
Ugen er gået, og arbejdet kalder igen. Det er som om det poetiske og æstetiske glider lidt i baggrunden, og det mere praktiske træder frem, så vi afslutter vores fortællinger fra Norditalien med lidt faktuelle oplysninger.
Vi valgte at flyve til Treviso med lavprisfly i stedet for selv at køre til Italien, og lejede så en bil, der stod klar til os i lufthavnen. Det er for os en rigtig god løsning, der giver plads til flere reelle feriedage – tiltrængte i en ellers travl hverdag. Fra Castel Brando til Treviso er der kun ca. en times kørsel (40 km), hvis man tager de såkaldte små veje, og mindre, hvis man vælger motorvejen. Det gav os tid til et lille blik på Treviso og at snuppe et par billeder, før vi lettede.
Treviso er områdets største by med ca. 85.000 indbyggere. Den rummer mangfoldigheden af forstadsmiljøer, industrikvarterer og så den smukke gamle by bag tykke volde. Vi har indfanget nogle indtryk fra den gamle bydel, for området er værd at besøge i sig selv, og vi har set flere af Happydays hoteller i de nærliggende byer og landområder, som giver os lyst til at udforske endnu mere.
Treviso kaldes ofte for mini-Venedig på grund af dens kanaler. Dens lufthavn (den ene af de to officielle lufthavne til Venedig) er også så at sige også en port til Venedig, som kun ligger ca. 40 km syd herfor. Det er nemt at køre til Mestre (havnebyen ud for Venedig) – eller at tage tog eller en lufthavnsbus dertil – og så enten sejle eller tage tog eller bybussen til Venedig. Parkerer du centralt i Mestre, tager det ca. 15 minutter med bus eller tog. Det er et fantastisk udflugtsmål for en eller flere dage, så billedserien slutter med et foto fra det rigtige Venedig.
Ak ja, vi vender tilbage til hverdagen og håber, at vi ses igen…