hoteller til ferien med happydays
cd top arrow

Kirsten Andersens Rejseblog

Kirsten Andersen
Blog oprettet: 31-03-2017 Blogindlæg i alt: 17 Antal kommentarer: 4 Antal følgere: 7 Følg denne blog
Udstillinger i Willy-Brandt-Haus
18-04-2015

Da jeg var i Berlin i påsken besøgte jeg Willy-Brandt-Haus for at se udstillingen med fotografier af den amerikanske kvindelige fotograf Vivian Maier (1926-2009). Jeg har skrevet et indlæg om udstillingen tidligere, læs evt her.

På udstillingen blev man hensat til et Amerika i 1950’erne on 1960’erne, de fleste sort hvide fotos stammede fra denne periode. Det va tydeligt at se, at Vivian Maier har bevæget sig i middelklasse samfundet, men der var også enkelte fotos af personer, som man kunne se er mere velhavende. Og der var en del fotos af mennesker fra samfundets bund. Amerika (i dette tilfælde New York og Chicago) på godt og ondt. Der var også enkelte farvefotografier og enkelte 8 mm optagelser.

Oftest viste fotografierne mennesker fanget i en situation, hvor man som beskuer kunne digte videre på historien.  Fx et ældre par i en bus, hvor kvinden læner sit hoved mod mandens skuldre med lukkede øjne. Men det kunne også være fastholdelse af motiver, man nogle gange også selv har tænkt sig, at der kunne komme et godt billede ud af, fx et træs grene taget op mod himlen, eller en kæmpe dynge trækasser, der pludselig danner et abstrakt mønster.

Et afsnit viste en række selvportrætter af Vivian Maier, de må jo være taget mod et spejl. Et fast og koncentreret blik er karakteristik for alle selvportrætterne, som er fra forskellige tidspunkter i fotografens liv.

Efter at have set Vivian Maier udstillingen, gik jeg op på etagen oven over, hvor det viste sig, at der også var en spændende udstilling at se. Udstillingen hedder Schwestern zur Sonne zur Gleichheit. Den handler om kvindelige socialdemokraters kamp for ligeberettigelse gennem historien fra Rosa Luxemburg og Maria Juchacz og op til nu. Ud over plancher med en historisk gennemgang af de milepæle, som er nået gennem tiden, og om dem der endnu ikke er helt slået igennem, vises også en hel væg med store farveportrætter – både malerier og fotografier af de socialdemokratiske kvinder, som er gået i front for ligeberettigelse.

Willy-Brandt-Haus er hovedkvarteret for SPD, det tyske socialdemokratiske parti, derfor fokuseres på socialdemokratiske kvinder, der er selvfølgelig også kvinder som ikke var socialdemokrater, og som har kæmpet for ligeberettigelse gennem tiden.

Mærkeligt nok var der ikke andre end mig og en enkelt hurtigseer, der ville se denne udstilling, som faktisk introduceres allerede i den store hal, når man kommer ind i Willy-Brandt-Haus, der hvor Willy Brandt står som en kæmpe broncestatue. Vær opmærksom på, at I skal vise pas og bliver skrevet på en liste, inden I kan gå ind i udstillingerne. Selvfølgelig af sikkerhedsgrunde. Til gengæld er det helt gratis.

Jeg ankom i går godt middagstid, og efter at have tjekket ind på dejlige Hotel Ibis i Wilmersdorf, tog jeg til Willy-Brandt-Haus for at se udstillingen med fotografier af den amerikanske kvindelige fotograf Vivian Maier (1926-2009). Willy-Brandt-Haus har lukket langfredag, og jeg skal nå meget på to og en halv dag, så det måtte være i går. Jeg har skrevet et indlæg om udstillingen tidligere på berlin-nyt, læs evt her.

Der var mange gæster på udstillingen, og den er bestemt værd at gå efter. Man bliver hensat til et Amerika i 1950’erne on 1960’erne, de fleste sort hvide fotos stammer fra denne periode. Det er tydeligt at se, at Vivian Maier har bevæget sig i middelklasse samfundet, men der er også enkelte fotos af personer, som man kan se er mere velhavende. Og der er en del fotos af mennesker fra samfundets bund. Amerika (i dette tilfælde New York og Chicago) på godt og ondt. Der er også enkelte farvefotografier og enkelte 8 mm optagelser.

