte vi os på balkonen og nød en stille sodavand, mens vi kiggede ud over Middelhavet. Vi boede meget få meter fra vandet. Bagefter ville min hustru, Hanne, hvile sig lidt, og jeg ville gå en tur. Jeg var væk i cirka halvanden time. Da jeg kom tilbage, kunne jeg ikke få liv i Hanne. Hun virkede meget sløv og usammenhængende i de få ord, jeg fik ud af hende. Jeg blev nervøs. Hun havde året før gennemgået en større operation, og mange var de scenarier, der løb gennem mit hoved. Jeg kontaktede straks receptionen, som fik fat i en læge, og da hun først var kommet, gik alting stærkt. Ambulancen blev bestilt, og det gik tværs over øen i fuld fart og med udrykning på strategiske steder. Min kone blev indlagt på et privathospital i Palma: Clinica Juaneda. Det sted kan ikke anbefales nok. Det er meget stort og rigtig godt. Der er også tolke og skandinaviske sygeplejersker. Først lå min hustru på intensiv i to uger. Den første uge på eneværelse, koblet til overvågning, drop og andet apparatur (en ren slangefarm). Derefter en uge på en intensiv-afdeling med patienterne på rad og række med et forhæng som eneste skillevæg. Tre uger gik der alt i alt med indlæggelse. Den sidste uge kom hun på en to-sengs stue, hvor der også var plads til mig. Jeg boede de to første uger på flere forskellige hoteller, og jeg vidste dårligt, hvor jeg skulle gøre af mig selv. 2 x 1/2 times besøgstid om dagen er ikke meget, og slet ikke, når tiden måske går op i nye undersøgelser og anden pleje, hvor jeg ikke måtte være til stede. Det sammenholdt med, at jeg skulle iføre mig kittel osv., inden jeg måtte besøge hende, gjorde, at jeg syntes, det var frygteligt. Hvordan havde hun det ? Hvad skete der? Havde de fundet ud af, hvad hun fejlede osv. ? På sygehuset bestræbte de sig på at opdatere de pårørende, men de havde forrygende travlt. Jeg fik tiden til at gå med at vandre rundt i byen, trave byen tynd og finde nogle holdepunkter.. Et holdepunkt blev byens berømte katedral, et andet et dejligt tapassted: Carmen. Undervejs fotograferede jeg. Min hustru ville gerne se billeder fra byen. Det endte med, at jeg havde gået knap 400 km, da vi endelig kunne rejse hjem! Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om at gå på museum, læse eller ligge på stranden. Jeg gik og gik og gik. Jeg kunne se, at det på hospitalet gik langsomt fremad med min kone, som ved udskrivningen tre uger senere dog var så svag, at forsikringen konkluderede, at der skulle sendes en læge fra Rigshospitalet til Mallorca for at følge hende hjem i flyet. Hospitals"ferien" sluttede i øvrig med, at min hustru blev indlagt et døgn i isolation på Holbæk Sygehus. Det viste sig, at Hanne havde fået septisk chok - blodforgiftning - men der gik nogen tid med at udelukke det ene og det andet og finde frem til det, det var. Imens blev der pumpet ikke ubetydelige mængder antibiotika i hende for at slå sygdommen ned. Gudskelov, at det lykkedes. I dag går det godt. Vi har lige været tilbage på Mallorca - ét år efter. Min hustru insisterede. Hun fik jo ikke set noget sidst, som hun sagde. Vi var et smut inde på hospitalet for at sige tak for sidst og fik ligeledes spist godt på tapas-restauranten Carmen. Begge steder blev jeg genkendt - og min hustru naturligvis også det ene sted! I øvrigt vil jeg gerne rose rejseselskabet, SOS International og forsikringen for deres måde at håndtere sagen på. Forbilledligt! De hjalp os virkelig meget undervejs.