Fortællinger fra en uge i Norditalien (3) – På proseccoruten

Vinmarkerne strækker sig så langt øjet kan række. Stok efter stok står planterne i lange rækker omhyggeligt bundet til hver sin træstolpe. Efterårssolen kaster sig bløde lys ned over de dybe dalstrøg, som er dækket af en næsten usynlig hvid dis, der blidt lægger sig som en blonde over landskabet. Nogle steder står billedet skarpt, andre steder er det udvisket af efterårets hvide slør.

Dagens mål var egentlig Valdobiadienne, som ligger på Proseccoruten, mindre end 20 kilometer fra Castel Brando, og med kørsel gennem smukke byer som Miane og Combai. Vi havde snuset lidt til denne strækning før, og med en dagens smukke solskin var den et klart udgangspunkt for et gensyn og indsamling af dejlige billeder. Imidlertid viste den korte strækning sig at blive endnu mere afkortet, som dagen skred frem, for hvem griber ikke de muligheder, som dagen tilfældigt byder på? Området er efter vores mening et af de smukkeste på den i forvejen smukke Proseccorute – eller Strada del Prosecco, som den jo hedder på italiensk.

Vi fandt et tiltrækkende sted for vores frokost, og blev bestemt ikke skuffede. Udenfor den mest fantastiske udsigt, indenfor en klassisk rustik indretning, træstole med fletsæde, mørke slidte borde og skabe, og et væld af detaljer bl.a. med udgangspunkt i naturen omkring. Vi fik ravioli med kastaniefyld samt en cremet suppe af græskar,-  to typiske og meget velsmagende lokale retter. Det venlige værtspar gav os straks et tip til vores fortsatte tur på ruten: Det næsten helt hemmelige prosecco-sted i bjergene, Osteriet uden ”Oste”, eller beværtningen uden vært, om man vil, om som skiltet siger..

Vi fandt skiltet, der viste af mod højt beliggende Col Vettoraz og gik hundrede meter gennem vinmarkerne til en lille hytte, hvor man efter sigende skulle kunne købe sig et glas prosecco og slå sig ned for at nyde stilheden og udsigten. Billederne taler for sig selv, et køleskab med kolde flasker, en bid ost, brød og pølse, hvis man skulle have brug for det, ild i pejsen, et bord med fire stole omkring, en kasse til betalingen samt en gæstebog. Ellers ingen, foruden et par gæster, som gerne ville skåle med os. Udenfor stole og borde, samt en ”bar” bygget med udgangspunkt i vinstokkene og med vinranker som tag. Intet mindre end genialt ;-)

Og vinen - den var både kold og dejlig - Salute!