Oftest viser fotografierne mennesker fanget i en situation, hvor man som beskuer kan digte videre på historien.  Fx et ældre par i en bus, hvor kvinden læner sit hoved mod mandens skuldre med lukkede øjne. Men det kan også være fastholdelse af motiver, man nogle gange også selv har tænkt sig, at der kunne komme et godt billede ud af, fx et træs grene taget op mod himlen, eller en kæmpe dynge trækasser, der pludselig danner et abstrakt mønster.

Et afsnit viser en række selvportrætter af Vivian Maier, de må jo være taget mod et spejl. Et fast og koncentreret blik er karakteristik for alle selvportrætterne, som er fra forskellige tidspunkter i fotografens liv.

Efter at have set Vivian Maier udstillingen, gik jeg op på etagen oven over, hvor det viste sig, at der også var en spændende udstilling at se. Udstillingen hedder Schwestern zur Sonne zur Gleichheit. Den handler om kvindelige socialdemokraters kamp for ligeberettigelse gennem historien fra Rosa Luxemburg og Maria Juchacz og op til nu. Ud over plancher med en historisk gennemgang af de milepæle, som er nået gennem tiden, og om dem der endnu ikke er helt slået igennem, vises også en hel væg med store farveportrætter – både malerier og fotografier af de socialdemokratiske kvinder, som er gået i front for ligeberettigelse.

Willy-Brandt-Haus er hovedkvarteret for SPD, det tyske socialdemokratiske parti, derfor fokuseres på socialdemokratiske kvinder, der er selvfølgelig også kvinder som ikke var socialdemokrater, og som har kæmpet for ligeberettigelse gennem tiden.

Mærkeligt nok var der ikke andre end mig og en enkelt hurtigseer, der ville se denne udstilling, som faktisk introduceres allerede i den store hal, når man kommer ind i Willy-Brandt-Haus, der hvor Willy Brandt står som en kæmpe broncestatue. Vær opmærksom på, at I skal vise pas og bliver skrevet på en liste, inden I kan gå ind i udstillingerne. Selvfølgelig af sikkerhedsgrunde. Til gengæld er det helt gratis.

Vivian Maier udstillingen er slut, men udstillingen om de socialdemokratiske kvindeforkæmpere vises til 9. maj. Der vil altid være udstillinger at se i Willy-Brandt-Haus, og at se huset er også en oplevelse i sig selv.

Kommentarer
Skriv en kommentar
Happydays forbeholder sig retten til at slette kommentarer af anstødelig karakter.

Seneste blogindlæg

BLACK FRIDAY: Gode tilbud og stor feriekonkurrence!
Natten til fredag den 23. november sænker vi priserne på nogle af vores største ferief...
61 Kommentarer
BLACK FRIDAY: FAKTA OCH TÄVLING
Natten till fredag den 23 november sänker vi priserna på några av Happydays semesterfavo...
15 Kommentarer
Filmen fra studieturen 2018
Grüβ Gott og gullashsuppe! Se filmen fra studieturen 2018, da Happydays indtog alperne i b...
1 Kommentarer

Seneste kommentar

Annette L.
KRYDSTOGT MED FORHINDRINGER I foråret 2012 skulle vi på vores første krydstogt. Skibet skulle afsejle fra Dubai. Den planlagte flyvetid fra Danmark skulle blot være nogle få timer, men den samlede rejsetid endte med at blive på 60 timer! Problemerne begyndte ved den planlagt mellemlanding i Amsterdam. Her var der kommet lidt sne og derfor kunne vi ikke lande men blev i stedet omdirigeret til Bruxelles. Efter vi var landet her sad vi en rum tid i flyet, før det fløj til Amsterdam, hvor den videre afgang til Dubai var aflyst. Her fik vi lov til at stå og stå i timelange køer på et hårdt cementgulv blot for absolut ingen brugbare informationer at få. Vi fik dog til sidst et hotel, som vi kunne vente på. Da vi ikke kunne få fat vores bagage, hvori vi havde pakket vores overtøj, frøs vi nærmest til ispinde, da vi ventede i lang tid på en taxa. Dagen efter blev alternativet så at vi skulle vi flyve fra Amsterdam via London til Dubai. Det lykkedes og glade sad vi i London i flyet med kurs mod Dubai. Efter 6 timer i flysædet uden hverken vådt eller tørt fik vi til sidst at vide at flyet altså ikke kom nogen vegne den aften! Så igen ud i kulden for at vente på en taxa og ind på endnu et hotelværelse. Endelig, endelig på tredjedagen fløj vi til Dubai. Da vi kom dertil, var krydstogtskibet dog for længst dampet af, så det gik med taxa gennem 300 km ørken for at indhente skibet i dets næste havn. Da vi kom til havnen, vendte taxachaufføren straks om, og så stod vi alene, og så landgangsbroen blive trukket op. Desperationen i vore blikke formildede dog skibsofficeren, som allernådigst lod os komme med tre dage for sent. Vi havde dog stadig ingen bagage og vores rejsetøj var ved at være godt nusset, så vi kunne slet ikke leve op til skibets fornemme dresscode. Vi listede os rundt langs panelerne i vores i nød indkøbte reklametøj fra skibets souvenirbutik. Vi blev genforenet med vore kufferter dagen før hjemrejsen. Efter mængden af bagagemærker at dømme havde de været på en endnu mere omstændelig omvej, end vi selv havde!
Bernt Salzwedell
Et efterår rejste vi til Tyrkiet. Det regnede fra ankomsten i lufthavnen og til flyafgang hjem otte dage senere. Hotellet havde ingen varme, og når man skulle indtage dagens måltider, foregik det i bare fødder, da der stod cirka 10 cm vand i restauranten. At tørre håndklæder var en umulighed. Når man bestilte vin etc. i restauranten, skulle man betale med perler med forskellige farver og værdi., som man købte for EURO. Det tog sin tid at betale, da jeg tabte en af perlekæderne på gulvet, og alle perlerne tog på sejltur i restauranten. Men man tager den da bare med ro: Hver morgen gik en ven og jeg ned til badestranden, iført badebukser og paraply, og så gik vi ud til navlen, mens vi sang "I'm singing in the rain". Det kunne tjenerne godt lide, så vi fik RAKI til at varme os på efter morgenbadet. Vi fik ingen souvenirs med hjem, for praktisk talt alle forretninger var gået i vinterhi, og de få, der var åbne, havde et meget træt personale. På en bådtur i regnvejr tabte jeg mit kamera, så jeg har desværre ikke nogen billeder fra denne skønne ferie :-).
Esther Krogh Hansen
En ferie jeg aldrig glemmer på godt og ondt. I marts 2007 skulle min veninde og jeg til Costa Rica , og med tog fra Århus til lufthavnen i Kastrup. Der var varslet snestorm og jeg tog toget tidligere for at være sikker på at nå frem. Århus var allerede lukket for udkørsel om aftenen, og vi skulle flyve næste eftermiddag. Da vi ankom til hovedbanegården i København stoppede toget. De ventede på en lokofører som var forsinket på grund af vejret og arbejdstiden var udløbet for den pågældende. Til sidst fandt vi et S tog og smed kufferten ned ad trappen i snedriverne, og nåede endelig lufthavnen. vi sad så og ventede til om eftermiddagen før banerne var ryddet. Så da vi kom til Amsterdam var vores fly fløjet. Vi stod i kø for om bookning , hjælp til at ringe til rejsebureau og afbestille nat og udflugt første dag i Costa Rica. Vi skulle mellem lande i Miami og vi måtte ikke få vores kuffert. Vi insisterede og fik dem endelig langt om længe og fik booket en overnatning. Næste dag med taxa til Amsterdam lufthavn , fly vouchers, og denne gang mellemlanding i Mexico City. ( godt vi fik kufferten, ellers var den havnet i Miami ) Da vi ankom til Mexico foer vi vild i lufthavnen og endte i P. kælderen. Op og ned med elevator til vi endelig fandt ankomsthallen. MEN så startede problemerne først rigtigt. Vi afleverede først de grønne migrationspapirer og så bad Man om en E. Ticket , men vi havde kun en printet voucher. Så blev vi sendt til en anden skranke som sendte os tilbage igen. Ingen ville hjælpe os. Til sidst fandt vi en rigtig politi betjent og spurgte hvad vi skulle gøre, om vi skulle blive i Mexico, og han gik hen til skranken og med løftet pegefinger beordrede Dem til at give os vores flybilletter. Da han var gået spurgte de så om migrations papirerne som vi havde givet, hvilket De benægtede. Vi bad hende kigge i papirkurven, ellers vi ville hente betjenten igen. Til sidst lykkedes det, og da var tiden så knap at vi var ved at misse flyet til Costa Rica. Heldigvis fik vi en god ferie med mange oplevelser. Da vi skulle hjem igen var flyet forsinket til vores held, for da De skulle printe min billet gik systemet ned og vi ventede spå længe, at vi lige med nød og næppe nåede afgangen trods forsinkelsen i Costa Rica. Vi snakker tit om den tur og var glade for, at vi var 2 til at støtte hinanden.

Populære tags

Vi bruger cookies. Læs mere..